Magasinet M!

'Baywatch' er sommerens bedste dårlige film

ANMELDELSE: Strandløverne er tilbage, og det samme er den røde badedragt. Dwayne 'The Rock' Johnson og Zac 'High School Musical' Efron står i spidsen for filmen, der på ingen måde er god, men som på en eller anden måde alligevel virker.

Originaltitel: Baywatch
Instruktør: Seth Gordon
Medvirkende: Dwayne Johnson, Zac Efron, Alexandra Daddario
Spilletid: 1 time 56 minutter
Premieredato: 1/6 2017

3/6

Som barn har vi allesammen siddet klistret til skærmen, når der blev vist Baywatch på TV2 om eftermiddagen. Det værste, der kunne ske, var jo, at man ikke fik set C.J i den røde badedragt eller lige fik set The Hoff redde dagen endnu en gang. 90'ernes Baywatch var én ting, og den nye Baywatch-film er bestemt noget helt andet. Man har tilladt sig at fortolke nogenlunde frit i forhold til serien, hvilket i bund og grund er til filmens fordel.

ANNONCE

USAs kommende præsident møder High School Musical

Denne gang er det The Rock, der spiller Mitch Buchannon, og på mange måder er den tidligere wrestler jo det helt perfekte valg. Den ultimative alfa-han, der med masser af macho-karisma kan løbe ned ad Californiens kyst og tage sig selv helt og aldeles alvorligt. 

Mitch Buchannon aka Dwayne Johnson aka den kommende præsident af USA står i spidsen for de mange livreddere ved Emerald Bay. Han er lige så stor, som han plejer at være, og han er bossen. Stort set en strandlegende. Og da den olympiske svømmestjerne Matt Brody aka Zac Efron aka High School Musical kommer til som holdets nye mand, er Mitch bestemt ikke begejstret. Matt har nemlig en noget overlegen holdning til stort set alt. Alligevel skal de to finde en måde at arbejde sammen på - for livredderholdets skyld.

Men ifølge Mitch er livredder ikke bare noget, man lige kan blive, bare fordi man er olympisk stjerne. Det er noget, man i den grad skal gøre sig fortjent til. Ifølge Matt handler det dog udelukkende om at have det sjovt og sørge for at få sig så god en tan som overhovedet muligt. 

Det kan lige så godt blive sagt med det samme. Kemien mellem Zac Efron og Dwayne er det, der bærer filmen, og den er allersjovest, fordi de to skuespillere på en eller anden måde passer helt perfekt sammen som en skærmduo. Deres ping-pong-dialoger er skarpe og velskrevne, og hvis man ikke trækker på smilebåndet en eneste gang, så er man altså et noget humorforladt menneske. 

ANNONCE
'Baywatch' er sommerens bedste dårlige film

Zac Efron og Dwayne Johnson er geniale

Zac Efron og Dwayne Johnson fungerer så godt sammen, at man faktisk næsten glemmer, hvor pivringe resten af filmen er. På den ene side vil den nemlig gerne være en seriøs hyldest til den gamle Baywatch-serie, og på den anden side er den så gennemsyret af ironi, at det halve kunne være nok. Faktisk bliver den til tider så ironisk og distanceret, at du nærmest bliver i tvivl om, hvem filmen holder med. Er det dem, som synes, Baywatch er noget af det fedeste, eller er det dem, som synes, at Baywatch er noget af det dummeste?

Plottet holder til gengæld på ingen måde. Mitch finder stoffer på stranden, og det sætter gang i en større kriminalefterforskning, der har den egentlige skurk rendende lige for næsen af dem allesammen. Og som publikum kan vi GODT gætte, hvem der er hvem, og hvorfor. 

Men hvem går op i det, når damerne er lækre, og Victoria Leeds aka Priyanka Chopra aka Bollywood-stjerne i et splitsekund får os til at overveje, om man ikke burde se nogle flere indiske film. 

ANNONCE
'Baywatch' er sommerens bedste dårlige film

Filmen gentager sig selv

Filmen kører de samme slow motion-gags og de samme one-liners hele filmen igennem, og efter hvad der føles som fire timer i biografen (og som burde have været 1 time og 30 minutter!) er det hele endelig overstået. Der er simpelthen for meget af det samme, og historien er ikke gennemtænkt nok, til at den rammer hos publikum. Johnson, Efron, nogle damer i badedragt og diverse gæstestjerner kan lige akkurat holde fast i seeren, men det holder hårdt. 

Baywatch er en af de såkaldt gode dårlige film, så hvis du har brug for en pause fra House of Cards eller ikke orker mere Bergman for i dag (LOL - som om!), så er Baywatch dét, du har brug for. Hæng hjernen, og se den, fordi vi allesammen trænger til noget let sommerunderholdning en gang i mellem.

Men forvent ikke for meget, for så bliver du dælme skuffet.

Leveret af KULTBOX.dk.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce