Verden

Vind din egen private ø i Sverige – og behold den i et helt år

365-dages øferie?

Forestil dig at bytte trafikstøj og notifikationer ud med bølgeskvulp, grantræer og total stilhed. Ikke bare for en weekend. Ikke bare for en sommer. Men for et helt år.

Det er præcis, hvad Sverige nu tilbyder én heldig vinder gennem initiativet “Your Swedish Island”. Kampagnen giver en person mulighed for at overtage en privat svensk ø i 12 måneder – inklusive tur-retur flybilletter.

Ja, det er lige så vildt, som det lyder.

267.000 øer – og én kan blive din

Sverige har flere øer end noget andet land i verden. Over 267.000 stykker, spredt ud over skærgårde, søer og kystlinjer. I en tid, hvor mange rejsende aktivt fravælger overfyldte turist-hotspots til fordel for roligere og mere naturprægede oplevelser, læner Sverige sig ind i netop det behov.

Ifølge en nyere YouGov-undersøgelse ville næsten halvdelen af de adspurgte globalt gerne bytte menneskemængder ud med deres egen øde ø. Sverige har så valgt at sige: Fint, lad os gøre det muligt.

Fem nøje udvalgte øer indgår i konkurrencen. De tilbyder afsondrethed og naturoplevelser i rå mængder, men ligger samtidig tæt nok på fastlandet til, at du stadig kan handle ind, hente pakker eller tage del i en klassisk svensk midsommerfest.

Det er altså ikke Robinson Crusoe. Det er bare frihed med WiFi, hvis du vil.

Sådan søger du om dit ø-liv

Ansøgningsprocessen er overraskende enkel. Du skal optage en kort video, hvor du forklarer, hvorfor netop du fortjener din egen svenske ø. Derefter udfylder du en onlineformular og tagger @visitsweden på sociale medier for at øge dine chancer.

Konkurrencen løber frem til 17. april, så der er begrænset tid til at finde dit indre eventyrgen frem og trykke optag.

Præmien dækker et helt års ophold på øen samt flybilletter til og fra Sverige. Resten er op til dig: Kajak ved solopgang, sauna ved vandkanten, vinterbadning eller bare total offline-tilværelse.

En ny måde at rejse på

Initiativet rammer direkte ind i en større rejsetrend, hvor folk søger mening, natur og plads frem for checklister og Instagram-køer. Slow travel, digital detox og længere ophold vinder frem, og tanken om at have et sted helt for sig selv føles pludselig mindre som en fantasi og mere som et realistisk alternativ.

Et helt år på en svensk ø er ikke bare en ferie. Det er en livsstilseksperiment. En pauseknap. En mulighed for at skrue ned for tempoet og op for naturen.

Spørgsmålet er bare: Hvad ville du gøre, hvis du rent faktisk vandt?