Spil

Magic: The Gathering introducerer ekstremt sjældne ”God Packs” fyldt med rares

Læner sig op af Pokémon-fænomenet.

Der er få ting i samlekortverdenen, der kan matche følelsen af at åbne en booster og opdage, at man tilsyneladende har ramt jackpotten. Wizards of the Coast vil nu skrue gevaldigt op for netop den oplevelse i Magic: The Gathering.

Såkaldte ”God Packs” bliver officielt en del af Magic: The Gathering, og her er der ikke meget plads til kedelige kort. Pakkerne bliver nemlig fyldt med rares og mythic rares samt forskellige særlige varianter.

De bliver samtidig sjældne nok til, at man næppe skal regne med at støde på dem hver fredag aften.

En booster med noget mere gods i

I de nuværende Play Boosters kan man være heldig at finde flere rares og mythic rares i samme pakke. God Packs tager konceptet et pænt stykke videre.

Både Play Boosters og Collector Boosters får mulighed for at være en God Pack.

Ifølge Wizards of the Coast vil cirka én ud af 1.000 Play Boosters være en God Pack. Chancen bliver væsentligt større med Collector Boosters, hvor cirka én ud af 300 pakker rammer den særlige konfiguration.

Indholdet afhænger samtidig af, hvilken type booster man åbner.

En Play Booster God Pack indeholder et særligt ”God Pack celebration card” sammen med ti non-foil rares og mythics. Dertil kommer to non-foil Booster Fun-varianter og yderligere to Booster Fun-kort i foil.

Betegnelsen Booster Fun dækker blandt andet over de mere specielle udgaver af kortene såsom showcase- og borderless-designs.

Collector-versionen bliver sammensat anderledes. Her får man blandt andet et foil-land, tre rares og/eller mythics i foil med almindelig ramme, tre non-foil Booster Fun-varianter og fem Booster Fun-varianter i foil.

Wizards skruer også op for foil-kortene

God Packs bliver ikke den eneste ændring.

Wizards of the Coast vil samtidig øge sandsynligheden for at finde rares og mythic rares i foil på tværs af boosterprodukterne. Målet er ganske enkelt at gøre oplevelsen ved at åbne pakker mere spændende.

Men når noget kommer ind, skal noget andet åbenbart ud.

Play Boosters mister fremover foil commons og uncommons, mens Collector Boosters bliver reduceret til 12 kort. Her fjernes tre pladser, som tidligere var reserveret til foil commons og uncommons.

Wizards argumenterer for, at mange spillere alligevel hurtigt springer disse kort over, når de åbner Collector Boosters. Ved at fjerne dem kan produktionen og selve oplevelsen i højere grad koncentreres omkring de kort, som samlere typisk bliver mest begejstrede for.

Det kan dog potentielt få konsekvenser. Commons og især uncommons kan sagtens udvikle sig til eftertragtede kort, hvis de bliver vigtige i konkurrencedygtige decks. Færre eksemplarer i omløb kan derfor påvirke tilgængeligheden af bestemte kort.

Magic-boosteren har ændret sig markant

Magic: The Gathering har eksisteret siden 1993, og boosterpakken har været en central del af spillet næsten lige så længe.

Konceptet har dog ændret sig betydeligt gennem årene. Wizards har blandt andet eksperimenteret med Draft Boosters, Set Boosters og Collector Boosters, inden Play Boosters blev introduceret som en løsning, der samlede flere af de tidligere boosterformater.

Collector Boosters har imens udviklet sig til premiumproduktet for spillere og samlere, der jagter alternative illustrationer, specielle rammer, foil-kort og andre sjældne varianter.

God Packs bygger videre på den moderne del af Magic, hvor selve boosteråbningen i højere grad også fungerer som en samleroplevelse.

Idéen om en ekstremt heldig booster er heller ikke fremmed inden for samlekort. Begrebet ”God Pack” har længe været brugt blandt samlere om usædvanligt værdifulde pakker i forskellige TCG’er. Forskellen er, at Wizards nu gør konceptet til en officiel og planlagt del af Magic: The Gathering.

Ændringerne begynder med Nauctis: The Sunken Realm

Den nye struktur bliver introduceret med Nauctis: The Sunken Realm.

Herfra vil God Packs og de øvrige boosterændringer fortsætte i kommende Magic-sæt, der foregår i spillets eget univers.

Universes Beyond-serien følger ikke umiddelbart efter. De crossover-baserede Magic-udgivelser, hvor spillet møder andre kendte universer og franchises, får først den nye boosterstruktur fra 2028.

Det betyder altså, at der fremover kommer endnu en grund til lige at kigge en ekstra gang på indholdet, når folien bliver flået af en booster. Chancen for en Play Booster fyldt med rares og mythics er ganske vist omkring én til tusind – men det er trods alt svært ikke lige at tænke ”måske denne gang”, når pakken først ligger i hånden.