Nostalgisk: Med Super Retro Boy får du din Game Boy-oplevelse tilbage

Du har sikkert tit drømt dig tilbage til de glade 90’er, hvor du, din Game Boy og Mortal Kombat var en treenighed. Nu kan den drøm langt om længe blive til virkelighed.

11. januar 2017 af Jakob Flarup

Undertegnede elskede 90’erne mere end noget andet. Selvom moden var ekstremt grim, var det en tid uden bekymringer, og hvor du kunne finde lykke i selv de mindste ting. For mig var Nintendos Game Boy lig med den lykke. Men ak, skæbnen ville, at lykken brast, da jeg havde problemer med at gennemføre en bane i det famøse Asterix-spil, som jeg ellers have gennemført så mange gange før. En enkelt, men hård flyveskalle tog livet af den stakkels maskine. Siden da har jeg været kronisk deprimeret. Lige indtil nu.

For på den netop overståede elektronikmesse, 2017 Consumer Electronics Show (CES), i Las Vegas blev der som altid præsenteret en masse vanvittige og sandsynligvis ubrugelige dimsedutter. Men inden for den kategori falder nørderne fra Retro-Bits Super Retro Boy på ingen tænkelig måde.

Den er nemlig stort set identisk med den klassiske Game Boy fra Nintendo – dog med et par enkelte, mærkbare forskelle, som du selv kan se i videoen øverst. Den er både lettere, har baggrundslys og kører på genopladelige batterier, skriver Maxim.

Alle dine Game Boy-spil kan bruges igen

Det bedste ved Super Retro Boy er dog, at alle dine gamle Game Boy-spil passer til den, hvis du skulle have sådan nogen stående i en kasse på loftet. Hvis ikke du er i den heldige situation, så er eBay din redningsmand, ligesom Retro-Bit også har i sinde at indgå aftaler med spiludgivere om diverse genudgivelser af de klassiske Game Boy-spil.

Men hvad kommer sådan en satan så til at koste? Jo, faktisk bliver den ikke specielt dyr, når først den rammer markedet i august i år. Prisen bliver i omegnen af 560 kroner, og den vil kunne fås både i sort og hvid. Det perfekte køb, til når det mørke og stormfulde efterår rammer os senere på året.

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste