Magasinet M!

Venner først

Det der med at møde en pige, som er helt vildt sød. Kender du det? Kender du det der med, at man møder en pige, som man kunne se sig selv sammen med i mere end de der tredive minutter, det tager, fra man ligger i sengen og råsnaver, til man er på vej ud ad døren med en løst og en kun halvt bundet sneaker, en åben jakke, en SMS på mobilen fra vennerne, der spørger, hvor fanden man er, og et skævt smil, der stadig sidder der efter en uge?

Hvorfor vil kvinder først være venner? - Venner først Hvorfor vil kvinder først være venner?

Jeg har mødt hende. Jo, det har jeg sgu! Men så skal hun jo for helvede ikke sige, at hun vil være venner, for at vi så måske senere kan få et forhold! Vel? Vel?!

Vi mødtes til en fest. Vi talte sammen. Vi dansede en lille smule. Jeg spurgte om hendes nummer. Fulgte hende ud og gav hende et lille kys på kinden. Senere var vi på det der date. Vi trak på smilebåndet, vi grinede højlydt og vi snakkede også alvorligt. Men så ville hun være venner, før vi kunne være kærester. Hun ville ikke kysse mere, før hun vidste, om jeg nu også kunne være den der kæreste, hun gerne ville have.  

Jeg følte mig følelsesmæssigt voldtaget. Forvirret sad jeg flere dage efter i mit kollegieværelse med Messenger blinkende med en nota om, at hun havde sendt mig en besked. Jeg var lige så snotforvirret, som når man bliver slået i hovedet med en knytnæve fra en eller anden spasser, fra en skæv vinkel, fra en eller anden konflikt tidligere på aftenen, som han bare ikke kunne lade ligge.

Hun spurgte ind til, hvad jeg skulle spise til aftensmad den aften. Hvad jeg havde lavet om dagen. Og jeg havde ikke lyst til at svare på det. I stedet fortalte jeg hende i en Messengerbesked, at jeg ikke ville bruge energi på at finde ud af, om hun måske engang ville mere. Jeg sagde, at vi ikke kunne være venner, fordi jeg følte mere for hende. Men hun ville først være venner. Så jeg sagde nej tak.  

Ja! Jeg tuder! Men helt ærligt, når man nu fortæller jer, at man er vilde med jer (og det tilmed passer), hvorfor skal man så være venner, før man kan gå videre og bare være kærester? Kærester som i de der amerikanske film, som man normalt brækker sig over. Det må da være noget a la det, I gerne vil have: En engageret mand, som interesserer sig for jer. Det tager flere år, mange drukture, og en helt masse sår at opbygge et venskab – så hvorfor ikke bare springe ud i det?

Det ville hun ikke. Hun ville ikke springe ud i det, med mig, med mig som havde vaskeægte varme følelser for hende. Tja. Sådan er livet nu engang: Som en lort i ansigtet på en sommerdag. Men hvad foretrækker I? Er det virkelig nødvendigt at engagere sig, og lære hinanden at kende, som venner, før man bør kaste sig ud i et forhold?

...Spring dog ud i og smadr ansigtet på isen, hvis det viser sig, at søen er tilfrosset! Omvendt kunne det jo også vise sig, at vandet var ganske rart, og at man faktisk godt kan holde hinanden ud.

ANNONCE
Del

Seneste nyt