Sådan scorer du med mad
Vil du gerne imponere din date, første gang I mødes, kan det gøres ganske simpelt. Du inviterer hende simpelthen på hjemmelavet mad.
Det er vigtigt at gøre et godt førstehåndsindtryk. Sådan lyder det fra 18-årige Celine Lærke Hansen, der står bag den nye kogebog, der hedder noget så simpelt som Scorekogebogen, udgivet gennem Turbineforlaget.
- Der er mange unge derude i dag, som har rigtig meget at byde på, men hvad mange datere desværre ikke ved er, at daten ikke har en chance, hvis den foregår på en overfyldt café eller en støjfyldt cocktailbar. Alle dates ligner hinanden, hvilket betyder, at alle datere også kommer til at ligne hinanden. Man er nødt til at spørge sig selv, "Hvordan kan jeg skille mig ud?" Mit svar er simpelt: Inviter på hjemmelavet mad!", lyder det fra Celine Lærke Hansen (på billedet nedunder).
Derfor har den unge forfatter skrevet en hel bog med lækre retter, du kan imponere din date med. En bog, som kan købes her. Vi har sakset fire lækre retter fra bogen til at starte med, som du kan se herunder.
Udover det vil Celine fremover levere en scoreret om måneden.
Frokosten: Sandwich
Hvis du inviterer hende på frokost ude i det grønne, kan hjemmelavet sandwich faktisk godt være et hit. Især, hvis du laver den som denne:
Ingredienser til to sandwiches:
- 4 skiver af dit yndlingsbrød
- Sommerkåldip (den kan du sagtens købe ved din lokale deli)
- En lille håndfuld rucola
- ½ rødløg
- 1-2 gulerødder
Sådan gør du:
Skræl og hak løg og gulerødder i tynde skiver. Smør et tyndt lag sommerkåldip på brødskiverne. Top med snittede grøntsager og rucola. Læg brødskiverne sammen to og to, og skær dem på skrå, hvis de skal serveres som trekantsandwich. Og så tager det kun 10 minutter.
Forretten: Vegetarisk Carpaccio
Når så I ender hjemme ved dig, vil en lækker forret at starte med være en omgang vegetarisk carpaccio.
Ingredienser til to portioner:
- 1-2 rødbeder (afhængigt af størrelsen)
- ½ dl pinjekerner
- ½ dl feta eller salattern
- En lille håndfuld rucola
- Et lille bundt brøndkarse eller basilikum
Sådan gør du:
Skræl rødbederne, og skær dem herefter papirtynde på et mandolinjern. Rist pinjekernerne på en tør pande i 2-3 minutter, til de er gyldne. Hak brøndkarsen fint. Anret rødbedestykkerne på en tallerken i en flot cirkel, og top med hakket brøndkarse, ristede pinjekerner, smuldrede salattern og lidt rucola. Tilberedningstid: 10 minutter.
Hovedretten: Brombærsalat og fyldte portobellosvampe med soltørrede tomater
Det kan godt være, du er mere til en god, saftig, rød bøf, men her er det din date, der kommer i første række. Derfor er det her en lækker kombination af lækre ting fra naturen.
Ingredienser til fyldte portobellosvampe med soltørrede tomater:
- 2 portobellosvampe
- 1 dl quinoa
- ½ dl soltørrede tomater
- ½ pakke frisk mozzarella
- Et lille bundt basilikum
- Topping: Balsamico
Sådan gør du:
Forvarm ovnen til 200 grader. Tilbered quinoaen som anvist på pakken. Skær mozzarellaen i tynde skiver, og hak basilikummen fint. Vend den kogte quinoa i en skål med mozzarella, basilikum og soltørrede tomater. Vend portobellosvampene i lidt olivenolie, salt og peber, og fyld dem med quinoa-blandingen. Varm portobellosvampene i ovne i 5-10 minutter, til mozzarellaen begynder at smelte. Serveres lune med balsamico. Tilberedningstid: 25 minutter.
Ingredienser til brombærsalaten:
- 50 g valnødder
- 1 spsk. Brun farin
- 2 tsk. Smør
- 1 æble
- ½ rødløg
- 100 g friske brombær
- ½ dl feta eller salattern
- Et par håndfulde rucola
Sådan gør du:
Snit æblet og rødløget i tynde skiver. Smelt smør og brun farin på en middelvarm pande. Kom valnødderne på panden, når det begynder at simre, og rist dem gyldne. Server rucolaen i skåle toppet med skiver af æble og rødløg, friske brombær, smuldrede salattern og karameliserede valnødder. Tilberedningstid: 10 minutter.
Morgenmaden: Hjemmelavet mysli
Så burde det næsten give sig selv, at hun bliver og overnatter (i hvert fald hvis kemien mellem jer er god). Derfor skal hun selvfølgelig også have morgenmad dagen derpå. Og piger elsker mysli. Især hvis den er hjemmelavet. Myslien her kan med fordel laves på forhånd.
Ingredienser til 1 kg:
- 2 dl havregryn
- 2 dl solsikkekerner
- 2 dl mandler
- 1 dl brun farin
- 4 spsk. Honning
- 4 spsk. Hørfrø
- 1 dl tørrede tranebær
- 1 dl æblechips (smut ned, og køb den i dit lokale supermarked)
Sådan gør du:
Forvarm ovnen til 175 grader. Fordel de hakkede mandler, havregryn og solsikkefrø på et stykke bagepapir. Kom brun farin og honning i en skål, og smelt blandingen i mikroovnen i ca. 30. Sekunder. Hæld siruppen over havregrynsblandingen. Kom gerne lidt ekstra honning på i de hjørner, der ikke er dækket. Vend myslien et par gange, mens den bager sig gylden i 15-20 minutter. Lad myslien køle af på bagepapiret. Tilsæt herefter hørfrø, tørrede tranebær og knuste æblechips. Tilberedningstid: 25 minutter.