Verdens giftigste gifte
De indviklede navne lugter langt væk af pinefuld død, og dine overlevelseschancer er uendeligt små, hvis du kommer i kontakt med verdens 10 ondeste gifte.
Giften, der findes i grøn fluesvamp, er svamperigets kraftigste: Du bliver først halvsløj og får ondt i maven, men efter kort tid går det over. Mens du tænker "nå, det var nok bare noget harmløst", slår svampen din lever ihjel. Får du ikke transplanteret en ny i løbet af få timer, dør du. Og levere ligger ikke ligefrem og flyder på hospitalerne...
FACT! Pave Clement VII døde af at spise grøn fluesvamp.
LIVSFARE: Ja - mindre end en paddehat er nok til at sende dig i kisten.
ÉT GRAM DRÆBER: 150 mennesker
En nervegift, som findes i de sydamerikanske pilegiftfrøer. Frøerne producerer ikke selv giften, men spiser giftige planter og insekter og undgår takket være et velopdateret immunforsvar selv at blive påvirket af giften. Giften blokerer din hjernes signaler til dine muskler og fælder dig med et hjertestop.
FACT! Der findes ingen modgift, men du kan forlænge dit liv en smule med giftene saxitoxin og tetrodotoxin.
LIVSFARE: Hvis du kommer i kontakt med pilefrøgift, når du knap nok til andet vers af En Dag Tilbage...
ÉT GRAM DRÆBER: 10.000 mennesker
Navnet kommer af det latinske ord 'botulus' (pølse), og derfor kendes botulin også som 'pølse-gift'. Pølsegiften er verdens mest dødbringende naturligt forekommende substans - 100 gram er nok til at slå hele Jordens befolkning ihjel. Heldigvis er giften meget ustabil og skal indtages. Botulin kan derfor ikke bruges som våben (før en superskurk serverer seks milliarder botulin-holdige hapsdogs, forstås).
FACT! Botulin er sjovt nok det foretrukne valg til Hollywood-stjerner, der vil rette rynkerne ud. Botulin bliver nemlig med lidt magi til en Botox-indsprøjtning.
LIVSFARE: Usandsynligt. Du vil ikke komme i kontakt med nok gift.
ÉT GRAM DRÆBER: 60 millioner mennesker
Cyanid-gas var meget anvendt under Anden Verdenskrig, hvor nazisterne brugte den usynlige gas under navnet Zyklon B. Symptomerne er åndedrætsbesvær, svimmelhed, kvalme og til sidst hjertestop. Cyankalium bliver i kapselform brugt som hurtigtvirkende selvmordsmiddel - Adolf og resten af nazi-toppen brugte dem i Førerbunkeren, da Tysklands nederlag gik op for dem.
FACT! I James Bond-universet har alle 00-agenter fået udleveret cyankalium-kapsler, så de ikke kan tages til fange levende. 007 har selvfølgelig smidt sin ud - han kan jo komme ud af ethvert fangehul.
LIVSFARE: Ja, for dælen!
ÉT GRAM DRÆBER: 10 mennesker (cyankalium)
Ricin giver turbodiarré og rundsmadrer dine indre organer. En lille håndfuld castor-bønner, som indeholder ricin fra naturens side, er nok til slå dig ihjel. Bønnerne er sjovt nok hovedingrediensen i amerikansk olie, der også bruges til at sætte gang i tarmmuskulaturen.
FACT! Under den italienske diktator Mussolinis styre brugte hans hær amerikansk olie som torturmiddel på politiske modstandere. Fangerne blev tvangsfodret med olien og døde til sidst af diarré og dehydrering.
LIVSFARE: Usandsynligt. Med mindre du bare er helt pjattet med bønner (eller amerikansk olie).
ÉT GRAM DRÆBER: 2.000 mennesker
Nervegassen sarin blev udviklet lige før Anden Verdenskrig og var dengang det farligste kemiske våben, der eksisterede. Sarin-gas er både usynlig og lugtfri - så hvis du ikke er forberedt, er du garanteret en sikker død, der starter med fråde om munden, ufrivillig vandladning, spasmer, bevidstløshed og til sidst døden. Nervegassen fungerer både ved indånding og gennem kontakt med huden.
FACT! Den japanske Aum Shinrikyo-sekt brugte sarin-gas ved nervegasangrebet mod Tokyos undergrundsbane den 20. marts 1995. Angrebet dræbte 12 mennesker og forgiftede yderligere 1000.
LIVSFARE: Ja!
ÉT GRAM DRÆBER: 1.500 mennesker
En nervegift, der findes i mikroskopiske havalger og har adskillige bardehvalers liv på samvittigheden. Giften er op imod 1.000 gange kraftigere end sarin. Mennesker kommer primært i kontakt med giften via skaldyr - 10-30 minutter efter du har spist dine østers, får du kvalme og diarré, der udvikler sig til komplet lammelse og muligvis også dræber dig.
FACT! Piloterne på de amerikanske Lockheed U2-spionfly blev i 1970'erne udrustet med selvmordskapsler af saxitoxin.
LIVSFARE: Ja, men kun hvis du spiser flere østers end Hugh Hefner.
ÉT GRAM DRÆBER: 5.000 mennesker
Stryknin bruges til at dræbe rotter, men der skal kun nogle få stykker stryknin-krystal til at slå en voksen mand ihjel. Giften er en af verdens bitreste substanser, som du kan smage selv i minimale mængder. Får du stryknin indenbords, begynder din krop at ryste kraftigt og med stadig stigende hastighed, indtil du kvæles, fordi din hjernes evne til at styre åndedræt bliver lammet.
FACT! Dødsstivheden indtræffer øjeblikkeligt, så du fryses fast i den kropsstilling, du befinder dig i i dét øjeblik, døden indtræffer.
LIVSFARE: Ja! Hold dig fra rottegift.
ÉT GRAM DRÆBER: 30 mennesker
Giften her er bedst kendt fra fugu, der er en delikatesse i Japan - en meget dødbringende delikatesse, baseret på den giftige kuglefisk. Hvis fisken ikke er tilberedt 100 % korrekt, kan du forvente en let prikken i huden, følelsesløshed, lammelse og til sidst døden. Du kan være lammet i flere timer, inden du dør - du er altså ved fuld bevidsthed, men ude af stand til at kommunikere.
FACT! I nogle egne af Japan bliver ofre for fugu-forgiftning placeret ved siden af kisten i mindst 3 dage, før de bliver begravet for at sikre sig, at de ikke vågner.
LIVSFARE: MON ikke! Fugu er ikke noget, man sætter den Parkinson-ramte kokkelærling til at lave.
ÉT GRAM DRÆBER: 1.000 mennesker
Nogle mener, at VX er den farligste menneskeskabte nervegas nogensinde. Den fungerer både som væske og som gas, men er farligst i sin gasform. VX får dine muskler til at trække sig sammen i kramper og ender med at kvæle dig.
FACT! Aum Shinrikyo-sekten, der også stod for angrebet mod Tokyos undergrundsbane (se boksen om sarin), dræbte 20 tidligere medlemmer med VX.
LIVSFARE: Ja. Meget, meget stor.
ÉT GRAM DRÆBER: 5.000 mennesker