En ægte "cockblocker": Her er kondomautomaten der stopper dit knald
Nu skal du overbevise din lokale kondomautomat om, at du er i stand til at have sex
Alkometeret har længe været brugt hos politiet for at fange diverse fulderikker i trafikken. Du kan sågar få installeret et alkometer i din bil, så du ikke kan starte bilen med alkohol i blodet. Eller få en i nøgleringen til skæg og ballade. Teknologien er nu fløjet direkte ind på din lokale bar - nærmere bestemt herretoilettet.
Den nye kondomautomat hedder "Johnny Be Good", og har et indbygget alkometer. Automaten vil altså ikke spytte badehætten ud, hvis du står i en ti hestes brandert.
Vi regner med, at idéen om ingen kondomer, skulle være lig med ingen sex. Hvilket skulle resultere i færre uventede graviditeter. Hvornår at ingen kondomer, har stoppet fulde mennesker fra at have sex, ved vi ikke.
For at få fat i kondomet, puster du ind i et rør. Herefter giver automaten dig en bedømmelse. Enten får du "giv gas!", eller den lidt mindre ophidsende, "du er ude".
Har du lige bestilt den 12. rom og cola, er der altså ingen kondomer til dig.
Ifølge det engelske medie Metro, viser undersøgelser, at du på en gennemsnitlig date indtager tre drinks - det kommer vist an på mange ting.
Kondomer er nok lidt ligesom julegaver.
Det er tanken, der tæller.