Motor

Verdens vildeste sæsonkort? Heineken slipper drengedrømmen løs og sender superfan på verdens vildeste pitstop-rundtur

Formel 1-drømmen!

Der er sponsorater. Og så er der det her.

Heineken har lige forlænget deres partnerskab med Formula 1 – og de gør det med stil. Ikke bare skal de tilbage som titelsponsor for São Paulo Grand Prix i 2027, men de har også valgt at gøre noget, ingen andre har gjort før: Lave motorsportens første sæsonkort. Og vi snakker ikke et plastikkort med adgang til paddocken en enkelt weekend. Nej, det her er hele pakken – alle 24 løb på kalenderen, inklusiv rejse og overnatning. For to personer.

24 byer. 24 løb. 24 gange kolde øl.

Det lyder næsten som noget fra en drengedrøm. Tænk at få lov til at tage med hele vejen rundt i F1-cirkusset – fra Melbourne til Monaco, Las Vegas til Suzuka. Og det eneste, du skal sørge for, er at tage en ven med og finde en ordentlig kuffert.

Heineken kalder det selv “en hyldest til fællesskab, fans og følelsen af at være en del af noget større end bare racerløb”. Lyder måske lidt luftigt, men det bliver hurtigt mere jordnært, når man ser, hvem der har fået det første kort.

Superfanen der knækkede koden

Brandon Burgess – navnet ringer måske ikke umiddelbart en klokke, men manden har været på en vanvittig mission i 2025-sæsonen. Han har, ud fra sin egen løn og ferie, besøgt samtlige 24 løb i år. Nogle gange kun i 24 timer ad gangen, uden luksus, uden pressepas. Bare ren passion og logistik på højt plan.

Det har Heineken belønnet ved at give ham det allerførste sæsonkort, overrakt personligt af Max Verstappen. En fin gestus – og måske også en lille PR-guldmine for brandet.

Max sagde: “Det Brandon har gjort, viser dedikation til både sporten og fællesskabet omkring den. Han fortjener at kunne gøre det hele igen – men denne gang med lidt ekstra komfort og kolde øl.”

Og du kan blive den næste

Til næste år bliver endnu en billet delt ud via F1® Unlocked – F1’s egen fanplatform. Detaljerne er endnu ikke helt ude, men man skal nok holde øje med både Heinekens og F1’s sociale medier, hvis man selv har drømme om at følge lyden af V6’ere verden rundt.

Så hvis du har et racerhjerte og en rejsetrang større end gennemsnittet – så er der måske en unik mulighed forude.