Magasinet M!

Træt af Tinder? Her er 7 danske og udenlandske alternativer

Trænger swipe fingeren til en pause?

Datingkulturen i Danmark i dag er i høj grad baseret på apps. Det er nemmere og mindre grænseoverskridende end at opsøge folk i virkeligheden, men sommetider er det altså også lidt kedeligt.

Uanset om du selv har en vældig trænet swipe finger, eller om du blot har kigget med over skulderen hos din single ven, så kender vi alle Tinder. Swipe, match, skriv – og enten mødes man, eller også dør den efter ”hej, du ser da sød ud, hvad laver du til hverdag?”-beskeden.

Sommetider kunne man godt tænke sig, at der kunne ske lidt andet. Og det gør der også! Bare ikke i Danmark.. Men som vi alle sammen ved, starter tingene over there lidt før, de kommer til Danmark, så mon ikke vi før eller siden også får disse apps at se i Danmark? Indtil da kan du i hvert fald her få et overblik over, hvad du går glip af + to, som rent faktisk kan bruges i Danmark lige nu!

Instagram

Okay okay, jeg ved godt, at Instagram officielt set er et socialt medie med det formål at dele billeder, men come on.. det er jo faktisk den perfekte dating profil – og sådan bliver app’en også ofte brugt. Der er tonsvis af billeder af vedkommendes ansigt – og til tider – krop. Du viser dine interesser. Om du er en del af #fitfam, eller om du mere er en Aperol o’clock type. Hvem dine venner er. Om du har en hund. Alle de vigtige ting i livet. Og med Instagram stories kan du faktisk få et ret godt indblik i, hvem folk er – og så slide into your DMs..

Bumble

Bumble er faktisk allerede i Danmark, og hvis du er træt af altid at skulle skrive først, er det måske denne app, du skal prøve lykken med. Pointen er nemlig, at det kun er kvinder, der kan starte en samtale, efter en mand og en kvinde har matchet. Meget tyder dog på, at samtalerne udebliver, da kvinder åbenbart ikke er helt så opsøgende på dette punkt. Jeg beklager på mit køns vegne, men der er nok noget om det..

Coffee meets bagel

Hvis du trænger til et modspil til Tinders 100 daglige matches og ligegyldige beskeder, er denne app måske noget for dig. Med denne app får du kun ét match om dagen baseret på dine indtastede præferencer. Derefter har du 24 timer til at beslutte, om du vil reagere på det eller ej. Ret fedt, hvis man finder det første og det bedste, hvis ikke? Så kan du komme til at vente ret længe..

Clikd

Hvis du er træt af det evige swiperi, så kan det være, du skal håbe på, at Clikd kommer til Danmark. Her laver man nemlig forskellige ”tests” for potentielle dates, og hvis begge består hinandens tests, har man et match.

Fuck Marry Kill

Redaktionens personlige favorit. Her skal du simpelthen rangere tre potentielle dates på en gang, alt efter hvem du vil, som titlen antyder, have sex med, gifte dig med eller dræbe. Det er ikke sikkert, du finder kærligheden på denne app, men det virker altså ret sjovt – og hvis heldet skulle være med dig, så er det altså en ret fed historie at kunne fortælle til jeres bryllup: ”Ja, jeg havde jo egentlig først tænkt, jeg gerne ville slå Bente ihjel…”

Now

Noget af det værste ved Tinder er, at det kan være ret tidskrævende. Man skal ofte igennem en lang række spørgsmål og nærmest vide, hvad ens tantes søsters datter laver, førend man kan aftale at mødes. Sådan er det ikke med Now. Som titlen indikerer, handler det nemlig om at handle med det samme. Her kan du nemlig kun komme i kontakt med folk, der er online samtidig som dig, så I kan aftale at mødes med det samme. Så må vi bare håbe, du ikke mister forbindelsen, før du har fået hende den sødes nummer.

Tastebuds

Modsætninger mødes.. eller hvad? Hvis du vil være sikker på ikke at være tvangsindlagt til Taylor Swift, når du skal besøge din date, så er det måske Tastebuds du skal bruge – her matcher man nemlig med folk baseret på musiksmag, hvilket kan være meget brugbart, hvis du vil være sikker på ikke at indlede et langt liv med Hansi Hinterseer.

ANNONCE
Del

Seneste nyt