© Warner Bros.

'Wonder Woman' er helt igennem imponerende

ANMELDELSE: Den nye 'Wonder Woman'-film er så flot og så fed, at der ikke er tid til at kede sig et eneste øjeblik. Og så er Gal Gadot simpelthen noget af det smukkeste, vi længe har set.

1. juni 2017 af Mariah Leitisstein / KULTBOX.dk

Originaltitel: Wonder Woman
Instruktør: Patty Jenkins
Medvirkende: Gal Gadot, Chris Pine, Robin Wright, Connie Nielsen
Spilletid: 2 timer 21 minutter
Premieredato: 1/6 2017

5/6

Graver man i Hollywoods historie, står én ting klart. Kvindelige superheltefilm har aldrig været nummer ét på dagsordenen. Men efter at have set DC-filmen Wonder Woman kan man undre sig over, hvorfor det har taget filmstudiet så lang tid at producere den her film. Hvordan kan det være, at man ikke før nu har ment, at publikum ville være klar til en Wonder Woman-film? Siden 1941 har hun leveret ikonisk girlpower i et tegneserieunivers, der primært har været domineret af mandlige karakterer, og som en højt elsket tegneseriefigur har fans ønsket en film i mange år. Men nu er der ikke længere noget at brokke sig over. Wonder Woman har endelig fået den film, hun fortjener.

Hvis du har fået set enten Catwoman eller Elektra, så er det bestemt ikke nogen hemmelighed for dig, at superheltefilm med en kvindelig hovedrolleindehaver er noget, der ikke ligefrem er blevet håndteret på en god måde, når de endelig er blevet lavet. Men nu er der altså sket noget. For på mirakuløs vis er det lykkes for DC at skrue en Wonder Woman-film sammen, der ikke blot er spændende, imponerende og velfortalt, men man har fandeme også formået at finde en kvinde, der i bund og grund jo bare ER Wonder Woman.

Fans ville ikke have Gal Gadot som Wonder Woman

De hardcore tegneseriefans hylede og skreg op på nettet, da det først blev annonceret, at den israelske skønhed Gal Gadot havde fået rollen som den ikoniske DC-superhelt. Der var ikke det, der ikke var galt. Nok erfaring med skuespil havde hun bestemt ikke. Heller ikke ansigtet, farverne eller kroppen kunne på nogen måde matche det, über-nørderne forventede. Nej, Gal Gadot havde bestemt ikke det, der skulle til.

Men et eller andet sted i Burbank, Californien, er der en casting director, der har taget en stærk og meget, meget god beslutning ved at invitere israeleren til casting. Der skulle ikke blot ses bort fra, at hun på det tidspunkt lignede en, der i den grad kunne trænge til en sandwich, men også at hun så godt som ingen skuespillererfaring havde (i det mindste kunne hun prale af at have aftjent værnepligt i det israelske militær, og det må da tælle for noget). Ikke desto mindre havde Gal Gadot bestemt ikke været i førersædet på lignende vis før, og der var utvivlsomt meget at leve op til.

Og siden det tilbage i 2013 blev afsløret, at Gadot havde scoret Wonder Woman-rollen, har hun været underlagt en seriøs og meget heftig omgang træning, der blandt andet har inkluderet intens kampsportstræning og et kalorieindtag ud over det sædvanlige. Og resultatet er imponerende. Gal Gadot viste sig at være det perfekte valg.

© Warner Bros.

Stærke kampscener

Vi møder først prinsesse Diana aka Wonder Woman på den smukke ø Themyscira, som er en noget flottere baggrundskulisse end den, vi havde med at gøre i Batman v Superman: Dawn of Justice. På den store ø bor amazonerne, der med Antiope (Robin Wright) i spidsen som general, trænes op til den store uundgåelige krig (som ingen ved, hvornår kommer). Men der er en enkelt person på øen, der ikke må træne, og det er dronningens (Connie Nielsen) datter, Diana. Diana er nemlig noget særligt. Hmm, gad vide hvordan? Ja, det er ikke svært at gætte, selvom filmen prøver at bygge det op til at være en stor afsløring senere. Men som med alle andre superheltefilm må det jo for guds skyld ikke være for indviklet, og det er der bestemt heller ingen chance for, at det bliver denne gang.

Træning får Diana alligevel, og da en pilot (Chris Pine) styrter ned på øen, er hun blevet en voksen kvinde. Piloten viser sig at være den amerikanske spion Steve Trevor, og i hælene på sig har han den tyske hær. Amazonerne tøver ikke med at angribe, og det koster naturligvis nogle liv – på begge sider. 

Amazonerne får sandheden ud af Trevor, der fortæller, at resten af verden er i krig, og at millioner af mennesker dør. Dette får Diana til at insistere på at tage med til krigsfronten, hvor hun vil stoppe Ares – den græske krigsgud – som hun mener, står bag Første verdenskrig. 

I meget grove træk lyder det måske ikke nødvendigvis som en film, der trækker tæppet væk under dig, og hvis du ikke er overbevist efter filmens første akt, så bliver du det helt sikkert i det øjeblik, du ser Diana i den ret så episke kampscene mod de tyske tropper. Her bliver der nemlig kælet for alt det, du ønsker, der skal kæles for. Lyden er spot on, effekterne er fede, og Wonder Woman er perfekt i den lange og veludførte anti-krigsscene, der kan give dig tårer i øjnene af ren og skær awesomeness.

Det lykkes – dog med et par huller i plottet

Det er nemt at kritisere Wonder Woman for at springe over, hvor gærdet er lavest. Trevor har eksempelvis ingen problemer med bare at vade direkte ind på den tyske base eller blive lukket ind til en fest uden invitation. Det tager åbenbart heller ikke meget mere end 24 timer at sejle fra et sted i Middelhavet og op til London. Men alt det skal du ikke tænke over. For som med alle andre superheltefilm er det hele lidt nemmere end i virkeligheden. 

Og det er nemt at se bort fra sådanne detaljer, når instruktøren Patty Jenkins giver os det, hun gør. Vi får nemlig for en gangs skyld en film af denne kaliber, hvor man ikke har haft alt for travlt med at komme fra a til b. Historien tager sig god tid, og det giver plads til, at skuespillerne rent faktisk har en chance for at dykke ned i deres karakter. Både Chris Pine og Gal Gadot balancerer godt mellem på den ene side at portrættere stærke præstationer og på den anden side levere humor og replikker med et glimt i øjet. Om Gal Gadot egentlig er en god skuespiller, det er svært at vurdere. Men filmen er klippet sammen på en måde, der får hende til at se sådan ud, og så er arbejdet jo veludført.

DC har efterhånden fået en del hug for deres film, men Wonder Woman kan fans kun være tilfredse med. Den er helt ekstremt detaljeret, enormt veludført og meget, meget stærk. Og fik jeg sagt, at Gal Gadot er perfekt som Wonder Woman? 

Wonder Woman må og skal være årets bedste actionfilm.

Leveret af KULTBOX.dk.

© Warner Bros.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste