10 dyr, du ikke vidste eksisterede
Kæmpe-hvepse, behårede krabber og en rasende hund. Her er 10 dyr, du ikke ser hver dag
Axolotl ligner en Pokémon, og den mexikanske salamander er da også en sjov, lille størrelse. Axolotl lever i søer, og i modsætning til de fleste andre salamandere forbliver Axolotl på larvestadiet hele sit liv. Den kan blive 23-30 centimeter lang og bliver iøvrigt solgt som mad på gaderne i Mexico.
Aye-aye er en lille abe, der lever på Madagascar. Der findes ikke ret mange eksemplarer, og i årevis troede man, at den var udryddet, men i 1957 dukkede den pludselig op igen. En voksen Aye-aye er cirka 80 centimeter lang fra snude til hale, og den er kendetegnet ved sin lange langefinger, som den bruger til at banke på træernes bark for at finde hulrum med biller og larver.
Nej, dette er ikke et billede fra Muppet Show. Komondoren er en ungarnsk hyrdehund, og du skal endelig ikke lade dig snyde af dens søde udseende med den hyggelige, snoreagtige pels. Det er den fødte vagthund og kan reagere ekstremt aggresivt, når den møder nye mennesker. Derfor anbefaler man heller ikke at have den boende i byen. Kommondoren er kraftig af bygning, omkring 70 centimeter høj og vejer cirka 60 kilo. Som hyrdehund er racen iøvrigt kendt for at kunne beskytte får mod ulve og bjørne.
Man har kun kendt til Yeti-krabben siden den 7. marts, 2005. Her blev den opdaget af et hold amerikanske marinebiologer, der - udstyret med en mini-ubåd - fandt den på 2.200 meters dybde, halvanden kilometer syd for Påskeøerne i Stillehavet. Krabben kan blive omkring 15 centimeter lang, og dens hvide ben og kløer er dækket af en karakteristisk pels. Man mener iøvrigt, at den er blind og lever af bakterier.
Kravehajen lever som regel på 50-200 meters dybde, men et enkelt eksemplar er dog set på 1.570 meter under havets overflade. Hajen fanger sit bytte ved at krølle sin krop sammen og efterfølgende skyde sig frem gennem vandet som en slange. Og ligesom en slange sluger den også sit bytte helt - tænderne sørger primært for, at byttet ikke undslipper. Det er kun lykkedes at fange et enkelt eksemplar i live. Det skete i 2007, hvor en japansk fisker fangede en hun, der blev overdraget til et akvarium, hvor den døde kort efter.
Den Gigantiske Isopode er i familie med rejer og krabber. Den ligner en loppe, men er en hel del større - nærmest på størrelse med en fodbold. Isopoden kan nemlig blive op til 36 centimeter lang og veje omkring 1,7 kilo. Isopoderne har 14 ben og fire kæber. De elsker mørke og koldt vand, og deres favoritlevesteder er i farvandene omkring arktis, hvor de hygger i i mellem 600-2.100 meters dybde. Selv om den ser ond ud, er Isopoden dog meget langsom, og derfor lever den primært af døde dyr, den finder på havbunden.
Humlebi-flagermusen er et af verdens mindste pattedyr. Den bliver op til 3,3 centimeter lang og vejer kun to gram. Flagermusen bor i grotter i Thailand og Burma, men bestanden er iøjeblikket faldende og truet af udryddelse.
Når man filmer en hulepadde lige ind i munden, kan den godt se lidt farlig ud. Det er den nu ikke. Hulepadden er totalt blind, og dens øjne er uudviklede. Derfor jager den heller ikke andre dyr, men bruger sine tænder til at filtrere små fødepatikler i vandet. Den har fire hjerter og to hjerner, og så kan den sagtens blive 60 år gammel. Hvis du vil se en hulepadde, skal du en tur til Sydøsteuropa, fx Slovenien, hvor den bor i totalt mørke i kalkstenshuler.
Viperen ser ond ud - og det er den da også. Heldigvis skal du ikke bekymre dig så meget om at møde den, da den lever på omkring 1.500 meters dybde. Her lokker den andre fisk hen til sig ved at blinke med en slags lygte, den har på ryggen, og når de nysgerrige gæster kommer tæt på, hakker den sine syle-agtige tænder i dem.
Viperen kan blive op til 60 centimeter lang og lever typisk 30-40 år. I fangeskab er det dog aldrig lykkedes at holde dem i live i mere end et par timer.
"Som at få banket et varmt søm ind i sit ben." Nogenlunde sådan føles det, ifølge en forsker, at blive stukket af den japanske kæmpehveps. Hvepsen er omkring 5 centimeter lang, og lever i det østlige Asien. Hvepsens gift indeholder otte forskellige toxiner, hvoraf nogle skaber smerte, et andet får vævet til at få i opløsning, og så er der et, der dufter og tiltrækker andre kæmpe-hvepse. Udover at stikke kan den japanske kæmpe-hevps også bide, hvilket i sig selv heller ikke skulle være nogen rar oplevelse.