Sport

Kobe Bryant-biopic på vej – men en helt særlig en af slagsen

Et kig på en særlig tid i sportsikonets liv.

Warner Bros. er i gang med at udvikle en film om Kobe Bryant, og nej – det bliver ikke endnu en standard sportsbiopic med barndom, high school highlights og følelsesladede montager over “Eye of the Tiger”.

Den kommende film hedder With the 8th Pick, og den zoomer ind på én helt specifik og absurd vigtig periode i Kobes liv: de to uger op til NBA-draften i 1996.

Nets kunne ha’ haft ham – og så sagde de nej

Dengang sad New Jersey Nets med det ottende valg i draften og havde øjnene på en 17-årig knægt direkte ud af high school. Jep, Kobe Bryant. Men i stedet for at slå til, begyndte der at opstå tvivl i kulissen. GM John Nash og coach John Calipari var ikke helt enige – og så kom marketingfolkene, de økonomiske realiteter og hele det vanvittige game, der foregår bag NBA’s glitrende facade.

Resultat? Nets gik uden om Kobe – og han røg til Lakers. Resten er ikonisk basketballhistorie.

En sports-thriller med Moneyball vibes

Filmen er skrevet af Alex Sohn og Gavin Johannsen og produceres af Tim og Trevor White – dem der også lavede King Richard. Ifølge folkene bag bliver det mere en “sports-thriller” end en traditionel heltefortælling. Tænk Moneyball eller Air, hvor det handler mere om strategiske beslutninger og konsekvenserne af dem end om dunks og buzzer-beaters.

Det er ikke en film om hele Kobes liv. Det er en film om det øjeblik, hvor hans karriere kunne være gået i en helt anden retning – og hvordan en enkelt beslutning ændrede både hans liv og NBA’s fremtid.

Mamba-mytologi i kulissen

Selvom Kobe ikke nødvendigvis er hovedperson i traditionel forstand, er hans nærvær alligevel centrum for det hele. Hans talent, hans selvtillid og hans ustoppelige Mamba-mentalitet er det, alt drejer sig om. Han var en teenager, der allerede vidste, han var bygget til stjernestatus – spørgsmålet var bare, hvem der turde satse på ham.

Nets turde ikke.

Ingen skuespillere på plads endnu – men forvent hype

Der er endnu ikke annonceret nogen instruktør eller cast, men med Warner Bros. bag rattet og King Richard-holdet ved roret, er det et projekt, der lugter langt væk af biograf- og streaming-succes.

With the 8th Pick bliver ikke bare endnu en hyldestfilm. Det bliver et kig ind i det maskinrum, hvor legender bliver skabt – eller forpasset.