Magasinet M!

Verdens mest berømte gangsterpar: Bonnie & Clyde

Selvom de begik utallige røverier og hele 14 drab, var Bonnie og Clyde helte for store dele af USA's befolkning.

De fem politimænd anede ikke, hvad de gik ind til om aftenen 13. april 1933. Af samme grund kom kun tre af dem ud i live. Et par naboer til det store hus i Joplin, Missouri havde bemærket en masse mistænkelig aktivitet, og de var sikre på, at deres nye naboer var spritsmuglere. Men Barrow-banden havde intet med sprutsmugling at gøre. De havde til gengæld adskillige mord på samvittigheden. Betjentene bankede på døren med en ransagningskendelse og blev besvaret med en kugleregn fra Barrow-bandens Browning-rifler. Politimændene skyndte sig at søge ly, men for to af dem var det for sent. De døde på stedet, mens morderne flygtede i deres stjålne Ford V8.
Da et stort opbud af betjente senere kom frem til huset, gennemsøgte de det for smuglervarer. De fandt ingen. Til gengæld fandt de en stor mængde våben stjålet fra et nærliggende militærdepot. Blandt de efterladte effekter lå også et stjålet kamera og flere ruller ufremkaldt film. Da filmene blev fremkaldt, blev en legende født. Fotografierne viste to personer, der poserede foran en Ford V8. En spinkel kvinde med en cigar i munden og en gøb i hånden, og en høj mand med et smalt ansigt og en riffel ved siden. På nogle billeder var det kun en af dem. På andre stod de sammen og smilede til kameraet. Og da aviserne nogle dage efter fik fat i billederne, blev de to ellers simple røvere og mordere med ét kendte i hele USA. Bonnie Parker og Clyde Barrow blev berømtheder.

ANNONCE
Verdens mest berømte gangsterpar: Bonnie & Clyde
Verdens mest berømte gangsterpar: Bonnie & Clyde

STARTEN PÅ LEGENDEN
Bonnie og Clyde blev begge født af fattige familier i Texas. Clyde i 1909, og Bonnie i 1910. Men der skulle gå to årtier før deres skæbnesvangre møde. Familierne flyttede til storbyen Dallas i løbet af 1910'erne, og her begyndte Clyde en kriminel løbebane, hvor han i teenageårene lavede røverier. Allerede som 16-årig kom han i fængsel for første gang, og da han kom ud igen, blev han en del af sin storebror, Bucks, bande: The Barrow Gang.
Bonnie var derimod lovlydig, populær hos fyrene, og da hun var 16 år, blev hun gift. Og forladt igen. Hun var derfor dybt deprimeret, da hun i januar 1930 hjalp til hos en nabo, der havde brækket armen. Men hun skulle hurtigt få noget at smile af. Naboen havde nemlig besøg af en ung mand; Clyde Barrow. Bonnie blev straks voldsomt forelsket i den spændende og intelligente forbryder, som i dén grad gengældte Bonnies interesse. Bonnie var fascineret af Clydes vilde og kriminelle liv, og der gik ikke lang tid, før hun selv blev en del af det.

FLUGTEN FRA FÆNGSLET
Allerede en måned efter deres første møde blev det forelskede par ufrivilligt adskilt, da Clyde blev anholdt og fængslet for røveri. Han var desperat efter at slippe ud af fængslet, så da Bonnie besøgte ham, bad han hende om at smugle et våben ind til sig, så han kunne flygte. Det havde Bonnie ikke noget problem med. 8. marts 1930 begik hun sin første kriminelle handling, da hun efterkom sin kærestes ønske. Med våbnet truede Clyde sig ud af fængslet, og de næste to uger begik han flere røverier i adskillige stater, før han blev anholdt flere tusind kilometer væk i Ohio. Staten udleverede ham til Texas, hvor han modtog sin dom på 14 års fængsel i det berygtede Eastham Prison Farm. Indtil da havde Clyde ikke mord på samvittigheden, men det skulle fængselsopholdet ændre på. Fængslet forandrede ham til en livsfarligmand.

ANNONCE
Verdens mest berømte gangsterpar: Bonnie & Clyde

DET FØRSTE MORD
Eastham var et af de mest modbydelige fængsler i USA's historie. Fyldt med mordere, voldtægtsforbrydere og sadistiske fængselsbetjente, der var så brutale, at flere fanger valgte at begå selvmord i stedet for at blive pint, plaget og gennembanket dagligt. Altså mildest talt Helvede på jord. En af fangerne, Ed Crowder, var kendt for at voldtage sine medfanger. Og han havde voldtaget Clyde flere gange. Men Crowder blev brutalt banket ihjel i bruserummet i oktober 1931. En livstidsfange ved navn Aubrey Scalley tog skylden for drabet, men den virkelige morder var Clyde Barrow.
Mordet på plageånden Crowder var dog ikke nok. Fængselslivet tog stadig hårdt på Clyde, så i januar 1932 tog han en økse og huggede to af sine tæer af, så han kunne blive overflyttet til fængselshospitalet. Måneden efter blev han prøveløsladt. Clyde Barrow var nu en fri mand, blot halvandet år efter at have modtaget en fængselsdom på 14 år. Men fængselsopholdet havde nedbrudt ham, og over for Bonnie svor han: "Jeg skal aldrig tilbage til det helvedeshul. Jeg vil ikke blive taget i live igen. De bliver nødt til at dræbe mig." Og dé ord mente han.

HURTIGE BILER OG VILDE VÅBEN
Bonnie Parker var lykkelig over, at Clyde endelig var fri igen. Nu kunne de være sammen resten af deres liv. Også selvom det betød, at Bonnie skulle være en del af Clydes kriminelle liv i Barrow-banden, som han straks blev en del af igen - denne gang i en mere ledende rolle. Han var blevet hårdere, mere brutal og havde en plan: I slutningen af 1920'erne og starten af 1930'erne gik USA nemlig igennem en voldsom økonomisk krise. Arbejdsløsheden var skyhøj, staterne havde ingen penge, og politistyrken bestod primært af almindelige folk, der fik 15 dollar om måneden for at agere betjente. Våben og køretøjer skulle de selv skaffe. De havde ingen radioer og ingen jurisdiktion uden for deres amt eller stat. Det ville Clyde udnytte. I 1932 havde Ford netop lanceret deres nye V8-bil, som kunne køre fra stort set alle andre biler uden problemer. Og militærdepoterne lå inde med masser afautomatiske rifler, som var meget kraftigere end de revolvere, fritidssherifferne selv havde. Ved at stjæle de hurtige biler og have større våbenkraft end politiet, havde Clyde konstant et forspring i forhold til lovens lange arm. Og det fik han brug for.

ANNONCE
Verdens mest berømte gangsterpar: Bonnie & Clyde

POLITIMORDERE
Straks efter løsladelsen fra fængslet begyndte Bonnie og Clyde at lave røverier mod mindre butikker sammen med de andre bandemedlemmer. Men allerede 18. april 1932 gik det galt. Under flugten fra politiet efter et indbrud kørte Clyde galt. Han slap væk. Det gjorde Bonnie ikke. Hun endte med at sidde fængslet i tre måneder, mens Clyde og banden fortsatte deres kriminelle hærgen. Og de blev hurtigt jaget vildt. Under et røveriforsøg mod en lille butik i Hillsboro, Texas dræbte de ved et uheld ejeren. Det var deres første mord uden for fængslet, og det fik for alvor myndighederne på mærkerne. Men det var ikke noget i forhold til deres næste drab.
Bonnie var kommet ud igen, og banden var 5. august 1932 kørt til Oklahoma, hvor de deltog i en fest i en park i den lille by Stringtown. Den lokale sherif og hans assistent lagde mærke til en mistænkelig bil, der holdt parkeret bag en scene. Da de kom nærmere, så de to mænd sidde på frontsæderne med en flaske whisky. "I kan betragte jer selv som anholdte," sagde sheriffen. De to mænd, Clyde Barrow og det brutale bandemedlem Raymond Hamilton, åbnede begge ild mod betjentene, som blev gennemhullet af bly. Nu var banden politimordere. Siden februar havde de været konstant på flugt - og nu blev jagten intensiveret yderligere.

ANNONCE
Verdens mest berømte gangsterpar: Bonnie & Clyde

BANDEN BLIVER RAMT
I april 1933 havde banden skudt og dræbt yderligere fem personer, da deres konstante flugt og forsøg på at gemme sig blev endnu sværere. Da politiet offentliggjorde fotografierne, de havde fundet i huset i Joplin, blev Bonnie og Clyde allemandseje i USA. Der var ikke en stat, hvor de to kriminelle turtelduer ikke kunne risikere at blive genkendt. Clyde blev nervøs. Bilerne blev hurtigere udskiftet, så nummerpladerne altid passede med den stat, de kørte i, for ikke at vække opsigt. De kørte flere dage i træk - igennem mere end 20 stater - og i stedet for at sove på hoteller, sov de i bilen.
Lykken vendte for alvor for Barrow-banden i sommeren 1933. Til at starte med var de fem bandemedlemmer: Bonnie og Clyde, Clydes bror Buck og dennes kone, Blanche, samt en gammel ven, W.D. Jones. Men snart var de kun Bonnie og Clyde tilbage. Første gang det gik galt, var 19. juli i en campinghytte i Missouri. Politiet havde fået et tip og omringede hytten om aftenen. Da betjentene begyndte at banke hårdt på døren, startede en vanvittig skudduel, hvor Buck blev ramt af to skud i hovedet. Det lykkedes alligevel banden at flygte, men undervejs smadrede en patron ruden ved siden af Blanche, der blev næsten blind af splinterne. Fem dage senere blev banden indhentet igen - denne gang i Iowa. Buck, som var dødssyg, blev ramt to gange i overkroppen og døde senere af sine skader. Blanche blev anholdt, da hun blev tilbage for at passe på sin mand. Bonnie, Clyde og W.D. var også alle blevet ramt af patroner, men det lykkedes dem igenat flygte.
Da de alle var raske, besluttede W.D. Jones sig også for at forlade banden. Nu var der kun Bonnie og Clyde tilbage - og nettet strammede sig også om dem.

DET FORKERTE MORD
I efteråret 1933 var der meget stille omkring Bonnie og Clyde. Men det ændrede sig 16. januar 1934. Som en hævn mod det fængsel, der havde gjort Clyde Barrow så meget ondt, og for at befri deres gamle ven Raymond Hamilton, planlagde de en fangeflugt fra Eastham Prison Farm. Fem fanger kom på fri fod, men under aktionen blev en fængselsbetjent dræbt. Og dét var dråben, der fik bægeret til at flyde over. I harme over drabet på fængselsbetjenten hyrede fængslets inspektør den tidligere US Marshall Frank Hamer til, ikke at fange eller anholde, men at dræbe Bonnie og Clyde. Og Hamer var dygtig. Bonnie og Clyde fik i foråret et nyt bandemedlem i Henry Merthin. Det fik Hamer nys om, så han tog straks kontakt til Henrys far, Igor, der forståeligt nok ikke syntes så godt om, at hans søn var på farten med USA's to mest eftersøgte personer. Hamer lod hamforstå, at hvis han hjalp, ville sønnen slippe for tiltale - og døden. Faren indvilgede.

ANNONCE
Verdens mest berømte gangsterpar: Bonnie & Clyde
Verdens mest berømte gangsterpar: Bonnie & Clyde

DET ENDELIGE OPGØR
Hamer var klar over, at den eneste måde at besejre Bonnie og Clyde på var at udstyre politiet med samme mængde ildkraft som forbryderparret. Derfra var det kun et spørgsmål om at vente på det rigtige tidspunkt. Det kom 23. maj 1934. Igor havde fortalt, at hans søn skulle mødes med Clyde og Bonnie i Gibsland, Louisiana. Hamer parkerede en bil i vejkanten og lagde et dæk ud på vejen, mens en styrke på seks betjente gemte sig i skoven. Da parret rigtig nok kom kørende forbi, stoppede de bilen. I næste øjeblik begyndte kuglerne at smadre ind i deres Ford V8. De to første kugler gennemborede Clydes kranie, før 27 yderligere skud bankede ind i kroppen på ham. Otte af dem kappede hans rygrad over. Bonnies karakteristiske, røde hat blev slynget af hendes hoved, da en kugle flåede sig gennem hendes kranie. To andre slog gennem hendes kæbe, og én rev to fingreaf hendes højre hånd.
Betjentene stoppede først med at skyde, da vognen ikke bevægede sig mere. USA's mest berømte forbryderpar var endelig blevet stoppet efter mindst 14 mord i fire stater - og utallige røverier i omkring 20 stater. På grund af den økonomiske depression var de nærmest blevet helte, fordi de turde gøre oprør mod staten og bankerne. Flere tusinde kom til deres begravelser. Og flere milliarder mennesker har hørt deres navne siden.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce