Magasinet M!

Her får du Danmarks dyreste pizza - koster 8.000 kroner

Faktisk påstår ejeren, at det er verdens dyreste!

Hvis du skulle betale 8.000 kroner for en pizza, ville du nok også forvente, at den var belagt med guld. Det er dog ikke helt tilfældet hos Pizza Cosa Mia, der ligger i Kronprinsensgade i Esbjerg. Men 8.000 kroner er i hvert fald prisen på pizzeriaets dyreste pizza, som den 58-årige ejer Orazio Rashti selv kalder for "verdens dyreste pizza".

Det skriver finans.dk

ANNONCE
Google Earth screendump - Her får du Danmarks dyreste pizza - koster 8.000 kroner Google Earth screendump

Men hvad får du så for de 8.000 kroner, der i øvrigt skal betales kontant, da Pizza Cosa Mia ikke tager imod dankort? Jo, pizzaen består af mere end 30 ingredienser og over seks slags whisky og likører, der ifølge menukort bruges til at flambere pizzaen med. Men det er ikke en pizza, du bare lige vælger at købe en tømmermændsramt søndag - den skal nemlig bestilles minimum otte uger forinden, og du skal selv afhente den. Yderligere bliver der lavet tre af den samme slags, hvor den bedste bliver udleveret til kunden. Og du kan stadig nå at blive den første til at bestille sådan en fætter.

- Jeg har aldrig solgt den, men det er ikke nogen joke, at den er på menukortet, siger Orazio Rashti til finans.dk.

Skulle du få lyst til den dyre pizza, er det dog samtidig lidt af et sats. For på Pizza Cosa Mias hjemmeside står der nemlig:

- FULD TILFREDSHED ELLER PENGENE ER SPILDT.

Du kan selvfølgelig også få pizzaer til en lidt mere normal pris - dog stadig i den dyre ende - da pizzaerne starter på 80 kroner. De fås i fire forskellige størrelse, hvor af den største mætter 3-4 personer.

ANNONCE

Grunden til, at pizzaerne er så dyre, er, at Rashti kun sælger pizzaer. Pizzaer af ekstra god kvalitet, forsikrer han om.

- Jeg vil hellere lave én ting godt end mange ting dårligt, siger han og fortsætter:

- Kunderne skal have det godt. Og når jeg vil gøre det på den måde, er det nødt til at være dyrere.

Han fortæller, at den dyreste pizza, han nogensinde har solgt, var en pizza fyldt med pasta penne, tortelloni og flamberet bacon, der kostede 500 kroner.

Men at kalde 8.000-kroners-pizzaen for verdens dyreste er dog ikke helt rigtigt. Ifølge Metro tilfalder den ære nemlig Industry Kitchen i New York. Her serveres en pizza til næsten 14.000 kroner, som er dækket af guldflager (dér var guldet), kaviar, foie gras og trøfler. Vi er dog ikke i tvivl om, at Orazio Rashtis pizza er Danmarks dyreste.

ANNONCE
Del

Seneste nyt