Der findes møbler, der lige giver stuen lidt ekstra karakter. Og så findes der møbler, der får det til at ligne, at man har parkeret en klassisk Porsche 911 midt i dagligstuen.
Det er nogenlunde idéen bag P01 Classic Sofa fra Arkadia-Life, som har skabt en ret opsigtsvækkende blanding af luksusmøbel, sportsvogn og hjemmeunderholdning. Her får du nemlig ikke bare en lænestol med et bildesign. Du får også køleskab, surroundlyd, trådløs opladning og skjulte opbevaringsrum.
Prisen starter ved 30.000 dollars, hvilket svarer til omkring 190.000 kroner. Så det er nok ikke lige den, man spontant smider i indkøbskurven under en tur i IKEA.
En klassisk Porsche 911 som møbel
Selvom Arkadia-Life ikke direkte kalder møblet for en Porsche-sofa, er det ret tydeligt, hvor inspirationen kommer fra.
Designet trækker på de klassiske GT-sportsvogne fra 1960’erne, og især den første generation af Porsche 911 springer i øjnene.
De karakteristiske runde forlygter, de små orange blinklys, de forkromede kofangere og de dobbelte udstødningsrør er alle med til at give sofaen et udtryk, der kunne være hentet direkte fra en gammel sportsvogn.
Selv farvepaletten har klare referencer til Porsche-universet.
Som standard kan P01 Classic Sofa leveres i GT Silver og Jet Green, mens farver som Miami Blue, Crayon og Speed Yellow koster ekstra.
Selve sædet er beklædt med læder fra kohud og har klassiske, lodrette syninger, der minder om sæderne i ældre sportsvogne. Der er otte forskellige læderfarver at vælge mellem.
Og selvom producenten kalder den en sofa, er der altså kun plads til én person.
Læs også:
Køleskab under motorhjelmen og hemmelige rum i skærmene
Det er dog først, når man begynder at åbne de forskellige dele af møblet, at P01 Classic Sofa for alvor bliver interessant.
Bagenden kan nemlig åbnes præcis som motorhjelmen på en klassisk sportsvogn, og her gemmer der sig hele syv forskellige opbevaringsrum.
Et af dem indeholder et indbygget køleskab, mens andre giver plads til vinflasker, drikkevarer og småting.
Der er også justerbare kopholdere og en trådløs oplader til telefonen.
Som en ekstra detalje kan de bagerste skærme åbnes og afsløre små skuffer, der er designet til eksempelvis armbåndsure og modelbiler.
Det er med andre ord et møbel, der nærmest er skræddersyet til bilentusiasten, som allerede har et par fine ure og en samling miniature-Porscher stående.
13 højttalere og betjening med bank på karrosseriet
Arkadia-Life har heller ikke sparet på elektronikken.
Indbygget i karrosseriet finder man et SENSONUM-lydsystem fra Storbritannien, som består af 13 højttalere, en subwoofer og en dedikeret forstærker.
Systemet understøtter Bluetooth og kan justeres gennem en app, så man kan tilpasse lyden efter rummets størrelse og personlige præferencer.
Derudover har sofaen flerfarvet stemningsbelysning under siderne, som giver den et næsten svævende udtryk, når lyset i stuen dæmpes.
En af de mere specielle funktioner er dog betjeningen.
I stedet for traditionelle knapper har Arkadia-Life indbygget fem berøringsområder, der registrerer små bank på karrosseriet.
På den måde kan forskellige funktioner aktiveres ved ganske enkelt at banke på møblet.
Det samlede elektriske system er opgivet til 500 watt.
220 kilo luksus med mulighed for personlig nummerplade
Der er også lagt en del arbejde i selve konstruktionen.
Ifølge Arkadia-Life består P01 Classic Sofa af hundredvis af præcisionsfremstillede komponenter, og producenten sammenligner selv detaljegraden med den, man finder inden for eksklusiv urproduktion.
Møblet vejer omkring 220 kilo, så det er ikke ligefrem noget, man flytter rundt på, hver gang stuen skal indrettes på ny.
Til gengæld er der rig mulighed for at gøre eksemplaret personligt.
Køberne kan vælge mellem ni forskellige lakfarver, sammensætte læderindtrækket og få monteret en specialgraveret plade, der ligner en nummerplade.
Arkadia-Life har showroom i Shanghai og fremhæver italiensk håndværk som en central del af produktionen.
P01 Classic Sofa kan allerede bestilles gennem producentens hjemmeside, hvor prisen starter ved 30.000 dollars. Den endelige pris afhænger af de valgte tilpasninger, og interesserede købere skal indhente et tilbud direkte hos Arkadia-Life.
Man må dog selv sørge for at fylde køleskabet, inden man sætter sig til rette.
Læs også: