Magasinet M!

Mmm.dk på Pokémon-jagt: Lukkede kirkegårde og politi på overarbejde

Pokémon-feberen raser - og Mmm.dk har naturligvis været med på den virtuelle jagt! Læs reportagen fra en aften med beboer-klager, lukkede kirkegårde og politimænd der jagter dem, der jagter Pokémons.

Mmm.dk på Pokémon-jagt: Lukkede kirkegårde og politi på overarbejde

For tiden er det praktisk talt umuligt at forlade sit hjem uden at støde ind i hele flokke af mennesker, der med ansigtet dybt og uundvigeligt begravet i deres telefoner jagter Pokémons, som gjaldt det deres liv.

Mmm.dk har naturligvis sendt et par journalister ud for at undersøge den københavnske Pokémon-scene en tirsdag aften. 

Vi skal fange dem

Humøret var højt og forventningerne store, da vi drog ud i gaderne en tirsdag aften omkring klokken 21.30. 

Vi havde på forhånd begge jagtet Pokémons allerede inden app'en kom til Danmark og vores fokusområde denne aften var derfor at komme til at fange nogle mere sjældne Pokémons. 

Da vi trådte ud på gaden var det tydeligt, at vi ikke var alene om at spendere aftenen på at forsøge at fange Pikachu og hans kumpaner. 

Unge mænd i grupper og kærestepar med hinanden i den ene hånd og telefonerne i den anden, kastede med pokéballs og bandede over, at Voltorb stak af. 

En aflåst kirkegård

Vi havde hørt rygter om, at der ved Amagerbro lå en kirkegård, hvor det både vrimlede med Pokémons og Poké Stops - som alle skulle kunne nås blot ved at sidde på en bænk. 

Da vi kom derhen, var alle porte desværre aflåst. Det havde dog ingenlunde kunnet afholde københavnerne fra at jagte trofæer, så omkring 15 mennesker var hoppet over portene og ind i Pokémon-himmelen.

Lykken varede dog ikke evigt for de risikovillige, unge mennesker, for en politipatrulje var blevet tilkaldt af naboerne til kirkegården. 

De to politimænd måtte derfor selv ind over hegnet for at få smidt de mange lykkejægere ud. Langt fra alle var dog sådan lige at få smidt ud af kirkegården, da der lige var blevet smidt en såkaldt "lure", der lokkede sjældne Pokémons til.

Efter lidt overtalelse fra politiet begyndte både unge drenge og store mænd med ansigtstatoveringer dog stille og roligt at kravle om på den lovlige side af kirkegården igen. 

Episoden var i sandhed en tydeliggørelse af, at typer man normalt ville tisse i bukserne over et møde en sen aftentime, pludselig sidder side om side med små børn og er fælles om at fange imaginære dyr.

Politi på overarbejde

Efter en lille halv time havde de to politmænd fået rømmet det hellige sted for Pokémon-jægere og kunne køre videre mod den næste københavnske lokation, hvor trangen efter Pokémons havde overdøvet den sunde fornuft.

Politiets presseafdeling er da bestemt heller ikke ubekendte med de problemer, som Pokémon GO har affødt for ordensmagten. 

Som det tidligere er set i Facebook-opslag fra deres side, så opfordrer de dog blot til, at man følger de samme regler, som gjaldt inden verden blev bidt af en gal Flareon. 

Det betyder, at de steder, hvor der er aflåst, må man til stadighed ikke tiltvinge sig adgang - og private områder og ejendomme er sjovt nok stadig private ... selv hvis der er en Mewtwo i en baghave.

Slut prut

Efter politi-eventyret var vi igen klar til at jagte Pokémons, men ak og ve, app'en var endnu engang nede, og vi måtte gå slukørede hele vejen hjem og rent faktisk tale sammen. Fy for søren. 

Vi blev kun et par Pokémons rigere - men vi tager jo bare ud igen i aften. 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce