Ungt bureau er for alvor blevet voksen
De startede deres fælles iværksætterdrøm, og kun tre år senere er det blevet en decideret millionforretning
”Jeg ved ikke, om vi havde regnet med eller overhovedet turde håbe på, at vi ville være der, hvor vi er i dag, da vi tog hul på drømmen om vores virksomhed. Det er godt nok gået hurtigt – på den gode måde”.
Sådan beskriver den kun 23-årige Tim Knorborg den rivende udvikling, som virksomheden TEXTA har gennemgået. Sammen med sine to partnere fra start, Peter Kragh Lauritsen og Kim Søgaard Nielsen begge på 24 år, der kender hinanden helt tilbage fra studietiden på handelsgymnasiet i Skive, kickstartede de i 2016 en fælles iværksætterdrøm, der kun tre år senere er blevet et voksent bureau og en decideret millionforretning.
Fra ung til voksen på tre år
Iværksætterdrømmen tog sin spæde start på kollegieværelset som en sidegesjæft til erhvervs- og jurastudierne, hvor de tre autodidakte tekstforfattere begyndte at lege med tanken om at starte deres eget projekt, som skulle fokusere på at producere gode tekster til diverse kunder.
Med studiebøgerne i skoletasken og op til 70 timers arbejde ved siden af studiet klarede de sig igennem deres bacheloruddannelse, som blev afsluttet i sommer, og som samtidig blev startskuddet på et nyt kapitel for content creation-bureauet. Du kan læse mere om content marketing her, og hvad det faktisk er.
”Vi glæder os rigtig meget til at se, hvor vi kan drive virksomheden hen, nu hvor vi ikke længere er under tidspres på grund af studiet. TEXTA er 100 % vores fokus, og så må studierne vente lidt”, forklarer Kim Søgaard Nielsen.
TEXTA-drengene har valgt at sætte deres studier på pause for at sætte alt på ét bræt i håbet om at tage deres iværksætterdrøm til nye højder. Og ambitionerne er ikke små.
Fremtiden har nye satsninger på tapetet
Med en samlet omsætning på over seks millioner kroner, en fordobling af omsætningen og en femdobling af overskuddet fra 2017 til 2018 samt en medarbejderstab på 42 mennesker og en nyansat CEO kunne man sagtens læne sig tilbage og nyde godt af de gode resultater. Men sådan
forholder det sig ikke hos de tre TEXTA-drenge, der udelukkende tænker fremad, og som har ambitiøse planer og visioner for fremtiden.
”Vi er super stolte af vores resultater. Men vi ser samtidig et stort potentiale for virksomheden i de kommende år. Vi er et ungt bureau, og vi har lyst til at smede, mens jernet er varmt. Så det har vi tænkt os at gøre”, udtaler Peter Kragh Lauritsen.
Forventningerne til regnskabet for 2019 er høje med en fordobling af både omsætningen og overskuddet fra 2018, og virksomheden har nye satsninger på tapetet. Ved siden af tekstforfatning, korrektur, oversættelse og transskribering vil de nu fokusere på konsulentrollen i en rådgivningsmæssig sammenhæng.
”Vi oplever i dag en stødt stigende efterspørgsel fra mange e-commerce-kunder, og vi vil rigtig gerne være kyndige sparringspartnere og rådgivere på det felt. Vi er specialiserede i kommunikation og content marketing, så hvorfor ikke udnytte det”, forklarer Peter Kragh Lauritsen.
For yderligere pressehenvendelse:
Tim Knorborg Jensen, Partner, TEXTA ApS
Telefon: 29 28 19 99
E-mail: [email protected]