Film

Vin Diesel lover gensyn med Brian O’Conner i Fast and Furious 11 og fansene går amok

Kan det lade sig gøre?

Det er efterhånden blevet en tradition, at hvert nyt kapitel i Fast & Furious-sagaen bliver lidt mere sindssygt, lidt mere følelsesladet og meget mere eksplosivt end det forrige. Men denne gang er det ikke en ny bil, et nyt stunt eller endnu en stjernegæst, der stjæler overskrifterne – det er selve hjertet i franchisen: Paul Walker.

Under et bilentusiast-event i Pomona, Californien, dukkede Vin Diesel op sammen med Tyrese Gibson og Paul Walkers bror, Cody Walker. Og her smed han så bomben: Brian O’Conner vender tilbage i Fast & Furious 11, som efter planen rammer biograferne i april 2027.

“Tre betingelser for finalen”

Ifølge Variety lagde Diesel ikke skjul på, at han havde haft en række krav, før han gav grønt lys til, at finalen i sagaen kunne rulle videre. “Studiet sagde til mig: ‘Vin, kan vi ikke nok få finalen i april 2027?’ Og jeg sagde: ‘Jo – under tre betingelser.’”

  1. Tilbage til L.A. – hvor det hele startede.
  2. Tilbage til gadekulturen og street racing.
  3. Og vigtigst af alt: Reunite Dom og Brian.

Hvordan Brian O’Conner – og dermed Paul Walker – skal bringes tilbage, blev der dog ikke afsløret noget konkret om. Men alene det faktum, at Diesel siger det højt foran et publikum, sender spekulationerne i højeste gear.

Hvordan kommer Paul Walker tilbage?

Efter Paul Walkers tragiske død i 2013 under optagelserne til Furious 7, valgte produktionen en værdig og emotionel afsked med karakteren Brian, blandt andet ved hjælp af CGI og Walkers brødre som body doubles. Filmen sluttede med den ikoniske strandscene og en “separation” mellem Dom og Brian, som stadig står som en af seriens mest mindeværdige øjeblikke.

Siden da har karakteren Brian eksisteret i kulissen – nævnt, men aldrig vist. Han lever “off-screen” i universet, i sikkerhed med familien. Så hvordan får man det til at fungere uden at trække det over i det makabre? Det er milliondollar-spørgsmålet. Er der tale om flashbacks? CGI? En mindre cameo med Cody Walker? Eller noget helt andet?

Fast & Furious: Et univers, der aldrig bremser

Fast & Furious-franchisen startede i 2001 med en film om ulovlige street races i Los Angeles. Siden da er den vokset til et globalt actionunivers, der blander biler, stunts og “familie” med flyvende biler, atomubåde og en skævvredet fysikforståelse.

De seneste film har været lige dele heist, spionthriller og sci-fi blockbuster, men de gamle fans savner ofte den originale vibe med ræs, bilkultur og garagefællesskab. Og netop derfor er Vin Diesels tre krav interessante – ikke mindst det med at vende tilbage til gaden.

Hvis Fast & Furious 11 bliver det sidste kapitel, som Diesel antyder, er det ikke så underligt, at han vil slutte cirklen – og gøre det med den mand, der var med fra start: Paul Walker.

Hvordan det konkret kommer til at ske, ved vi ikke endnu. Men en ting er sikkert: der bliver både røg fra dækkene og tårer i øjenkrogen.