“Sønderjyske håndmadder er der ingen, der kan tåle” – og dem blev der delt rigeligt ud af til MMA Galla 29 i Kolding

Der findes fightaftener, hvor man lige skal varme op, før det bliver rigtig sjovt og så findes der MMA Galla 29 i Kolding, hvor de tre afsluttende pro-kampe mere eller mindre gik ind og sagde: Nå drenge, skal vi ikke bare få sat ild til det hele?

For det var præcis det, der skete.

Tre danske pro-fightere. Tre sejre. To lynafslutninger. Én titelkamp med følelsen af forløsning, hævn og ren vilje. Hvis man sad i Forum Kolding og ikke fik gåsehud undervejs, så har man enten et meget lavt blodtryk eller brug for at få tjekket pulsen.

BigBoss gjorde sin pro-debut til en offentlig nedlukning

Lad os starte med Mikkel “BigBoss” Iversen, fordi man næsten bliver i godt humør bare af navnet alene.

Den sønderjyske profil gik ind til sin professionelle debut med masser af forventninger på skuldrene, og den slags kan nogle gange være noget værre bøvl. Især i kampsport. For debuter har det med at være lidt som første dag på et nyt arbejde: Man vil gerne virke rolig, men indeni er der total Excel-fejl og lettere panik.

Det lod dog ikke til at ramme BigBoss det mindste.

Tværtimod.

Han kom ind med sin velkendte energi, sin røde bøllehat og hele den der aura af en mand, der både kan slå hårdt og finde på at sige noget helt håbløst charmerende bagefter. Der var swagger over entréen, men inde i buret var der ikke noget useriøst over det, han leverede. Fra første sekund lignede han en mand, der ikke var kommet for at få erfaring. Han var kommet for at blive husket.

Og det gjorde han.

Modstanderen Vebjørn Dyreng er ikke en, man bare sådan lige blæser omkuld. BigBoss var også selv ude bagefter og understregede, at det var en dygtig modstander, og netop derfor smagte afslutningen ekstra godt. Men da kampen først blev sat i gang, var der ikke meget høflig præsentationsrunde over det. Iversen var skarp, eksplosiv og kontant i sine aktioner.

Da først åbningen bød sig, gik det stærkt.

Et solidt knæ til maven sendte Dyreng i gulvet, og så kom opfølgningen med det samme. Ikke noget overflødigt. Ikke noget med at stå og beundre sit eget arbejde. Bare effektiv skade, pres og en dommer, der hurtigt måtte erkende, at det her ikke ville udvikle sig til en lang aften for nordmanden.

Kampen var overstået efter 1 minut og 12 sekunder af første omgang.

Så lang tid tog det for BigBoss at gå fra pro-debutant til manden, alle bagefter stod og snakkede om.

Det smukkeste ved sejren var næsten, at den føltes så uforskammet ubesværet. Ikke fordi det var let – det er det aldrig – men fordi Iversen fik det til at se sådan ud. Som om han bare havde besluttet sig for, at nu skulle buret være hans, og så blev det sådan.

Bagefter leverede han selvfølgelig også aftenens måske mest BigBoss-agtige citat, da han med et grin fik sendt følgende afsted om sin modstander:

“Han var skåret i granit – men sønderjyske håndmadder er der ingen, der kan tåle.”

Og helt ærligt: Hvis man kan stoppe en modstander på lidt over ét minut og samtidig fyre sådan en linje af, så har man gjort sig fortjent til en ekstra øl i garderoben.

Jakob Dyrup fortsætter med at gøre korte processer endnu kortere

Man begynder næsten at få ondt af stopuret, når Jakob Dyrup går i buret.

For igen var der lagt op til, at den danske sværvægtskomet skulle i kamp. Og igen endte det med, at publikum knap nok nåede at finde deres plads, før det hele var overstået.

Dyrup mødte Luis Carlos de Brito i en kamp, der allerede inden start havde fået lidt ekstra krydderi. Brasilianer vejede ind på 135,1 kilo – altså 15 kilo over vægtgrænsen, hvilket jo trods alt er en af de mere kreative måder at fortolke en indvejning på.

Kampen blev derfor lavet om til open weight, og Dyrup stod endnu en gang med en opgave, hvor han både skulle slås og samtidig forholde sig til en modstander, der tydeligvis havde taget vægtgrænsen som en venlig anbefaling.

Det tog ham 54 sekunder at løse.

Dyrup leverede endnu et hurtigt statement og føjede endnu en tidlig afslutning til CV’et. Endnu en sejr. Endnu en førsteomgangsafslutning. Endnu en påmindelse om, at han ikke bare samler sejre – han samler markeringer.

Det er faktisk det mest interessante ved ham lige nu. Han vinder ikke bare. Han signalerer. Han sender den ene besked efter den anden om, at han er klar til noget større.

Der er allerede UFC-interesse for den 22-årige dansker, og Dyrup har selv bekræftet overfor Fighting.dk, at der har været kontakt med henblik på en mulig plads i Dana White’s Contender Series. Det er den slags nyhed, der hurtigt kan blive lidt oppustet i kampsportsmiljøet, men når man ser ham kæmpe, virker det ikke som varm luft.

Tværtimod føles det som et meget naturligt næste skridt.

Dyrup sagde det også selv ret direkte til Fighting.dk: Han mener, han er dygtig nok til at kæmpe i UFC. Og den udtalelse rammer faktisk meget godt ned i det, han udstråler. Ikke tom arrogance. Bare den slags nøgterne selvtillid, som opstår, når ens arbejde, fysik og evner begynder at pege i samme retning.

Efter kampen lagde han heller ikke skjul på sin irritation over at møde en modstander, der kom så langt over vægt. Han havde knoklet røven ud af bukserne op til kampen, og derfor var det også frustrerende at stå overfor en fyr med så uprofessionel en tilgang. Den del er svær at være uenig i.

Men måske var det også netop derfor, sejren så ekstra skarp ud.

Han kæmpede som en mand, der ville lukke sagen hurtigt og kontant.

Og det gjorde han.

Simon Seiler tog titlen tilbage som en mand med en gammel regning

Hvis BigBoss stod for eksplosiv debutmagi, og Dyrup leverede endnu en brutal rutineafslutning, så kom Simon Seiler med aftenens tungeste fortælling.

For det her handlede ikke bare om en kamp. Det handlede om at tage noget tilbage.

Seiler generobrede titlen med en kamp, der lignede et opgør, han havde ventet længe på. Han gik ind til hovedkampen mod Emmanuel Binyet med den særlige energi, man kun ser hos folk, der har besluttet sig for, at nu skal der ryddes op i fortiden. Han så benhårdt fokuseret ud, allerede da han nærmede sig buret. Ikke overgearet. Ikke hektisk. Bare fuldstændig låst ind på opgaven. Den slags blik, hvor man næsten får lyst til at undskylde for noget, selvom man ikke aner hvad.

Og da døren lukkede, gik han i gang med at arbejde.

Det blev ikke en flashy kamp, hvor der blev kastet rundt med cirkelspark og Instagram-venlige øjeblikke hvert tiende sekund. Det blev noget langt mere værdifuldt: en moden, hård og kontrolleret titelkamp, hvor Seiler satte sig på initiativet og langsomt kvalte mulighederne ud af den franske mester.

Seiler satte tonen med det samme og tvang kampen ind i de positioner, han selv ville have. Han fik Binyet op mod buret, gjorde kampen grim på den gode måde og sørgede for, at franskmanden aldrig rigtigt fik ro til at finde sit game.

Efter et hoftekast fik Binyet dog også lige sendt en solid albue afsted, som mindede Seiler om, at der altså stadig stod en farlig mand på den anden side af buret. Den slags små hilsner hører med til jobbet – og den fortjener franskmanden også respekt for ifølge Seiler.

Seilers pres ser simpelt ud for folk på tribunen, men som er et mareridt at stå i som modstander. Konstant kontakt. Konstant belastning. Konstant følelsen af, at man får nul gratis sekunder.

Binyet forsvarede sig faktisk hæderligt i første runde, og men slap ikke billigt fra den. Men det var også tydeligt, at kampen foregik på Seilers præmisser. Danskeren bestemte tempo, positioner og retning. Og endnu vigtigere: Han lignede en mand, der havde en plan, han stolede fuldstændig på.

Og i anden runde begyndte nettet så for alvor at stramme sig. Seiler fortsatte sit aggressive arbejde, fik fat, tog ryggen og endte i den position, hvor publikum godt vidste, hvad klokken havde slået. Når en fighter som ham først kommer derom, så er det sjældent for at nyde udsigten. Rear naked choke’en kom på, og Binyet måtte klappe ud.

Så var det slut.

Med det resultat var weltervægtstitlen dansk igen.

Det var et stærkt øjeblik. Ikke bare fordi en dansker vandt. Men fordi det føltes fortjent hele vejen ned i kælderen. Seiler havde ikke sneget sig til noget. Han havde ikke fået en heldig åbning ud af ingenting. Han havde bygget sejren med pres, disciplin og ren vilje, indtil den franske champ ikke havde flere svar.

Det hele blev næsten endnu mere charmerende af, at Seiler bagefter ikke stod og solgte en eller anden overdreven sejrsglæde med fyrværkeri i stemmen. Han ville bare hjem og slappe af. Hvilket på en eller anden måde også er det mest hårdkogte, man kan sige, efter at have vundet et bælte tilbage foran et kogende dansk publikum.

Kort om resten af aftenen

Ud over de tre pro-kampe bød MMA Galla 29 også på syv amatørkampe.

Åbningskampen mellem Andreas Gehlert og Malik Umarov udviklede sig til en regulær krig over tre runder og blev senere kåret som Fight of the Night. Gehlert tog til sidst sejren på split decision.

Derudover besejrede Kevin Latchimy danske Daniel Anhøj på TKO i tredje runde, Jakob John vandt en enstemmig dommersejr over Mads Juul Andersen, mens Malthe Reinke stoppede islandske Tryggvi Elí på TKO i anden runde.

Thor Iversen og Boba Bola kæmpede en tæt kamp, der endte i majority draw, mens Arny Akim vandt på point over Daniel Lindén.

Aftenens Finish of the Night gik til Simon Seiler og Mikkel “BigBoss” Iversen, der begge leverede spektakulære afslutninger i buret.

Gik du glip af showet? Så er der allerede MMA Galla 30 den 28. marts i Brøndby Hallen, og vi har et interview med den kvindelige pro-kæmper Mathilde Tegllund klar her.