Undersøgelse viser, at en stor del af singler bevidst undgår parforhold
"Er et parforhold altid lig med lykke og singlelivet lig med ulykke?"
Der er tit en underliggende tendens i samfundet til at tro, at man kun kan være ufrivilligt single. At blive placeret ved singlebordet til en vens bryllup er nærmest nedværdigende, og når mormor igen-igen spørger, om vi har fundet os en "sød ven", må vi undskyldende fremstamme et nej. Vi skal finde en partner, og at være single er kun et mellemstadie, imens vi leder efter den her partner - ikke et aktivt valg. Og det er sikkert rigtigt i mange tilfælde. Men er et parforhold altid lig med lykken og singlelivet lig med ulykke? Eller er der nogen af os, der faktisk vælger at være single, fordi vi har lyst?
Tinder har undersøgt netop dette ved at udspørge 1036 singler mellem 18 og 25 for bedre at forstå tankerne bag deres status som single. Og faktisk viser det sig, at 72% af de adspurgte bevidst har valgt at være single, fordi de sætter pris på deres frihed og uafhængighed. Tilmed siger hele 81%, at deres singleliv giver dem flere fordele, end når de er i et forhold: De får flere nye venner, er mere fokuseret på arbejde og har mere tid til det, de gerne selv vil.
All the single ladies
Især kvinderne, som ofte ligger under for sørgelig-single synspunktet, fandt en værdi i at være single. Hele 25% svarer nemlig, at de føler sig empowered, som single, imens det kun gør sig gældende for 17% af mændene. Samtidig svarer over halvdelen af kvinderne (54%), at de som single føler sig mere selvstændige.
Og nu når vi har fundet ud af, at der er flere singler, der bevidst vælger at være single i et stykke tid, så lader det ikke til, at det stykke tid er specielt tidsbegrænset. Nærmere viser det sig, at deltagerne ikke har travlt med at komme i et fast forhold. Præcis 50% er faktisk bekymrede for at komme i fast forhold, og det er der flere grunde til. 46% frygter at miste deres selvstændighed, og 24% vil ikke ofre deres søvn eller personlige rum for et forhold. Og især det med søvnen kan jeg erklære mig enig i! Man sover bare mindre og knap så godt, når man sover sammen med en. Og søvn er jo vigtigt!
Single, not sorry
Et andet og ret vigtigt aspekt ved singlelivet, som undersøgelsen pegede på, er, at det er sjovt at være single. Fx medbringer dating en masse sjove oplevelser, som man måske ellers ikke ville have prøvet. 37% fortæller, at en date tog dem med til en ny bar eller restaurant, 27% sagde, at en date havde vist dem en helt ny bydel og 20% fortalte, at en date havde overtalt dem til at lave noget, de aldrig ellers ville have gjort.
Og hvad betyder det så? Nu er denne undersøgelse kun baseret på 1036 singler, så det betyder selvfølgelig ikke, at alle singler elsker at være single, eller at du ikke må lede efter en kæreste. Det betyder måske mere, at næste gang du bliver sat ved singlebordet til et bryllup, så nyd det: I har det sikkert sjovere end alle parrene, der også hænger på hinanden i hverdagen!