Seriemordere og historien om El Chapo: 5 nye serier fra Netflix du kommer til at binge-watche i år

Fuck, vi glæder os til disse fem kommende Netflix-serier

12. marts 2017 af Jakob Flarup

13 Reasons Why

Premiere: 31. marts

Om: Så er der dømt teenage-serie med stort T. Men formentlig er der tale om en dyster en af slagsen, når Netflix' 13 Reasons Why får premiere lige om lidt. Serien er baseret på bogen af same navn, produceret af selveste Selena Gomez, men bedst af alt blandt andet instrueret af Tom McCarthy, der lavede sidste års Oscar-vinder for ‘Bedste Film’, Spotlight. Den handler om Clay Jensen, der forsøger at finde ud af, hvorfor hans klassekammerat og crush, Hannah, tog livet af sig selv.

The Defenders

Premiere: September 2017

Om: Yes! Så sker det endelig. Det her er kulminationen på Netflix’ Defenders-univers, hvor både Daredevil, Jessica Jones, Luke Cage og Iron Fist teamer op for at bekæmpe kriminalitet i New Yorks gader. Vi ved kun, at serien kommer til at bestå af otte afsnit, men vi tror på, at det her bliver det helt store superheltebrag på seriefronten i år.

Mindhunter

Premiere: Oktober 2017

Om: Hvis du kun skal se en serie i år, så er der ingen tvivl om, at det skal være Mindhunter. Den kommende Netflix-serie er skrevet af Joe Penhall (The Road), mens selveste David Fincher (Se7en, The Social Network) er producer på serien og instruerer også to afsnit. Og der er ingen tvivl om, at Mr. Fincher er tilbage, hvor han er bedst; i seriemorder-universet. Mindhunter er baseret på bogen Mind Hunter: Inside FBI’s Elite Serial Crime Unit og kredser om to FBI-agenter, der interviewer fængslede massemordere (hvem sagde Ondskabens Øjne?) for at forsøge at komme til bunds i nogle af deres andre igangværende sager. I rollerne som de to agenter ses Jonathan Groff (Looking, Frozen) og Holt McCallany (Fight Club)

Wet Hot American Summer: Ten Years Later

Premiere: Sent på året

Om: Endnu engang bliver Camp Firewood genforenet, når denne sequel-serie til den oprindelige film fra 2001 kommer til Netflix. Som titlen antyder, kommer handlingen til udspille sig et årti efter førnævnte film. En ting, som Bradley Coopers karakter allerede i 2001 vidste ville blive en realitet, da han i filmen foreslog, at alle personer på lejrskolen mødtes igen 10 år senere for at se, hvordan det gik. David Wain og Michael Showalter, der skrev Netflix’ sequel-film i 2015, har også skrevet Ten Years Later. Wain instruerer ligeledes serien – præcis som han gjorde med den første film. Indtil videre ved vi ligeledes, at både Elizabeth Banks og Amy Poehler, der var med i 2001-filmen, igen medvirker.

El Chapo

Premiere: Sent på året

Om: Netflix teamer op med det spansk-amerikanske tv-netværk Univision og giver dig hele livs-historien om den famøse narkobaron Joaquín ”El Chapo” Guzmán, der er berømt og berygtet for sine vilde flugter fra fængslet. Indtil videre er planen, at El Chapo bliver tilgængelig på det amerikanske Netflix efter at have haft premiere på tv-kanalen UniMas senere i år. Men mon ikke også vi danskere får fornøjelsen af El Chapo? Det håber vi i hvert fald.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste