Venus: Lets Talk About Sex (Anmeldelse)
Danske kvinder blotter krop og sjæl i feminismens navn
Tilståelser fra pigeværelset
Breaking news: Kvinder tænker på sex! De tænker ikke blot på det, de har også lyst til det, de fantaserer om det, de dyrker det (nogle mere end andre selvfølgelig), de skammer sig over det, de kræver det og de elsker det fuldt ud på højde med mænd! Med udgangspunkt i deres egne seksuelle frustrationer og nysgerrighed, drager veninderne og filmskaberne Mette Carla Albrechtsen og Lea Glob ind i unge, danske kvinders seksuelle univers. Hvad der starter som en casting, bliver langsomt til en slags ”confession booth” og med disse tilståelser fra pigeværelset, bliver filmen pludseligt til et meget intimt og betagende portræt af kvindelig seksuel energi og identitet.
Kvinde kend din krop
Der bliver ikke lagt fingre imellem, når kvinderne fortæller om alt fra incestfantasier, følelsen af orgasmer, antallet af sexpartnere, til grænseoverskridende lesbisk sex i en hængekøje. Det er råt, ægte, ærligt, sårbart og utroligt smukt. Venus er en vigtig film, der med tiden vil vinde anerkendelse på højde med bogen "Kvinde kend din krop" og så er den tilmed mere sexet og erotisk ladet end Fifty Shades-filmene.
Let’s talk about sex
Drenge, mænd, brødre… Gør jer selv en tjeneste og se denne dokumentar. Udover at den er underholdende og nærmest føles som et forbudt sneak-peak ind i de allermest intime samtaler blandt kvinder, så er den også meget lærerig, betagende og ikke mindst bevægende. Jeg gik i hvert fald ud af biografen med større forståelse og værdsættelse af kvinder, deres kroppe og seksuelle væsen.
Drengerøvsfaktor og teknisk info:
Drengerøvsfaktor: 6 %
Teknisk information:
Original titel: Venus
Alt. Titel: Venus – Let’s talk about sex
Land: Danmark, 2016
Instruktør: Mette Carla Albrechtsen og Lea Glob
Medv.: Mette Carla Albrechtsen, Lea Glob med flere
Genre: Dokumentar
Billedformat: 1.77:1
Lyd: Dolby Digital
Spilletid: 90 min
Dansk bio premiere: 8. marts 2017
Distributør: Dox Bio