© UIP

Overambitiøse Arrival når desværre kun halvt i mål

ANMELDELSE: Denis Villeneuves nye sci-fi-epos, Arrival, er ikke det mesterværk, du kunne have håbet på.

1. december 2016 af Jakob Flarup

Originaltitel: Arrival
Instruktør: Denis Villeneuve
Medvirkende: Amy Adams, Jeremy Renner, Forest Whitaker med flere
Spilletid: 116 minutter
Premiere: 1/12 2016

4/6

Et mindblown mindfuck. Det har højst sandsynligt været intentionen med Denis Villeneuves nye sci-fi-epos, Arrival. En film, der har været i toppen af min forventningsliste hele året. Men en film, som desværre – for mig – var en kende skuffende. Dermed ikke sagt, at Arrival ikke er en god og vanvittigt flot film.

12 gigantiske rumfartøjer lander spredt ud over hele kloden – heriblandt Montana, USA. Et eksperthold bestående af blandt andet lingvisten (sprogekspert) Louise Banks (Amy Adams), matematikeren Ian Donnelly (Renner) og US Army oberst Weber (Forest Whitaker), der skal undersøge, hvor fartøjerne kommer fra og ikke mindst, hvorfor de er landet på netop jorden. Et spørgsmål, der splitter verdens stormagter i så høj grad, at en mulig global krig kan bryde ud. Banks og hendes team prøver at finde svar på de store spørgsmål ved at forsøge at tale og kommunikere med rumvæsenerne – og forsøge at forstå deres komplekse sprog. Professoren må i sidste ende tage en ekstremt risikabel chance, der i værst fald kan koste hende livet. En chance, der tilmed kan betyde udslettelsen af menneskehedens eksistens. Som hun når tættere på et facit, finder hun ud af, at der er langt større kræfter på spil, end nogen kunne forestille sig.

Denis Villeneuve har for længst slået sit navn fast som en af de mest spændende, nye instruktører i Hollywood. Det beviste han med både Prisoners og Sicario, der begge var højintense spændingsfilm, men Villeneuves hovedværk for mig er dog stadig hans krigs-thriller Incendies fra 2010, som sikrede Villeneuve en Oscar-nominering for ’bedste ikke-engelsk-sprogede’ film. Arrival, der bygger på Ted Chiangs novelle, Story of Your Life, er hans første rigtige blockbuster, som desværre ikke er det mesterværk, du havde turde håbe på, selvom det er åndssvagt ambitiøst. Måske for ambitiøst.

Ligesom Christopher Nolans Interstellar, der i min bog var alt andet end perfekt, beskæftiger Villeneuve sig med tids-begrebet. Et begreb, der er en umulig størrelse, men som Villeneuve dog trods alt lykkes med i højere grad, end Nolan gjorde. At gå i detaljer her ville være en alt for stor spoiler, men på overfladen virker Arrival altså ekstremt dyb og tung. Det er en langsommelig affære, hvor Villeneuve forsøger at få puslespillet til at gå op – takket være det altafgørende twist, der eksempelvis også spillede en stor rolle i ovennævnte Incendies. Men hvor det i Incendies gav perfekt mening og sad lang tid i kroppen efterfølgende, ender twistet i Arrival ud i at være overgjort og yderst prætentiøst, selvom du godt forstår det.

© UIP

For netop din forståelse har Villeneuve virkelig gjort alt for ikke at misse. Det er lidt som i Martin Scorseses Shutter Island, hvor alt blev tegnet for dig på en kæmpe tavle i slutningen af filmen. Han gør seeren lidt dummere, end hvad godt er, hvilket han i sidste ende skyder sig selv i foden med og får til at virke mere komisk end mindblown.

Noget andet, der ikke virker – eller i hvert fald bliver temmelig søgt – er hele historien uden for rumskibet. I en tid, hvor Rusland har truet med atomkrig, og mens Kina aldrig har været i toppen af amerikanernes venneliste, er de selvfølgelig gjort til ”the bad guys” i Arrival. To stormagter, der er yderst skeptiske over for rumvæsenerne, og som selvfølgelig er den altafgørende grund til, at en global krig overhovedet er på tale. En kommentar til den virkelige verden? Sikkert. Men igen ender det med at være dybt komisk. Ironisk nok får den kinesiske militærleder en afgørende betydning for filmen. Måske en ting, der skal ses som en metafor for det had-kærligheds-forhold, der har eksisteret mellem verdens to største stormagter gennem tiden. Men hvor scenen med militærlederen skulle være tynget af emotionalitet, så sad flere i salen og grinte højlydt. Det har nok ikke været Denis Villeneuves hensigt.

Men okay, som jeg skrev i starten, er Arrival egentlig ikke en dårlig film. Den er ekstremt flot filmet, hvilket jo ikke er overraskende, rumskibene er fascinerende lavet, og det langsomme tempo, der kan være en stor mundfuld at sluge, får det alligevel flere gange til at løbe dig koldt ned ad ryggen – ikke mindst når Banks møder rumvæsenerne for første gang. Og det er virkelig en ting, Villeneuve er en mester til; at opbygge en perfekt genereret spændingskurve. 

© UIP

Og for lige at vende skuespillerne er Villeneuve en af de få Hollywood-instruktører, der bygger flere af sine film på kvinder som den bærende rolle – ikke mindst noget, man så i Sicario, hvor Emily Blunt var fabelagtig som moralsk good cop. Og Adams fortsætter i samme rille. Altså den fabelagtige. Vi lærer hurtigt, at Louise Banks har mistet en datter til en sjælden sygdom, og hun er virkelig perfekt castet som den følelsesladede lingvistik-professor, hvis øjne skriger af sorg, men samtidig af nysgerrighed; hun vil virkelig ofre alt for at finde ud af, hvad det egentlig er, at rumvæsenerne er kommet for. Men det er så også det. 

For Adams er Villeneuves ultimative trumfkort, og birollerne blegner vitterligt ved siden af. Jeremy Renner, Adams’ sidekick, fungerer som filmens comic relief og tilfører intet til persongalleriet. Faktisk fremstår Renners’ karakter af og til lidt smådum, og du undrer dig over, hvad han egentlig laver på Banks’ team, ligesom du i det hele taget undrer dig over, hvorfor en så talentfuld skuespiller har sagt ja til sådan en tynd rolle, hvor han intet får arbejde med. Og hvis vi lige bliver ved manglende arbejde, så er det måske i endnu højere grad tilfældet ved den Oscar-vindende Forest Whitakers karakter, den hårdføre, sortseende oberst, der ikke rigtigt kan forstå, hvad det er, at Banks har gang i. En komplet ligegyldig rolle på Whitakers CV.

© UIP

Vi kan selvfølgelig ikke komme udenom at sammenligne Arrival med Steven Spielbergs minimalistiske sci-fi-mesterværk fra 1997, Nærkontakt af 3. Grad. Villeneuve har nok godt været klar over, at han aldrig ville kunne overgå, hvad Spielberg opnåede med især førnævnte films sidste tredjedel, men har alligevel forsøgt sig. Desværre når han kun halvt i mål.

Alligevel vil jeg anbefale dig at smutte i biffen og se Arrival. Særligt starten og slutningen vil gøre de fleste rørstrømske, og så er der altså et eller andet forundeligt over Villeneuves tankegang og måde at udfolde sine historier på. Og jeg er sikker på, at mange ikke vil dele min mening om Arrival, der trods alt er blevet rost til skyerne af flere amerikanske anmeldere. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne elske den film.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste