Casper Christensen erobrer Norge i ny satireserie
Ny satireserie i vores norske nabolag!
Casper Christensen har været på en mission.
Han skal erobre Norge. Det sker i en ny mockumentary, hvor han illustrerer danskernes desperate forsøg på at blive berømt hos vores norske naboer.
Serien handler om Caspers forsøg på at opnå berømmelse udenfor det danske kongerige, efter at danskerne efterhånden er blevet godt trætte af at høre om komikerens mange eskapader og skandaler.
Ikke en ny Klovn
Ifølge Casper selv er serien ikke en ny "Klovn", men har sin egen fortælling, hvor det er lykkedes at få mange norske berømtheder med på Caspers eventyr i nabolandet.
– Det bliver langt vildere, mere dokumentarisk, og i modsætning til Klovn, hvor hver episode er en historie, kommer historien til at strække sig over hele sæsonen, siger Casper Christensen.
Optagelserne blev afsluttet i november og serien forventes at få premiere senere i 2019. Blandt de øvrige skuespillere, der er med i serien, er der fra nordmændenes side et velkendt persongalleri, som består af både verdensmestre, etablerede skuespillere og profilerede forretningsmænd på castlisten.
Serien er skrevet af Casper Christensen og produceret af The Bunch og Kasper Colding for Viaplay og TV3. Casper Erobrer Norge kommer til at bestå af otte episoder á 22 minutter.
Serien forventes at få premiere på TV3 og Viaplay i 2019.