Ny pille træner din krop uden du behøver at røre dig ud af flækken

Så er det lige pludselig nemt at komme i form. Der er dog et men…

25. september 2017 af M!

Hader du (også) at træne? Eller har du bare umanerligt svært ved at lette din tykke røv fra sofaen for at tage ud på den løbetur, dit hvalpefedt skriger efter? Jamen, så har vi godt nyt til dig. Et hold amerikanske forskere mener nemlig at have opfundet en pille, der sætter gang i de samme kemiske stoffer i dine muskler, som der udløses, når du er ovre for at pumpe jern.

Hvad vil det så sige? Jo, når du spiser pillen, narrer du din krop til at tro, at du rent faktisk træner – selvom du er i gang med at binge-watche en random Netflix-serie for syvende gang.

Det skriver svenske Vetenskapsradioen.

Forsker Ron Evans fra Salk Institute i Californien fortæller, at de har givet stoffet til mus, som derefter kunne løbe 50 procent længere - selvom de ikke har trænet.

- Pillen virker som en genetisk knap, hvor dine muskler og din krop ikke ved, at der er tale om en pille. De tror, at det skyldes motion, siger forskeren ifølge Vetenskapsradioen.

Selvom pillen ikke helt kan erstatte træning, så så forskerne dog mange positive effekter, da de afprøvede den på musene. De fik et stærkere hjerte, tabte sig og fik alt i alt en bedre levestandard.

Men som vi skrev i starten, er der et men. Pillen er nemlig doping, hvilket gør, at topatleter altså ikke vil kunne få gavn af den (det ville virkelig også være snyd, hvis du spørger os). Derimod vil personer, der er syge eller immobile, kunne få glæde af pillen.

Forskerne er også opmærksomme på, at sådan en pille vil kunne føre til misbrug.

- Det er en udfordring, men sådan er det med alle stoffer. Det er kun til dem, der virkelig har brug for det, siger Ron Evans.

Men hey, så længe du ikke har let til afhængighed eller dyrker idræt på eliteplan, så lyder det sgu da næsten for godt til at være sandt. Hit us - hvor kan vi signe op?

Måske er du interesseret i...

Hvad synes kvinderne?

Mest læste