Viralt
Verdens største TV fundet efter årtiers mystik – vejer over 180 kg
Det er hverken lille eller praktisk, men et tv på 180 kg. er heller ikke for alle og enhver.
Der er en trend i tekonoligens verden, hvor alt skal være mindre, smartere og mere praktisk.
Der er dog stadig entusiaster derude, som sætter pris på solidt håndværk – også selvom det vejer over 180 kg.
For brugeren bag youtube-kanalen Shanks Mods var det et fantastisk fund, da han fandt verdens største CRT-TV.
En sensationel opdagelse
Sony PVM-4300, en legendarisk fjernsynsskærm, har opnået status som en ægte sjældenhed blandt teknologi-entusiaster.
Dette ultra-store Cathode-Ray Tube (CRT)-tv blev introduceret i slutningen af 1988 for at fejre 20-årsjubilæet for Sonys Trinitron-brand.
Med en gigantisk skærmdiagonal på 108 cm og en pris på 2.430.000 japanske yen (ca. 117.000 DKK i 1988) var det en drøm, de færreste kunne opnå.
For Shanks har TV’et været lidt som at lede efter en enhjørning, men han fandt ifølge Oddity Central det 180 kg. tunge TV i en soba-restaurant i Osaka, Japan.
Efter at have fået TV’et fragtet til USA blev det restaureret og genoplivet.
PVM-4300 var ikke blot stor; det var også teknologisk avanceret.
Det havde funktioner, der mindskede øjenbelastning og forbedrede billedkvaliteten på store skærme – en nødvendighed for en CRT af denne størrelse.
På grund af sin vægt og størrelse krævede fjernsynet et specialdesignet kabinet med håndtag og muligheden for at blive flyttet med en gaffeltruck.
Ifølge Sonys installationsmanual var der behov for mindst seks personer til at løfte tv’et sikkert.
Den dyreste CRT nogensinde
Da Sony PVM-4300 nåede det amerikanske marked i 1990, var prisen skruet op til svimlende 40.000 dollars (ca. 300.000 DKK i nutidens værdi).
Dette gjorde tv’et til en luksusvare uden bred appel, og det blev derfor aldrig en kommerciel succes.
Med så få enheder i omløb blev PVM-4300 en næsten mytisk genstand, kun kendt fra gamle reklamebilleder og et par uskarpe fotografier.
Det er uklart, hvor mange Sony PVM-4300-enheder der blev produceret, men deres ekstreme sjældenhed antyder, at der måske kun findes én tilbage i verden – og Shanks har den.