Magasinet M!

Ung iværksætter Kristian er træt af skodforretninger

"At importere dårligt lort fra Alibaba og Wish og sælge med en avance på 5-600%, bare fordi man vil tjene nogle hurtige penge. Det er ret skod..."

Kristian Scharling er 22 år. Når han skal beskrive sig selv, fortæller han blandt andet, at han er artist, jonglør og til ny-cirkus. Han er måske en af landets bedste til at jonglere med diabolo-spil. Han er også iværksætter; som stifter og direktør for tekstbureauet Somera har han på få år skabt en virksomhed, der beskæftiger 12 mand og et par freelancers. Men han har også andre interesser. Faktisk lyder han som den klassiske tinder-profil: Elsker at møde nye mennesker. Elsker at rejse. Har en del tattoos - You get it.

Manden har et lidt stramt forhold til iværksætter-begrebet. Og i særdeleshed det at være ung iværksætter. Når han møder nye folk, er det ikke det første, han fortæller. Faktisk langt fra. Det bunder i en medieskabt fordomsfuldhed om hurtige penge og champagneshowers. Det skaber et forventningspres, som han ikke har lyst til at skulle konfronteres med hele tiden.

Jeg fangede ham over et par øl til en snak om, hvad fanden det egentlig går ud på - det der med de unge iværksættere…

Danmark Har Talent ?????

Et opslag delt af kristian scharling (@krizzerseventyr) den

Jeg synes, jeg har hørt dig have nogle holdninger til iværksætteri?
Jeg har ikke nogle holdninger til, hvad iværksætteri er. Men jeg har nogle holdninger til, hvordan jeg synes man skal omtale iværksætteri.

Da jeg startede op i sin tid for fire år siden, var iværksætteri sådan noget usikkert noget i mediebilledet, men det begyndte at ulme lidt. Casper Blom var med til rigtigt at sætte ungt iværksætteri på landkortet, og det tiltrak en hel masse unge folk, der fandt et ben i forhold til hvilken vej, man kunne gå i livet. Som også gav mening. 

Et års tid efter begyndte det at blive rigtigt, rigtigt populært. Det tiltrak en hel masse, som fik sådan et quickfix af den her titel: Iværksætter. 

Jeg var vel 18 på det tidspunkt, så jeg syntes også det her med at starte forretning op og burste ud på Facebook, at man havde startet ny forretning op, det var fedt... 
Hele den her anerkendelse der fulgte med det, var super interessant. Men det medførte også, at der kom rigtig mange til på rigtig kort tid. Hele fokusset lagde på noget andet end at bygge forretningen op. Det lagde på at blive iværksætter. 

Det var ikke særligt mange forretninger, der blev opbygget. Til gengæld blev der startet rigtig mange webshops. Der lukkede hurtigt igen. 
Hele ræset gik bare ud på - i nogen henseender, bestemt ikke alle - men dem der typisk lavede larmen: At opbygge en hurtig omsætning for at få nogle hurtige penge, for at få en masse følgere på Instagram og komme ud og flashe en masse.

"Jeg skal slet ikke blande mig i, hvad andre gør, men det var ikke den bås, jeg ville sættes i." 

Jeg ville nærmest ikke nævne mig selv som iværksætter, for det er lidt blevet et fy-ord. Fordi tankerne omkring unge iværksættere hurtigt ledes hen i tankerne på champagne-showers på Instagram-fame. Og det er overhovedet ikke den type, jeg er. Og mange af mine gode venner, der er iværksættere, er heller ikke sådan. Men det er typisk sådan, de bliver omtalt. Det er i hvert fald der, tankerne bliver ledt hen, når der snakkes om det.

Jeg kender det også fra mig selv. Det typiske er footer-links, der køres hen til diverse web-artikler: “17-årig har tjent millioner på xxx”. Så kan man se på årsregnskabet et halvt år efter, at de havde et underskud på 600.000, eller hvad det nu er… 

Mange i iværksætterkredse husker “Kornkongen”, der i sin tid byggede kæmpe spin op omkring sig selv. Jeg husker, at han var blevet indlagt på psykiatrisk i den her rus og jagt på succes og anerkendelse, og positionering af sig selv. 

Husk lige tandbørsten?

Et opslag delt af kristian scharling (@krizzerseventyr) den

Det gik lynhurtigt for langt. 

Jeg tror der er kommet noget balance i det igen. Jeg tror i hvert fald, at journalisterne har lært af de par år, hvor mange åd alt råt uden at kende noget til iværksætteri, at forholde sig mere kritisk til det. 

"Jeg har sgu ikke råd til at bruge 2-3000 kroner i byen hver weekend"

Det er også derfor, jeg er meget opmærksom på, hvordan jeg omtaler mig selv - og bliver omtalt, når jeg siger, at jeg er iværksætter. Jeg har sgu ikke råd til at bruge 2-3000 kroner i byen hver weekend - så er der i hvert fald ikke til at spise lidt god mad en gang imellem. Så godt går det trods alt ikke i forretningen, og så stor en løn hiver jeg slet ikke ud. Det er nok der, den ligger. 

I en periode var det meget pop at være iværksætter. Det er stadigt populært, men jeg har også oplevet noget positivt; at man har fået øjnene op for det her. 

Jeg lavede også en forretning, hvor jeg selv var med til at udbrede det her med iværksætteri. Fordi jeg synes, at det havde været fantastisk, hvis jeg havde kendt til iværksætteri et par år tidligere. Det har i hvert fald været den rette hylde for mig. Så der er også positive effekter afledt af det. 

Men der var bare en bølge af skodforretninger landet over, og dem er der stadig mange af. Folk er heldigvis begyndt at forholde sig mere kritisk til det.

Hvad mener du med skodforretninger?
Først og fremmest dem der sælger nogle dårlige produkter. At importere dårligt lort fra Alibaba og Wish og sælge med en avance på 5-600%, bare fordi man vil tjene nogle hurtige penge. Det er ret skod, frem for at opbygge en ordentligt forretning, som man synes er fedt at arbejde med - fordi kunderne er glade og fordi man skaber noget værdi for dem. 
Jeg har mødt iværksættere, der har sagt, at de tjente mange mange penge. Folk der sagde, at de var misundelige på det, jeg laver, fordi jeg rent faktisk kan vise min forretning frem og fordi jeg selv synes, at det jeg laver, er fedt. Fordi jeg ved, vores kunder er glade, og mine kolleger er glade. 

De havde opbygget en hurtig forretning for at tjene en masse penge, og det var noget skod. Dårlig kundeservice, sure kunder i røret hver dag, dårlige trustpilotanmeldelser: Man tjente bare en masse penge, og så kunne man gå ud og få sin dopamin i weekenden - den man åbenbart havde været i underskud af, i løbet af ugen, fordi man kun havde snakket med utilfredse mennesker. 

Ultralight Beams

Et opslag delt af kristian scharling (@krizzerseventyr) den

Ligger der noget i anerkendelsen, som folk jagter?
Ja, helt sikkert. Det er der mange, der gør, specielt indenfor forretning. Der er meget identitet i det. 

"Jeg siger nogle gange, at jeg er studerende"

Jeg er meget opmærksom på, at hele min identitet ikke skal være min forretning. Jeg skal ikke være ham dér med virksomheden. Det er heller ikke det, jeg prøver at snakke med folk om, når jeg møder dem. 
Jeg siger nogle gange, at jeg er studerende, fordi når man bruger så stor en del af ens liv på forretningen, så er det klart, det bliver en stor del af en selv som person. Men det skal heller ikke være alt. 

Det er klart, at specielt som ung og en der stadig leder efter en identitet, så er der en gruppe, man kan være en del af. En gruppe, hvor det ser ud til, at alle har mange penge, alle har pæne piger, og alle har mange følgere på instagram. Så det er klart, hvis man ikke har fundet sin identitet - så virker det som en fed klike at blive en del af. 

Jeg er heldig, at jeg ikke syntes, det var så interessant igen - jeg synes, der er andre ting, der er væsentligt mere interessante. Jeg synes ikke, at biler er så spændende, jeg synes ikke, champagne smager så godt, så jeg passede ikke rigtig ind på parametrene der. 
Men jeg synes, det er fedt at bygge forretning op, og jeg elsker at lave strategi. Det er spændende at have med mennesker at gøre, og jeg synes det er vildt fedt at arbejde sammen med gode kunder og dygtige kolleger. 

Det giver mig langt mere værdi end at sælge kina-varer til utilfredse kunder. 

Credits

Fotograf: Morten HH, Aalborg

Del

Seneste nyt