Verdens bedste biler - ifølge Nicolas Kiesa
Her er de fedeste biler nogensinde ifølge en af Danmarks bedste racerkørere. Se om du er enig.
Kiesa: 'Porsche Carrera GT har den ultimativt fedeste motorlyd, en gadebil nogensinde har haft. Den lyder som en Formel 1-motor, tager gassen som en F1-motor, og med 600 hk kan den også godt komme fremad. Jeg har ikke selv prøvet den, men en af mine venner - også en professionel kører - siger, at den mangler nogle sving-egenskaber. Det skyldes nok, at den ikke er helt let.' Bonus-info: Produktionen af Porsches svar på Ferrari Enzo stoppede i 2006 - og det er bilen ikke blevet billigere af.
Kiesa: 'GT-R har alverdens elektronik, og den har sat nogle ufattelige tider på Nürburgring i Tyskland. Den har et superhurtigt gearskift, der nærmest når at skifte gear, inden du har sluppet knappen bag på rattet. Den har været på markedet i halvandet års tid nu, men det er stadig ikke lykkedes at finde et stabilt setup til transmissionen og 800 heste. Den dag, det sker, rykker den seks pladser frem på listen.' Bonus-info: Vægten på cirka 1.800 kilo gør desværre, at den ikke rigtig kan følge med i en motorvejsduel. En ny Corvette ZR1 kan let blæse fra den.
Kiesa: 'Den er hylende sjov at køre i! Jeg købte engang én, men fortrød næsten købet på vej hjem, fordi den var så hård i affjedringen. Men da jeg først kom ind i et område med bakker og sving, fandt jeg ud af, hvor fed den egentlig er. Du kan slet ikke lade være med at angribe svingene, og de syv gear gør, at der altid er et gear, der passer til lejligheden. Det er bare fedt at ligge med 290 km/t i sjette gear - og så lige smække den op i syvende.' Bonus-info: M5 er ikke optimal til bykørsel, fordi du skal skifte gear fem gange, inden du når op på 60 km/t. Men til bjergveje og sving er den uovertruffen.
Kiesa: 'Toyota Supra er uden tvivl verdens mest overbyggede bil: Den har den stærkeste motor, den stærkeste transmission osv., osv. Som biltuner elsker jeg Supra. De stærke komponenter gør, at du kan tune den lige så tosset, du vil. Motor og transmission kan tåle over 1.000 hk uden at blive modificeret. Det er jo sygt!' Bonus-info: Supraen kan lave hjulspin med 180 km/t, hvis den er skraldtunet til 800 hk.
Kiesa: 'Pagani Zonda koster ti af de helt store, og dét er den altså ikke værd. Men bortset fra prisen er det en god bil. Motoren er god, lyden er fed, designet er flot, og der er kælet for bilens opbygning med masser af karbon og titanium. Det eneste, der gør, at denne bil ikke ligger nr. 3, er handlingen. Jeg tog nogle omgange i en Zonda for fem år siden, og jeg syntes, den var tung, doven og overordentlig sløv på gassen.' Bonus-info: Mærkets grundlægger, Horacio Pagani, arbejdede hos Lamborghini, indtil han besluttede sig for at bygge sin egen superbil.
Kiesa: 'Nissan Skyline er dén bil på listen, hvor du får mest for pengene. Den er fra 1999, og selv de gode eksemplarer er ved at være ret billige. Skyline har måske det mest vridningsstabile chassis på markedet. Dens firehjulstræk er nok også det mest avancerede, og dens evne til at skifte retning er uovertruffen - på trods af de cirka 1.700 kg, bilen vejer.' Bonus-info: Skyline findes i flere gode modeller. R32 og R33 er begge fede, men R34'erens chassis er væsentlig bedre.
Kiesa: 'BMW M3 var nok min første drømme-bil. I 1997 fik jeg lov at køre én på bane, og jeg troede simpelthen, det var løgn. Den er skabt til at køre på bane, og er du god til at køre bil, kan du virkelig udnytte den - som det i øvrigt er tilfældet med alle bilerne på listen. Den er efterhånden en gammel svend, men det er ganske enkelt en racerbil, der kan køre på gaden. Den er ikke særlig komfortabel, men jeg elsker dens design.' Bonus-info: Der findes meget få eksemplarer af M3 Evolution i Danmark. De kan formentlig tælles på en enkelt hånd.
Kiesa: 'Den passer ikke ind på listen her, men den er helt klart den fedeste allround-hverdagsbil. God komfort, gearskift på rattet, superlækker kabine, og alt tænkeligt og utænkeligt udstyr. Trods de 12 cylindre i en seksliters motor, der yder 450 hk, kan du faktisk godt køre 7,5 km/l, hvis du kører pænt. Og så er der jo lyden.' Bonus-info: W12-motoren fi ndes også i bl.a. Bentley Continental GT.
Kiesa: '430'eren både styrer bedre og kører bedre end en Lambo, og det siger jeg, selvom jeg har en Lamborghini Gallardo i garagen. Ferrari F430 har det fedeste chassis, de bedste keramiske bremser, en fornuftig motor og den absolut bedste gearkasse af alle superbiler. Efter min vurdering er F430 det tætteste, du kommer på at køre i en rigtig racerbil.' Bonus-info: Skal det være, så nap evt. en F430 Scuderia - den skrællede version, der er 0,4 sekunder hurtigere på 0-100 km/t.
Kiesa: 'Lige siden jeg så Dum Og Dummere, har jeg drømt om at eje en Lamborghini, og nu har jeg endelig en. Jeg synes ganske enkelt, at Gallardoen er den flotteste bil i verden. Alle dele er gennemført flotte, og den lange forrude giver et fedt look. Med 515 hk i standardmodellen føler man, at man kan alt, når man kører i den - især hvis der er monteret turbo efterfølgende.' Bonus-info: Kiesa har tunet sin egen Gallardo til 750 hk.