Magasinet M!

Danmarks største MMA-fightere klar til Cage Warriors

Lørdag den 9. marts 2019 er en stor aften for dansk MMA. Det bliver nemlig det største MMA-stævne på dansk jord nogensinde, når Cage Warriors 103 løber af stablen

Fightere kommer i mange former og størrelser. De findes i alle sportsgrene, og defineres ud fra det enkle princip - in it, to win it. 

Mentaliteten med at give sig selv fuldt ud og bogstaveligt talt smide blod, sved og tårer i hele forløbet og aldrig give op. Hvordan man så kommer fra træningscentret til trofæet er lige så forskelligt som de enkelte sportsgrene. 

Vi har mødt de fire danske MMA talenter, Nicolas Dalby, Søren Bak, Mads Burnell og Mark O. Madsen inden det store stævne i aften: Cage Warriors.

ANNONCE
Foto: Lars E. Andreasen - Danmarks største MMA-fightere klar til Cage Warriors Foto: Lars E. Andreasen

Søren Bak, The True Viking, 26 år, verdensmester i letvægt-klassen

Han startede med brydning allerede som 6-årig, hvor hans onkel og hans fætre var på et højt niveau. Da han endelig var gammel nok til, at tage til turneringer, vandt han to successfulde fights og gik som 19-årig professionel som MMA-fighter. 

"I mine unge dage nød jeg at lægge mine venner ned i frikvarteret for sjov - en disciplin, som mest af alt blomstrede fra mine venners fascination af at se, hvor mange mennesker jeg kunne ligge ned på én gang"

"Målet er at gå i samme fodspor som Conor McGregor, som i samme aldersperiode nappede to titler i to forskellige vægtklasser i Cage Warriors"

"På trods af hård træning og skarp diæt om til kampene, så handler det om at holde sig i ro, både mentalt og fysisk. For mig handler det om at destillere alt - spænding, nervøsitet, energi og alt andet, så det er koncentreret og klar til, når jeg træder ind i ringen"

"Nogle skal geares flere timer inden kampen for at komme i noget, der ligner ‘beastmode’, men ikke mig. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at holde mig i ro. Meditation, åndedrætsøvelser og rolige taktikker. Der eksisterer ikke andet i øjeblikket, end det mig og min træner har kæmpet for" 

"Det handler ikke om at være den bedste teknikker eller den mest højtråbende showman. Det handler om at have hjertet med, om viljestyrke, beslutninger og overlevelsesinstinkter. Du kan sagtens vinde over en, som er teknisk bedre end dig, så længe du har en større viljestyrke"

"Min vildeste oplevelse i forbindelse med MMA var min sidste titelkamp mod engelske Paddy Pimblett. Jeg mødte ham på hans hjemmebane i Liverpool, og det første 30 sekunder fik fint, men så gik det galt. Jeg bliver lagt ned, og fanges af den famøse ´rear naked choke´. Jeg mærker det hele - der er intet at gøre. Fuck!"

ANNONCE
Foto: Lars E. Andreasen - Danmarks største MMA-fightere klar til Cage Warriors Foto: Lars E. Andreasen

Mads Burnell, 24 år, tidligere UFC fighter

Fighterånden har gennemsyret generationerne hos familien Burnell fra husum, hvor både faren og farfaren var brydere - farfaren repræsenterede Danmark ved VM i brydning tilbage i 1954. Han selv begyndte allerede som 6-årig med brydning. I 2018 fik han en kontrakt hos Cage Warriors, og vandt sin første kamp i november 2018.

"Alt begynder forskelligt, men god stædighed og en træner, som kan tackle stædigheden, det er første skridt mod storhed"

"Jeg har ingen forventninger til mine kampe. En slåskamp er en slåskamp. Jeg tager det som det kommer, og lever efter princippet, at det hele nok skal gå i sidste ende. Uanset om jeg vinder, får en på skallen eller direkte bliver savet midt over, så elsker min mor og far mig stadig"

"Jeg giver ikke en fuck for overtro. Min har har altid sagt: hvis du eksempelvis skal have din gule sok på højre fod - hvad gør du så, når den sok går i stykker? Der skal ikke være så meget pis omkring kampen. Som sagt - et slagsmål er et slagsmål"

"Beastmode er ikke noget, som jeg stiler efter. For mig handler det om, at man går ind i ringen, som var det alle andre kampe. Det er ikke en knap, man kan tænde for - du skal være den, du er"

"Boksning er en af de få sportsgrene, hvor sporten er blevet dårligere med tiden. I 30-40´erne var boksehandskerne nærmest på størrelse med MMA-handsker. Så paraderne og teknikkerne blev brugt mere aktivt. idag er handsker så store, at de kan dække hele ansigtet"

"Det virker mere som om, at danske piger elsker mappedyr og dem, som er mere feminine end dem selv. Det er lidt op ad bakke. Der er lidt for mange Christopher-nudelhår elskere derude"

"Alfa omega er ikke at overtræne. Selvom det lyder absurd, så træner jeg en smule mindre, når jeg har en kamp på programmet. Her skal jeg for alt i verden undgå overtræningssporet"

"Jeg kunne aldrig finde på at opføre mig med mudderkast, som fx Conor McGregor gør. Det handler om, at man gør sit arbejde ordentligt. Jeg skal kunne stå inde for mig selv"

ANNONCE
Foto: Lars E. Andreasen - Danmarks største MMA-fightere klar til Cage Warriors Foto: Lars E. Andreasen

Nicolas Dalby, Sharpshooter, 34 år, tidligere UFC fighter

Dalbys historie som fighter begyndte lidt anderledes end andre, hvor interessen til kampsport måske blev udløst af en decideret interesse. For Dalby var det en nødvendighed. I 10. klasse oplevede han mobning, som oftest blev fysisk. Han var aldrig god til konfrontationer, og begyndte at tænke, at han skulle lære at forsvare sig selv - derfor begyndte han til karate. 

"Jeg har i alt 16 wins og 3 nederlag på mit CV. Men, fysikken og mentaliteten spiller, og jeg har en større lyst end nogensinde. Jeg håber på i hvert fald seks år mere i ringen, til jeg er omkring 40 år"

"Jeg er aldrig blevet knockoutet i hele min karriere"

"Nu er jeg forlovet, men da jeg var single, var MMA aldrig en icebreaker, der blev brugt som scorereplik. Når det så er sagt, så var folk alligevel lidt betaget, hvis det kom på tale. Der er ingen damer i MMA, men du kan komme ind alle steder, fordi dørmanden kender dig"

"Jeg har for nylig haft to ugers benhård træning på Island med Conor McGregors coach. Det er faktisk lidt sjovt. Man glemmer alt omkring én. Det gik først op for mig ved min sidste kamp, at det faktisk var en titelkamp, da jeg fik bæltet om maven"

"Når jeg kører ud til arenaen, så kommer jeg langsomt i fightmode. Når jeg så får snøret mine handsker, så bliver jeg for alvor klar"

"Min specialitet? Et skinneben direkte i ansigtet"

"Min vildeste oplevelse i ringen var for fem år siden, da jeg vandt min første Cage Warrior-titel. Hele kombinationen af hjemmebane, usikkerheden op til kampen mod en modstander, som kom i spil i sidste øjeblik og hele presset - sammen med sejren gik det hele op i en højere enhed"

"Alt kan ske i MMA. Jeg forbereder mig på alt"

ANNONCE
Foto: Lars E. Andreasen - Danmarks største MMA-fightere klar til Cage Warriors Foto: Lars E. Andreasen

Mark O. Madsen, The Olympian, 34 år, OL-medaljevinder i brydning

Han har været en bryder, siden han var 6 år og har brugt mange år på at blive den bedste version af sig selv - i første omgang var brydningen i højsædet, og Mark blev den første professionelle bryder herhjemme i Danmark. Han har indtil videre vundet seks gange som MMA-kæmper, og arbejder hele tiden på, at blive en bedre version af sig selv.

"Det handler ikke så meget om at være en konkret fighter - enten er du, eller også er du ikke. Jeg ser mig selv som en atlet. Det er mit håndværk"

"Jeg er ikke bleg for at få mine hænder beskidte, når der er en drøm, jeg vil have til at gå i opfyldelse. Tingene kommer ikke af sig selv. Jeg har puklet for at få det hele på benene - alt fra at sætte stolene rigtigt til eventet og hænge plakater op til at præstere i ringen. Jeg finder drivkraften i fighter-miljøet"

"Min specialitet er fokus. Det er en vanvittig situation i ringen. Men, jeg forstår opgaven og tackler situationen. Jeg lader mig ikke slå ud"

"Jeg er god til at eksplodere i momenter inde i ringen. Nu skal jeg bare lære at disponere eksplosionerne, når man potentielt kan få en kamp på 25 minutter"

"Der er lige kommet en ny dokumentar på Viaplay, som fortæller om vores rejse. Den hedder The Olympian og viser vores rejse fra det øjeblik, jeg stoppede brydning og påbegyndte målet til UFC - råt for usødet. Det er vigtigt for mig at have alt planlagt ned til sidste detalje på kampdagen"

"Ingen skal sige, jeg er for gammel til det her. Jeg er ikke et talent, jeg er en arbejdshest"

"Det kommer i sidste ende ud på, at hvis man skiller showet fra kampen, så er det reelt set bare en kamp. Og i princippet er det den samme opgave, jeg løser hverdag. Det handler om fokus"

"Jeg skal møde den franske Thibaud Larchet, som har haft 10 år i branchen, mens jeg ‘blot’ har haft 12 måneder på fuld skrald. Men, jeg har en plan. Vi må bare se, hvem der rammer først"

ANNONCE
Her kan du se kampene:

Følg MMA-stævnet, Cage Warriors 103 direkte på TV3+ og Viaplay lørdag den 9. marts fra kl. 18.30. Se undercard direkte på TV3 Sport fra 18.30

Vært: Joachim Boldsen

Del

Seneste nyt