Det lyder som noget, man kun kunne finde på efter lidt for mange torsdagsøl på en kollegiegang i Aalborg: løb én omgang på banen, drik en øl, og gentag det fire gange. Men den såkaldte beer mile er blevet en seriøs (og absurd) disciplin – og canadieren Corey Bellemore er kongen af det hele.
Til årets Beer Mile World Classic i Lissabon trykkede Bellemore speederen helt i bund og fløj over målstregen i tiden 4:27 – hans hurtigste nogensinde, og en ny officiel verdensrekord. Det er 1 sekund hurtigere end hans tidligere rekord fra 2021, og det sikrede ham hans syvende verdensmesterskabstitel i den mest promillefyldte løbedisciplin på planeten.
Hvad i alverden er en beer mile?
Hvis du er ny i bajerløbets verden, så får du her et lynkursus: fire omgange på en 400-meter bane, og inden hver omgang skal du bælle en øl på minimum 340 ml og minimum 5 % alkohol. Du skal drikke hele indholdet – der gives strafsekunder for skum, spild eller ufærdige slurke. Det er både en kamp mod uret, tyngdekraften og din egen mave.
Disciplinen opstod – naturligvis – i Canada i slutningen af 80’erne, og blev hurtigt populær blandt universitetsstuderende og motionsløbere med selvironi og kærlighed til pils. I starten var det bare for sjov, men det tog hurtigt fart, og i dag er det en officiel sport med regler, mesterskaber og internationale rekorder. Tak til Queen’s University i Kingston, Ontario, der formaliserede Kingston Rules, som stadig bruges i dag.
Bellemore – Bajerkongen fra Windsor
Corey Bellemore, 30 år og fra Windsor, Ontario, er ikke bare en joke-løber. Han har løbet en mile på 3:57 uden øl, og har konkurreret på både bane, vej og i triatlon. I 2023 løb han en beer mile med kun én sko. I 2018 satte han en uofficiel rekord i 4:24, men blev diskvalificeret for for meget skum i dåsen. Han har kort sagt gjort bajerløb til en form for kunst.
Jakob Ingebrigtsen vs bajermanden?
Sidste år antydede Bellemore, at det snart kunne være slut. Men før årets løb skrev han på Instagram: “I’ll retire after @jakobing pulls up.” Det er selvfølgelig en stikpille til Norges Jakob Ingebrigtsen, olympisk 5.000-meter vinder og generel løbemaskine, der løb en beer mile til sin polterabend – i tiden 5:22. Et godt stykke efter Bellemore.
Om den norske darling nogensinde stiller op til et rigtigt verdensmesterskab i bajerløb, vides ikke. Men én ting er sikkert: Det ville blive et showdown, der ville få både stadion og ølflasker til at eksplodere.
Og hvis du sidder derhjemme og tænker, “det kunne jeg da godt klare på 6 minutter” – så bare husk, det er fire øl på under fem minutter samtidig med, du løber i 3:30/km-tempo. Held og lykke med det.
Skål og god fornøjelse!
Læs også: