Mad

Stegning for begyndere: Sådan undgår du sort bøf og rød kylling

Nemt og idiotsikkert.

Du har sikkert prøvet det. En bøf, der ser flot ud på ydersiden, men er grå som kontorlampe indeni. Eller kylling, der er sprød udenpå og lyserød med salmonella-potentiale i midten. Stegning er en kunst – men det behøver ikke være svært.

Her får du en no-bullshit-guide til, hvordan du styrer panden, så du slipper for tørt kød, ubehagelige overraskelser og mad, der smager af panik og brændt olie.

1. Varm din pande op som en voksen

Det første fejltrin mange begår: maden ryger på en halvlunken pande. Du skal have god varme på, før du smider noget på. Varm panden op i 2-3 minutter – gerne med en smule olie allerede i – og test ved at dryppe lidt vand på. Hvis det danser? Så er du klar.

Bonuspoint: Brug en pande med lidt tyngde i bunden – tynde teflonhelveder fra discountbutikker brænder hurtigere end en dårlig date.

2. Tag kødet ud af køleskabet i god tid

Hvis du smider iskold kød direkte på en varm pande, trækker det sammen og steger ujævnt. Resultatet? Rå midte, brændt skorpe. Tag kødet ud 20-30 minutter før stegning. Det giver bedre stegeskorpe og mere saftigt resultat.

3. Salt og peber – ikke 12 slags rub

Du kan altid eksperimentere senere. Start simpelt. Salt og peber før stegning – og gerne lidt olie på kødet, ikke i panden (hvis du vil være ekstra chef). Har du kylling? Gnid det ind i lidt olie, citron og hvidløgspulver. Det behøver ikke være avanceret.

4. Rør ikke ved det hele tiden!

Det her gælder især bøf og kyllingebryst. Når du lægger det på panden, så lad det være i fred. Vend én gang – max to. Du skal ikke stå og skubbe, mase og flippe det hvert 20. sekund. Det er ikke pandekager.

5. Tider (nogenlunde) at gå efter:

  • Oksebøf (2-3 cm tykkelse):
    Medium-rare: 2-3 minutter pr. side på varm pande
    Medium: 3-4 minutter pr. side
    Well-done (men hvorfor?): 5-6 minutter og lidt lavere varme
  • Kyllingebryst:
    4-5 minutter pr. side, derefter evt. 2-3 minutter i lavere varme eller låg på. Skær i det og tjek – det skal være hvidt hele vejen igennem. Ingen pink surprise.

6. Lad kødet hvile – ja, det er værd at vente

Det virker fjollet at vente 5 minutter, når maden er klar, men tro os: det betyder, at kødet ikke smider alt sin saft ud, når du skærer i det. Læg det på en tallerken med lidt stanniol over og nyd duften imens. Det er værd at holde igen i 300 sekunder.

7. Og brug ikke høj varme hele tiden

Stegning handler om kontrol, ikke fuld knald på varmen. Start højt for at få farve, og skru så ned for at lade det færdiggøre i ro og mag. Det er lidt som at forføre nogen – du starter med varme, men slutter med finesse.