Hvis du har tænkt, at et længere afbræk fra sexlivet måske bare betyder lidt mere fred og ro – så tænk igen. En række eksperter slår nemlig fast, at manglende sex ikke bare påvirker dit humør, men kan have alvorlige konsekvenser for både din fysiske og mentale sundhed.
Mindre sex, mere stress og dårligt humør
Psykiater og specialist i seksuel sundhed, Dr. Sham Singh, fortæller, at afholdenhed uden andre stressventiler kan bygge frustration op, som igen kan forværre angst og irritabilitet. Sex handler nemlig ikke kun om det fysiske – det udløser også endorfiner og oxytocin, hormoner som reducerer stress og giver en følelse af velvære.
Faktisk viste en stor undersøgelse fra 2021, der undersøgte sexlivet hos 4000 personer under COVID-19-pandemien, at de, som havde mere sex, også var mindre tilbøjelige til at opleve angst. Forklaringen? Under sex stiger kroppens endorfin-niveau med op til 200 procent. Det er med andre ord naturens egen beroligende pille.
Din krop mærker det også
Men det stopper ikke ved det mentale. Går du i længere perioder uden sex, kan det give fysiske symptomer som muskelspændinger, koncentrationsbesvær og øget følsomhed overfor berøring. Derudover påvirker det hormonbalancen – særligt niveauerne af testosteron, østrogen og stresshormonet kortisol.
Dr. Singh understreger, at langvarig afholdenhed kan give problemer med både søvn og appetit, og at mange faktisk føler sig mere trætte og uoplagte, fordi de går glip af de afslappende effekter, sex har på kroppen.
Det handler ikke kun om alder
Tror du, det kun er et problem blandt det ældre publikum, så tager du fejl. En britisk undersøgelse har vist, at én ud af fem personer over 18 slet ikke er seksuelt aktive. I aldersgruppen 18-24 er det kun 58 procent af mændene og 68 procent af kvinderne, der har haft sex indenfor de seneste tre uger. Tallene stiger en smule for 25-29-årige, men der er stadig mange, der ikke dyrker sex regelmæssigt.
Selv blandt folk over 75 år er der overraskende mange mænd (49 procent), der stadig er aktive – dog falder tallet til 21 procent for kvinder i samme aldersgruppe.
Kan det virkelig være livsfarligt?
Det lyder måske dramatisk, men en gennemgang af 43 forskellige studier fra 2023 viste, at kvinder mellem 20 og 59 år, som havde sex mindre end én gang om ugen, havde 70 procent større risiko for at dø indenfor fem år – sammenlignet med dem, der havde sex mindst en gang om ugen.
Så selvom det kan lyde som en “clickbait”-overskrift, er der altså noget om snakken: Regelmæssigt sex spiller en langt større rolle for dit velbefindende – både nu og på den lange bane – end mange måske går og tror.