Xbox kommende konsoller er billigere på afbetaling
Xbox All Access vil dog binde dig til Game Pass Ultimate
Det er sjældent - hvis nærmest ikke-eksisterende - at noget er billigere på afbetaling, men for de to kommende Xbox-konsoller Xbox Series X og Xbox Series S, er det rent faktisk tilfældet. Undtagelsen der bekræfter reglen.
Der er dog et "catch": Xbox All Access tilbyder brugere at købe konsollen på afbetaling, hvis de samtidig binder sig til 24 måneder med Xbox Game Pass Ultimate - deres gamestramingtjeneste.
Det er et seriøst push på Microsoft egen tro på deres service, at konsollerne sælges på denne måde.
Xbox Game Pass Ultimate er allerede, i folkemunde, blevet døbt "Gamernes Netflix", og her udbyder Microsoft et stort kartotek af spil, der er frit tilgængelige - så længe man som bruger abonnerer på deres tjeneste, der i Ultimate-versionen koster 99 kroner om måneden.
Det betyder at 24 måneder med Xbox Game Pass Ultimate koster 2.376 kroner
Xbox Series X, den store model kommende Xbox, kan eksemplevis anskaffes for 259 kroner om måneden i 24 måneder, det er 6.216 kroner. Hvis vi trækker Game Pass beløbet fra i regnestykket, står vi med en udbetalt konsol der har kostet 3840 kroner - 59 kroner mindre end up front salgsprisen på 3.899 kroner for en Xbox Series X ved forudbestilling.
Det samme gør sig gældende for Xbox Series S, der har en vejledende salgspris på 3.399 kroner, mens den via Xbox All Access til 198 kroner om måneden, har en anskaffelsespris på 2.376 kroner.
Det er klart, at handlen ikke giver mening, hvis man ikke har intentioner om at benytte sig af Xbox Game Pass - men servicen står i nuværende tidspunkt som det absolut mest attraktive salgspunkt for Xbox, og det nylige opkøb af Bethesda Softworks (og andre studier i Microsofts multimilliardopkøb), gør potentialet for Xbox Game Pass endnu bedre.
Mens forudbestillingerne på de seperate Xbox konsoller er tilgængelige (og udsolgte) flere steder - har Microsoft herhjemme, valgt at gøre Elgiganten som den eneste eksklusive partner på Xbox All Access, og det betyder at man skal forbi en fysisk Elgiganten butik, for at gøre brug af muligheden.