Verdens bedste job? Sådan kommer du til at teste den lækreste bacon gennem hele sommeren

Med jobbet som baconista er du sikker på ikke at gå sulten i seng hele sommeren.

25. maj 2017 af Jakob Flarup

Sommer = grill. Grill = kød. Og når alt kommer til alt, så er din yndlingsspise – foruden en god bøf – selvfølgelig bacon. Hvis vi nu fortalte dig, at du denne sommer kunne få fingre i den bedste bacon i alverdens afskygninger helt gratis – så længe du blot skrev et par ord om det – hvad tænker du så?

Ja, det lyder næsten for godt til at være sandt, men ikke desto mindre søger danske Vilstrup Bacon det, de kalder for en baconista.

Jobbet går ganske enkelt ud på at prøvesmage Vilstrup Bacons bacon-typer på grillen i juni, juli og august og derefter give feedback tilbage til firmaet. Eneste krav er, at du har ”en ægte bacon-fantasi” og kan hjælpe Vilstrup Bacon med at teste nye måder at bruge bacon på en grill. Kun din fantasi sætter grænser for, hvad man kan finde på af nytænkende måder at bruge gourmet-bacon på.

I et opslag på Facebook skal du blot skrive en kommentar, hvorfor det lige præcis er dig, Vilstrup Bacon skal bacon-eksperimentere med. Du skal selvfølgelig bare være i besiddelse af en grill.

5. juni udnævner baconfirmaet så tre topkandidater, hvorefter det gælder om at få fleste stemmer fra Facebook-sidens andre brugere. Fire dage senere, d. 9. juni, får den endelige person, der er blevet udvalgt, besked.

Herunder kan du se opslaget, hvor du skal skrive din ”ansøgning”.

Ellers er der ikke andet for end at sige held og lykke. Vi håber, at den udvalgte kommer til at få den bedste sommer fyldt med alt fra tørsaltet til koldrøget gourmet-bacon.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste