Magasinet M!

Varg Vikernes - metalmorderen fra Norge

Varg Vikernes er dømt for mord, kirkeafbrændinger og racistiske udtalelser. Han er en voldelig galning og en af pionererne inden for black metal

Da den danske black metal-musiker Myrkur i november 2014 postede et billede af Varg Vikernes' bog Germansk mytologi og verdensanskuelse på Facebook, blev kommentarfeltet hurtigt rødglødende. Myrkur, der lyder det borgerlige navn Amalie Bruun og er noget så sjældent som et kvindeligt enmands-black metal-band, er ellers noget af en darling i metal-miljøet, men billedet af Vikernes' bog og teksten 'Interesting thoughts on mythology and Asatru' startede en mindre shitstorm på de sociale medier, hvor mange undrede sig over, at Myrkur promoverede 'hadefyldt racistisk smuds' og skriverier fra en 'dømt morder'. Nordmanden Varg Vikernes er nemlig - mere end 20 år efter hans første udgivelse - stadig en af de mest omdiskuterede og kontroversielle skikkelser i heavy metal, der ellers ikke ligefrem mangler kulørte galninge.

Mayhem

Uanset hvad man mener om Varg Vikernes, kan det ikke diskuteres, at han er en af de mest indflydelsesrige personer i heavy metals måske mest ekstreme subgenre norsk black metal. Det skyldes blandt andet hans medvirken på Mayhems album De Mysteriis Dom Sathanas, der betragtes som et hovedværk inden for genren. Det er også et af de album i musikhistorien med den mest afsindige forhistorie. Da det udkom i maj 1994, var to af hovedkræfterne på albummet nemlig døde, mens en tredje - Vikernes - netop var blevet idømt 21 års fængsel for mord, afbrænding af kirker og besiddelse af sprængstof. Hvordan det hænger sammen, vender vi tilbage til.

Grise på pæle

Mayhem blev stiftet i 1984, men bragede først for alvor igennem lydmuren fire år senere, da man hyrede sangeren Per Yngve Ohlin, der brugte scenenavnet Dead. Mayhems koncerter var absolut ikke for sarte sjæle. Bandet havde grise- eller fårehoveder placeret på pæle på scenen - og smed dem gerne ned til publikum undervejs - og Dead optrådte i tøj, han havde begravet for at få det til at lugte råddent, og yndede at skære i sig selv med knive eller glasskår undervejs. I mindst ét tilfælde i en grad, så han blev nødt til at blive kørt på hospitalet umiddelbart efter koncerten.

ANNONCE

Selvmordet

I april 1991 kunne ingen læger dog redde Dead fra sig selv. I et hus langt ude i skoven nær Kråkstad, hvor Mayhem boede og øvede, skar Dead sine håndled og hals over med en kniv, inden han skød sig selv i hovedet med et jagtgevær. Mayhems guitarist Euronymous med det borgerlige navn Øystein Aarseth var den første, der fandt ham. Han samlede stykker af Deads hjerneskal op og brugte dem senere til smykker, som han forærede udvalgte mennesker i black metal-miljøet. Ifølge vedholdende rygter spiste han også en del af hjernen, men den del af historien har bandet dog benægtet. Til gengæld er det ganske sikkert, at Euronymous, inden han tilkaldte politi og ambulance, gik ud og købte et engangskamera og tog billeder af liget. Et af billederne blev brugt til coveret til live-pladen Dawn of the Black Hearts, som er totalt uopdrivelig i dag.

Had, sorg og ondskab

Deads selvmord blev ikke enden på hverken Mayhem eller black metals spiren. Langtfra. Med base i Euronymous' pladebutik Helvete i Oslo var samme Euronymous en af frontfigurerne i det norske black metal-miljø, der blev mere og mere ekstremt og i høj grad begyndte at minde om en sekt. Medlemmer af bl.a. Mayhem, Emperor og Thorns gav de norske tabloid-journalister masser af overarbejdstimer med stadig mere harske udtalelser om satanisme, anti-religion og ønsket om at sprede had, sorg og ondskab i verden. De voldsomme citater var dog ikke bare tomme ord. I maj 1992 blev Storetveit Kirke forsøgt brændt af. Det lykkedes ikke, men det gjorde til gengæld adskillige kirkeafbrændinger op igennem 90'erne. Alene i 1992 blev otte kirker brændt ned til grunden.

ANNONCE

Varg Vikernes

En af hovedkræfterne bag kirkeafbrændingerne var Varg Vikernes, der også i 1992 sluttede sig til Mayhem. Vikernes menes at have været tidligere skinhead i Bergen og havde i starten af 90'erne udgivet fire albums under navnet Burzum (Burzum betyder 'mørke' på orkernes sorte sprog i Ringenes Herre-universet). Varg Vikernes overgik de fleste i rabiat opførsel og brillerede blandt andet med - iført ringbrynje og bevæbnet med to knive - at marchere ind hos politiets nyoprettede afdeling for kirkeafbrændinger og forlange, at man stoppede 'chikanen af black metal-miljøet'. Da betjentene gjorde opmærksom på, at han ikke ligefrem havde autoritet til at bestemme den slags, lavede Vikernes en nazihilsen med højre arm og gik igen.

ANNONCE

23 knivstik

Hvis Varg Vikernes ikke allerede var berømt og berygtet, så blev han det i hvert fald i 1993. 10. august begav han og Snorre 'Blackthorn' Ruch, der var forsanger i Thorns, sig fra Bergen til guitaristen Euronymous' lejlighed i Oslo. Mens Blackthorn ventede nede på gaden, gik Vikernes op i lejligheden. Hvad der herefter præcist skete, er det kun Vikernes, der ved, men faktum er, at Euronymous' lig blev fundet kort tid efter med 23 knivstik - to i hovedet, fem i halsen og 16 i ryggen. Vikernes blev arresteret og sigtet for mordet ni dage senere. Under anholdelsen fandt betjentene 150 kilo sprængstof og 3.000 runder ammunition. Sprængstoffet, forklarede Vikernes, skulle have været brugt til at sprænge Blitzhuset i Oslo i luften. Blitzhuset var samlingssted for byens anarkister, kommunister og anti-fascister og kan sammenlignes med Ungdomshuset i København. Den forbrydelse var til gengæld den eneste, Vikernes var parat tilat indrømme.

21 års fængsel

Han forklarede, at drabet på Euronymous havde været selvforsvar, eftersom Euronymous havde planlagt at kidnappe Vikernes for at torturere ham, mens han filmede løjerne. Den forklaring købte juryen dog ikke, og Varg Vikernes blev idømt 21 års fængsel for mord, besiddelse af sprængstoffer og afbrændingen af tre kirker samt forsøg på afbrænding af en fjerde. Formentlig som en form for moralsk støtte blev to kirker brændt af samme dag, som Vikernes modtog sin dom. I øvrigt med et bredt smil på læben. Få dage efter Vikernes' retssag udkom Mayhems første egentlige studiealbum De Mysteriis Dom Sathanas med tekster af Dead, Euronymous på guitar og Varg Vikernes på bas. Trommeslageren Jan Axel Blomberg - kaldet Hellhammer - havde lovet Euronymous' familie, at han ville genindspille bassporet, men indrømmede, at han aldrig gjorde det,fordi han fandt det på sin plads, at morder og offer optrådte på samme album. 

Flugtforsøg

En lang fængselsdom betød dog langtfra, at Varg Vikernes var færdig med at være kontroversiel. I fængslet indspillede han to album, men skrev også en række bøger med sine filosofier om nynazisme og nationalsocialisme. I 2003 var Vikernes på udgang fra fængslet. Her kaprede han en bil fra en familie og forsøgte at flygte fra resten af sin dom. Han blev dog stoppet af politiet små 20 timer senere. I bilen fandt betjentene knive, en gasmaske, camouflagetøj og andet udstyr, ligesom man fandt skydevåben i den hytte, hvor Vikernes havde opholdt sig. Ikke desto mindre blev Varg Vikernes løsladt i 2009 efter at have afsonet 15 år af sin 21-års-dom. Det betød dog ikke, at han var færdig med at lave ballade.

Racehadet gløder

Vikernes flyttede til Frankrig med sin kone, nationalsocialisten Maria Cachet, og i 2013 blev parrets hjem stormet af fransk anti-terrorpoliti, der fandt en række automatvåben og sigtede Vikernes for planlægning af terrorangreb. Sigtelsen blev senere frafaldet på grund af manglende beviser, men Vikernes var ikke så heldig sidste år. Her blev han idømt seks måneders betinget fængsel og en bøde på 8.000 euro for på sin blog at have opfordret til racehad og forsvaret krigsforbrydelser. Siden har der været ro om den kontroversielle nordmand, men mon ikke vi kan skrive en ny artikel om ham om 10 år...

Kilder: M. Moynihan og D. Søderlind: Lords of Chaos: The Bloody Rise of the Satanic Metal Underground, D. Bukszpan: The Encyclopedia of Heavy Metal, K. Kahn-Harris: Extreme Metal: Music and Culture on the Edge m.fl.

Artiklen er bragt første gang i M! nr. 208. 

INFOBOKS: Varg Vikernes

Racist og Ringenes Herre-fan

Varg Vikernes blev født som Kristian Vikernes i Bergen i 1973. Detaljerne om hans barndom er få, men han har i et enkelt interview fortalt, at han begyndte at interessere sig for racer, da hans familie opholdt sig et år i Irak, hvor hans far, der var elektronik­ ingeniør, arbejdede for Saddam Hussein. Som teenager havde Vikernes et svastika­ flag hængende på sit værelse, hvilket faderen ifølge Vikernes ikke var så vild med. Hans mors største bekymring var til gengæld, om han blev kæreste med en sort pige. Han har udgivet 13 album under navnet Burzum og desuden medvirket på en EP og et album med Mayhem under navnet Count Grishnackh. Det navn er ligesom Burzum en reference til Ringenes Herre­universet - Grishnackh er en af Saurons ork­kaptajner. Varg Vikernes bor i dag i Frankrig under navnet Louis Cachet.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce