Magasinet M!

USA's hemmelige krigere

En særlig gren af det amerikanske militær har licens til at dræbe uden at orientere andre end den amerikanske præsident. Jeremy Scahills jagter sandheden om JSOC - USA's hemmelige krigere.

Klokken er 3.30 om natten. Kalenderen viser 12. februar 2010 og alt ånder fred i huset i den lille afghanske by Gardez. Men pludselig afbrydes stilheden af larmen fra flere helikoptere. Familieoverhovedet  Mohammed Daoud åbner hoveddøren for at se, hvad der foregår, men når ikke at tage så meget som et skridt ud af døren, før han bliver skudt. Inden den paniske familie når at få lukket døren, bliver endnu en mand og tre kvinder også skudt af de fremadstormende soldater. Soldaterne bruger knive til at grave projektilerne ud af ligene. Kuglerne putter de i deres lommer. Da de har gennemsøgt huset, binder de overlevende beboere på hænder og fødder og giver dem bind for øjnene. De bliver fløjet til et for dem ukendt sted og tilbageholdt. Uden at vide hvorfor. Og uden at få vand, så de kan vaske plamagerne af blod fra deres familiemedlemmer af sig. Eftertre dage bliver de uden yderligere forklaring fløjet hjem. Da de når Gardez, er de døde begravet.

Angrebet
Den amerikanske journalist Jeremy Scahill har i over ti år været krigskorrespondent. Han har rapporteret fra alle verdens brændpunkter og er vant til lidt af hvert. Men han var ikke forberedt på denne historie. Scahill havde fået nys om, at der var sket et angreb i byen Gardez i en afsidesliggende provins i Afghanistan, men da han gik til de officielle kanaler for mere information, blev han mødt med tavshed. Hvis han ville have mere at vide, blev han nødt til selv at tage derud.

 

 

ANNONCE
USA's hemmelige krigere

 

"Militæret inddeler vejene i Afghanistan med farver. Grøn betyder sikkert. Rød betyder farligt, og de sorte skal man holde sig helt fra. Gardez lå langt fra de grønne veje, og NATO, den amerikanske ambassade og min egen sunde fornuft foreslog alle, at jeg lod være. Men jeg ville have svar. To andre journalister var blevet kidnappet på en vej, jeg skulle køre på, og jeg vidste, jeg skulle være tilbage i Kabul (Afghanistans hovedstad, red.) inden solnedgang, for natten tilhører Taleban, men jeg havde ingen idé om, hvor langt denne historie skulle føre mig," siger Jeremy Scahill.

Stemmerne på videoen
Familien, der var blevet angrebet, var mere end villige til at tale om, hvad der var sket, og pludselig fik Scahill alle de oplysninger, som de officielle kanaler ikke ville give ham. Familien var uden varsel blevet overfaldet, og Mohammed Daoud - der var poltimand og arbejdede sammen med de amerikanske styrker - var blevet skudt og dræbt.

Derudover var også Daouds bror, Zaher, og tre kvindelige familiemedlemmer - to af dem gravide - blevet dræbt. Men familien gjorde mere end bare at tale. Et af familiemedlemmerne havde nemlig optaget en video morgenen efter angrebet. "Jeg fattede ikke, hvad familien viste mig. Det var bare en grynet video. Lige indtil jeg hørte stemmerne," siger Scahill.

 

 

ANNONCE
USA's hemmelige krigere

Stemmerne var nemlig amerikanske. Og henover de grynede billeder hørte Scahill tydeligt, hvordan de talte om angrebet: Hvilken dør, de gik ind ad, hvor de skød, og hvad der skete imens. Scahill var rystet og vidste, at han sad på en stor historie. Men han havde endnu intet begreb om, hvor stor den i virkeligheden var.

Manden i uniformen
En uge senere var Jeremy Scahill tilbage i sin lejlighed i USA. Han kæmpede med historien, men savnede flere beviser. På den grynede video kunne man kun høre stemmer og se amerikanernes hænder. Det var ikke muligt at identificere, hvem der talte. Men så vendte Scahills held. En engelsk journalist havde opsnuset den selvsamme historie om angrebet i Gardez og var taget ud for at besøge familien. Mens han va der, kom en kæmpe kortege af afghanske soldater og officerer forbi. Med dem var en mand i amerikansk uniform. Den engelske journalist fik taget billeder af hele seancen, og pludselig havde Scahill noget at gå efter.

"Ingen af disse spor skulle have eksisteret. Mobilvideoen eller billederne af manden i den amerikanske uniform. Soldaterne skulle have været forsvundet sporløst efter missionen. Familien, der blev angrebet, kaldte soldaterne for amerikansk Taleban, men hvem var disse amerikanske soldater med fuldskæg? Noget ved denne historie, og måden, som den var blevet forsøgt skjult på, nagede mig," fortæller Jeremy Scahill.  

 

 

ANNONCE
USA's hemmelige krigere

På billedet var det tydeligt, at navnet på amerikaneren i uniform var McRaven og havde rang af viceadmiral. Men han var ikke fra NATO's hovedkvarter i Kabul, eller fra de amerikanske styrker, der havde ansvar for provinsen, som Gardez lå i. Scahill gik i gang med at grave og skjult i en gammel pressebriefing fra 2008 stod det omtalt, at McRaven var leder af en obskur enhed i militæret ved navn JSOC - Joint Special Operations Command.

De nye krigsherrer
"Efter mere end et årti som krigskorrespondent troede jeg, at jeg kendte alle spillerne i militæret, men jeg havde aldrig hørt om JSOC. Der foreligger kun meget lidt officiel information, men enheden blev skabt i 1980 efter det fejlslagne forsøg på at redde amerikanske gidsler i Iran. JSOC er den mest hemmelige enhed i militæret, og er den eneste, der rapporterer direkte til Det Hvide Hus. Men hvorfor ville præsidentens elitestyrke banke døren ind til en familie i Gardez?" 

Noget af svaret skulle han få et par dage senere, da militæret blev nødt til offentligt at indrømme, at de havde begået en fejl. De troede, at familien støttede Taleban. En grum fejltagelse, der endte med udslettelsen af halvdelen af familien. Men Cahill kunne stadig ikke finde ud af, hvorfor det var JSOC, der stod for angrebene - og ikke NATO-styrkerne? Det svar skulle han først få meget senere. Det eneste, han med sikkerhed vidste, var, at JSOC aktivt deltog i missioner i Afghanistan. Men at det foregik endog meget diskret.

Da Cahill begyndte at dykke længere ned i tallene for angreb, viste en skræmmende sandhed sig. Der havde i en periode på tre måneder været 1.700 nattetogter i Afghanistan - hvad der altså svarer til 20 togter hver nat. Med en så voldsom aktivitet, måtte JSOC været et kæmpe apparat. Og da Cahill fandt tallene, blev han chokeret. Inden terrorangrebet i New York 11. september 2001, havde JSOC kun haft omkring 2.000 medlemmer, men i tiden efter angrebet på World Trade Center, eksploderede antallet, og i dag er der op til 25.000 indrulleret i JSOC's rækker.

 

ANNONCE
USA's hemmelige krigere

Det blev tydeligt for Cahill, at Afghanistan kun var toppen af isbjerget. Hvis JSOC var så offensiv, måtte der nødvendigvis også være missioner i andre lande. "Jeg gik i gang med at undersøge togter mod Al-Qaeda i andre lande. Jeg ledte efter mønstre i listerne, og til sidst fandt jeg et. Fem angreb med over 150 døde i et land, som USA ikke var i krig med."

En regn af missiler
Jagten på svar sender Jeremy Scahill til Al-Majalah i det sydlige Yemen. Til en fattig beduinlejr, hvor der den 17. december 2009 havde fundet et angreb sted.

"Folk så røgen og mærkede jorden skælve. Jeg har aldrig set noget lignede. Jeg løb hen til området og fandt døde kroppe spredt og sårede kvinder og børn. 46 mennesker blev dræbt - deriblandt fem gravide kvinder og flere børn. Hvis de dræber uskyldige børn og kalder dem for medlemmer af Al-Qaeda, så er vi alle medlemmer af Al-Qaeda. Hvis børn er terrorister, er vi alle terrorister."

Den ældre mand, som Jeremy Scahill fandt i området, var en af de eneste overlevende fra angrebet. Et angreb, hvor missiler regnede ned over lejren og efterlod en slagmark. De yemenitiske myndigheder var hurtigt ude efter angrebet for at fortælle, at det var dem, der stod bag, og at baggrunden for angrebet var, at beduinlejren gemte på en Al-Qaeda-lejr. Men ligesom i Gardez var sandheden en anden.

"Selv om USA officielt benægtede at være en del af dette angreb, var beviserne over alt. Resterne fra angrebet lå frit fremme, og det var tydeligt, at der var tale om amerikanske cruise-missiler ud fra de dele, jeg så i ørkenen. Og så fandt jeg billedet."

 

 

ANNONCE
USA's hemmelige krigere

Billedet, Scahill taler om, er fra den yemenitiske præsidents hjemmeside, og viste Yemens præsident med en særlig gæst. En mand, som Scahill havde kigget på så mange gange i løbet af den sidste periode, at han ville kunne genkende ham alle vegne. Det var William McRaven - lederen af JSOC.

Den sidste brik
Scahill tog hjem for at fortælle historierne. Om angrebet i Gardez. Om angrebet i Al-Majalah. Og hvordan den mest hemmelige gren af USA's militær gik til ekstreme længder for at skjule deres involvering i dem. Det var ikke historier, der faldt i god jord alle vegne.

"Jeg fik et opkald fra kaptajn James Kirby, der var talsmand for admiral Mike Mullen (formanden for The Joint Chiefs Of Staff - den højst rangerede militær-officer i USA og præsidentens primære militærrådgiver). Han ville ikke fortælle, hvor han havde fået mit nummer fra, eller hvordan han vidste, at mine historier var på vej i trykken. Han fortalte mig, at hvis vi trykte historierne, så ville jeg være på tynd is. Jeg var nervøs. Min computer var blevet hacket, og dele af min harddisk var kopieret," fortæller Scahill.

Men hverken han - eller The Nation, magasinet han skrev for - rystede på hånden, og historierne blev sendt i trykken. Og pludselig var Scahill gæst på amerikanske talkshows, men det var ikke en god periode for journalisten.

 

 

ANNONCE
Screenshots fra filmen Dirty Wars - USA's hemmelige krigere Screenshots fra filmen Dirty Wars

"Jeg sov dårligt, og søvnløsheden medførte angst. Det var svært ikke at være paranoid, og så fik jeg endnu et underligt opkald. Fra en mand, der hævdede at være en del af JSOC. Jeg ved ikke, hvorfor han ringede til mig, og jeg troede, det kunne være en fælde. Hvordan kunne jeg ikke være mistænksom? Mine historier var lige kommet ud, og pludselig var der en fra indercirklen af JSOC, der ville tale med mig,"

Scahill tog chancen og mødte den ukendte mand på et motel i staten Virginia. Manden viste sine ID-papirer, så Scahill kunne være sikker på, at han var fra JSOC, og da deres samtale gik i gang, faldt alle brikkerne på plads.

"Efter 11. september blev tankegangen," fortalte 'Hunter' (dæknavnet, som Scahill gav ham) "at hele verden er en slagmark, og at vi er i krig. Derfor kan JSOC gå, hvorhen de ønsker og gøre, hvad de vil, for at nå de sikkerhedsmæssige mål, som Det Hvide Hus opstiller. Efter angrebet i New York blev der kastet milliarder af dollar efter JSOC, og enheden blev rutinemæssigt brugt af Det Hvide Hus til de missioner, som ikke skulle ud i lyset. Det kunne handle om alt fra at udspionere til at dræbe folk, der var mistænkt for at være en del af en terrorist-organisation."

Målrettede mord
Omfanget af JSOC's aktiviteter chokerede Scahill. Hans kilde beskrev detaljeret om missionerne, der foregik i hele verden. Fra Somalia til Pakistan. Fra Thailand til Columbia. Selv i Europa udførte JSOC missioner, hvor de enten dræbte eller bortførte individer, som de havde mistanke til. Og mistanken behøvede ikke at være håndfast - tit kunne det bare være indicier, der afgjorde det, så der blev begået fejl. Mange fejl. De to angreb i Gardez og Al-Majalah var kun to ud af adskillige eksempler. 

Scahill havde pludselig fået svar på de spørgsmål, der havde plaget ham, siden han først undersøgte angrebet i Gardez. JSOC udførte angrebene, fordi det var en måde at gøre det uden om de officielle kanaler. Uden at blive holdt ansvarlig.

Cahill fik at vide, at JSOC opererede med drabs-lister. Lister med navnene på alle de mål, som de mente udgjorde en trussel. Og da Cahill fik nys om et navn på listen, blev han rystet. Navnet var Anwar Al-Awlaki.

 

 

ANNONCE
USA's hemmelige krigere

 

Anwar Al-Awlaki havde i flere år været en arg modstander af USA's fremturen i de muslimske lande. Han havde på sin blog flere gange hyldet angrebene på de amerikanske baser, så det kunne ikke overraske, at han stod på listen. Men, det der rystede Scahill, var et andet faktum: Anwar Al-Awlaki var amerikaner.

"Jeg følte, at vi havde trådt ud over en skrænt. Al-Awlaki - en amerikansk statsborger - var blevet dømt til døden uden at være blevet anklaget for en forbrydelse. Hans far anlagde sag mod staten for at få dem til at frigive de beviser, de måtte have mod hans søn. Staten afviste det. De havde beordret mordet på en amerikansk borger, men de fortalte, at beviserne var for farlige til at blive offentliggjort," siger Scahill. Inden han kunne gå videre med sagen, skete der dog noget, der vendte op og ned på hele historien.

Ud i offentligheden
"Godaften. I aften kan jeg fortælle det amerikanske folk og verdenen, at USA har udført en operation, der har dræbt Osama Bin Laden - lederen af Al-Qaeda." 

Med de ord fra Obama var JSOC pludselig på alles læber. Det var nemlig elitestyrken, der stod for angrebet på Bin Ladens hjem, og efterfølgende blev organisationen omtalt vidt og bredt i de amerikanske medier.

 

 

ANNONCE
USA's hemmelige krigere

"Det var bizart. Den organisation, jeg havde forsøgt at få frem i lyset, var pludseligt nationale helte. At høre JSOC omtalt åbent på fjernsynet var mærkeligt nok, men selv om JSOC ikke længere var en hemmelighed, betød det ikke, at vi kendte sandheden. Der var stadig meget under overfladen, som ikke fik lov at se dagens lys," fortæller Scahill.
Han besluttede sig for at kontakte sin kilde 'Hunter' igen. Scahill ville til bunds i JSOC og det faktum, at de havde lov til at operere hvor som helst og med alle de midler, de fandt nødvendige.

"Der er ting, der sker nu, som ville have været utænkelige under Bush. Præsidenten har lavet en politisk og militærmæssig beregning og ladet JSOC gøre, lige hvad de ville. De går uden om CIA, hæren og andre kanaler. De kan i dag slå hårdere og hurtigere og med Det Hvide Hus' fuldstændige accept. Der er hundredevis af missioner i gang samtidig, og ingen andre end JSOC har overblik. De styrer slagets gang. Det man i bund og grund har gjort, er at vi med JSOC har skabt en hammer, og den hammer vil blive ved med at lede efter søm, den kan slå på," fortæller Hunter.

Først faren. Så sønnen
Bin Ladens død får da heller ikke hverken JSOC eller Det Hvide Hus til at hvile på laurbærrene. For drabs-listen - listen med mistænkte - er stadig lang, og Anwar Al-Awlaki er blevet førsteprioritet for den amerikanske elitestyrke. Alle sejl bliver sat ind på at finde ham, og flere angreb bliver sat i gang. De fleste går galt, og ligesom i Gardez og Al-Majalah må uskyldige lade livet. 

Men den 30. september 2011 flyver to Predator-droner ud fra en base i Saudi-Arabien med retning mod Al-Jawf-provinsen i Yemen. Der er kommet informationer om, at Al-Awlaki befinder sig i en bil, og dronerne affyrer deres Hellfire-missiler. Anwar Al-Awlaki bliver - sammen med en anden amerikaner, Samir Khan - dræbt øjeblikkeligt.

 

ANNONCE
USA's hemmelige krigere

En uge inden Al-Awlakis død, er hans 16-årige søn, Abdulrahman, stukket af fra sin mors hus. Han efterlod en seddel, hvor der stod, at han ville forsøge at finde sin far, som han ikke havde set i mange år. Han ville bare gerne se ham en sidste gang. Men sådan skulle det ikke gå. Om eftermiddagen d. 14. oktober sidder Abdulrahman, der er født i Denver og amerikansk statsborger, udenfor en cafe i Yemen med sine fætre og gør klar til at spise, da dronerne flyver ind og afleverer deres dødelige last. Abdulrahman og hans fætre bliver udslettet. Det eneste, der er tilbage af Abdulrahman er bagsiden af hans hoved - med hans bølgende hår stadigt siddende på det.

"De sagde, at han var kollateral skade, men de gav ingen forklaring på, hvem de ville ramme med angrebet. Det virkede som et umuligt tilfælde. De dræbte faren. Og så sønnen. Men måske var det så simpelt som det. Sønnen blev ikke dræbt for, hvem han var, men for hvem han kunne blive til," siger Scahill.

ANNONCE
Del

Seneste nyt