Der er to typer mennesker, når vinen bliver skænket: Dem der siger “uh, den har en lækker næse”, og dem der forsøger at nikke indforstået og bare håber ingen spørger dem, hvad de selv synes. Hvis du er den sidste, så er du ikke alene – men du kan faktisk lære at spille med uden at ligne en amatør eller lyde som en karikeret vinkender fra en dårlig film.
Det kræver ikke en sommelier-uddannelse. Bare et par hurtige tricks og et minimum af selvtillid.
Drop alt om “årgang” og “bouquet”
Det første du skal vide er, at du ikke behøver kunne kende forskel på 2018 og 2019 fra Rhône-dalen. Det gør de færreste. Og ord som “bouquet”, “terroir” og “garrique” er som regel bare røgslør. I stedet: Hold dig til basics. Er vinen frisk? Kraftig? Frugtig? Sur? Tør? Hvis du kan sætte to af de ord på det du smager, er du allerede foran 90% af folk, der bare gentager hvad etiketten siger.
Det handler ikke om at smage alt – bare noget
Når folk siger de kan smage “solbær, blyant og læder”, så er det 80% selvsuggestion. Det vigtigste er ikke at ramme det rigtige svar – der er ikke noget facit. Det vigtige er, at du kan sige noget overhovedet. Prøv: “Den smager lidt af mørke bær”, “den har ret høj syre”, “den føles tør i munden”. Du behøver ikke nævne ribs fra mormors have i 1996. Hold det simpelt.
Kig, snus, smag – i den rækkefølge
- Kig: Er den lys eller mørk? Klar eller grumset? Det giver et hint om typen.
- Snus: Tag et par korte snif – du behøver ikke stikke hele næsen i glasset. Prøv at fange noget. Frugt? Træ? Et eller andet?
- Smag: Tag en slurk. Lad det rulle lidt rundt i munden. Træk evt. lidt luft ind – det gør dig ikke til en idiot, bare lidt mere erfaren.
Brug ord der ikke får dig til at lyde som en snob
Drop “vibrant syrestruktur” og “elegant tanninprofil”. Prøv med:
- “Den er meget frugtig, ik?”
- “Den her kunne godt gå til noget mad med lidt fedme.”
- “Det er ikke min stil, men jeg kan godt se hvad folk kan lide.”
Disse sætninger redder dig i 9 ud af 10 samtaler.
Bonus: Hvad du altid kan sige, hvis du er helt lost
- “Jeg er stadig ved at lære det, men den her er interessant.”
- “Hvad siger du selv – hvad fanger du i den?”
- “Jeg kan bedst lide vin der er lidt mere rund/let/krydret.”
Ingen griner af en, der indrømmer de er i gang med at lære – især ikke, hvis du siger det med ro i stemmen.
Læs også: