Vågn op! Så farligt er for meget søvn
En ny undersøgelse viser, at meget søvn ikke nødvendigvis er det, du skal udsætte dig selv for. Men hvad kan der egentlig ske ved det? Find ud af det her
Som slasket og ugidelig teenager kunne man let sove fra ni om aftenen og vågne op dagen efter ved 14-tiden og tænke: 'Jeg tager sgu lige et par timer mere på skjoldet, det er der jo ikke nogen, der er døde af'.
Men det er der rent faktisk. Altså nogen, der er døde af for meget søvn - endda i en ung alder. Det viser en ny undersøgelse, hvor mere end 230.000 personers sundhedsvaner blev analyseret. Undersøgelsens resultater blev analyseret i fællesskab mellem australske og britiske sundhedsforskere og bragt i sundhedskriftet med dette 'mundrette' navn: International Journal of Behavioral Nutrition and Physical Activity.
Ja, vi ved det er en chokerende nyhed for jer dovendyr, der elsker at sove, fra det er mørkt, og til det bliver mørkt. Men inden du græder dig selv i søvn igen over nyheden, så kan vi afsløre, at det ikke bare er søvnen i sig selv, som er farlig for dit helbred. Undersøgelsen viser, at for meget søvn kombineret med lidt eller ingen motion og en dagligdag, hvor du sidder meget ned, kan være mindst lige så farlig for dig som druk og rygning.
Nu er der formentlig mange af jer, som er ekstra meget på herrens mudrede mark. For der findes vel næppe en teenager fra Tønder til Taastrup, der ikke fylder sig med røg fra lange, røde LA'ere og væske fra en flaske slavevodka.
Hvis I ikke tror på, at det kan være så skidt med al den søvn, så kan I bare spørge de voksne. Det vil sige undersøgelsens leder, doktor Melody Ding, fra University of Australia.
"Når du mikser manglende motion sammen med for lidt søvn, giver det en ubehagelig følelse, som når man blander flere slags alkohol på én gang," siger doktor Ding ifølge LadBible.
Men her stopper Dings søvn-dommedagsadvarsel dog ikke helt.
"Vores studie viser, at vi virkelig bør tage vores søvn- og motionsvaner lige så seriøst som usunde druk- og spisevaner," siger hun.
Men inden I, der aldrig sover meget og længe, sidder og fryder jer i fipskægget, har vi også lige en halvskidt nyhed til jer.
For de af jer, der sover mindre end syv timer i løbet af natten, risikerer nemlig også at dø tidligt på grund af diverse følgesygdomme. Risikoen for en tidlig død ved for lidt søvn er fire gange så stor, som hvis du sover for meget. Men igen spiller andre faktorer ind. For lidt søvn er nemlig kun livstruende, hvis du samtidig drikker og ryger meget.