Magasinet M!

Vakse Vado

Vi tester Creative Vado, der er sommerens mest originale videokamera

Vakse Vado

Den amerikanske gadgetgigant Creative har ikke sparet på plusordene denne sommer. De har blandt andet kaldt det nye videokamera Vado for revolutionerende design og rost det for sin enkelhed.

Men er der noget om hypen? Vi var så heldige at få en Vado stukket i vores chipsbefængte næver her forleden, og ja - man bliver faktisk hurtigt glad for den lille fyr, der blot vejer 84 gram. Det strømlinede design leder tankerne hen på iPods, men der er tale om et ukompliceret VGA-videokamera, der skal få lokket de unge med i legen.

Den noget sløje videokvalitet lyder på 640 x 480 i MPEG-4-format, hvilket din mobil sikkert kan tænkes at gøre lige så godt, men det er som sagt den brugervenlige udformning, der gør gadget'en stærk. Det simple design gør, at du med to klik kan optage hyggefilm hjemme i privaten, og de indbyggede 2 Gb giver rigelig lagerplads. Alt i alt en bedre investering end en små-billig mobil, der filmer små-kornet og kræver et små-dyrt MiniSD-kort for at gemme noget som helst. 

Oveni skal det nævnes, at det er forbavsende let at føre optagelserne over på en harddisk, da fabrikanten har indbygget et USB-stik i dyret. Alt i alt en udmærket gadget, men tænk lidt over dine behov, før du køber - Vado er virkelig brugervenlig, men kan rent faktisk intet andet end at filme. 

Model: Creative Vado Pocket Video Cam

Pris: 799 kr.

Samlet karakter: 4/5

 

ANNONCE
Del

Seneste nyt