10 fantastiske stadions, du skal besøge, før du dør
Parken er flot udvendig, Farum Park er flot indvendig. Hobros DS Arena ligner bare en mark. Danmark kan bestemt ikke være med, når verdens 10 flotteste stadions skal kåres. Vi giver dig her vores bud fordelt ud over fire kontinenter og otte lande.
Lokation og grundlæggelse: Aalesund, Norge, i 2005.
Kapacitet: 10.778
Største begivenhed: Opførslen af en staue, der ligner John Arne Riise.
Det første stadion på listen er ikke det mest berømte, det største eller det, som vi først ville besøge. Alligevel har vi fundet plads til det, for dets placering ud til fjorden er for flot til at overse. Det er hjemmebane for det norske fodboldhold Aalesund, hvor fra Manchester United hentede Anders Lindegaard.
Hvis du frygter kulden i det nord-norske, forstår vi dig godt, men på dette stadion er der overalt placeret olielamper, der får temperaturen blandt publikum op på omkring 25 grader.
Fun fact: Officielt er der plads til 10.778, men alligevel er tilskuerrekorden 10.903. "Hvordan?", spørger du. Vi ved det ikke...
Lokation og grundlæggelse: Kentucky, USA, i 1875.
Kapacitet: 120.000
Største begivenhed: Det årlige "Kentucky Derby".
Hvis et stadion er 140 år gammelt, har de gjort noget rigtigt. Også selvom det kun er hestevæddeløb, der trækker tilskuerene til denne årlige begivenhed. Amerikanerne kalder løbet for "The Fastest Two Minutes in Sports", for længere tager det ikke for hestene at komme banen rundt.
Løbet foregår over to dage, og en billet koster omkring 80 dollars, og dertil skal du så lægge de 800 dollars, du kommer til at bruge på at oddse. Det skal nævnes, at det kan gøres både billigere og dyrere på Klampenborg Galopbane.
Fun fact: Selvom navnet lyder bekendt, har det ikke noget at gøre med Sir Winston. Stadionet er opkaldt efter grundlæggerne, John og Henry Churchill.
Lokation og grundlæggelse: Mexico City, Mexico, i 1966.
Kapacitet: 95.500
Største begivenhed: VM finalen i 1970 og 1986.
Det er ikke mange, der finder det attraktivt at være omgivet af 94.499 mexicanere. Men stadionet i Mexicos hovestad, der er det største i Latinamerika, er et legendarisk fodboldstadion og det første i verden til at være vært for en VM-finale to gange.
Det er hjemmebane for Club América, der er forsvarende mestre i den latinamerikanske Champions League, og ligger kun 15 kilometer fra centrum. Oprindeligt var der plads til 115.000, men det er siden blevet reduceret for at forbedre sikkerheden. Det går mexicanere åbenbart også op i.
Fun fact: Det var her, at Maradona i 1986 scorede med hjælp fra "Guds hånd".
Lokation og grundlæggelse: San Diego, USA, i 2004.
Kapacitet: 41.164
Største begivenhed: Da Will Ferrell spillede for dem tidligere i år i forbindelse med en velgørenhedskampagne.
Baseball er en sport, som kun amerikanere forstår og elsker. Hjemmebanen for San Diego Padres er dog alligevel et besøg værd, for den har en perfekt beliggenhed ved vandet, og fra næsten alle pladser kan man nyde San Diegos berømte skyline.
Alkohol er ved at være en mangelvare på mange europæiske stadions, men ikke i USA, og på dette stadion skal du ikke gå mere end højest tyve meter, før du har en øl i hånden. Så kan du bedre overleve, at sporten, du overværer, er til grin.
Fun fact: Pecto er navnet på et lokal fabrikant af dyremad.
Lokation og grundlæggelse: Manchester, England, i 1910.
Kapacitet: 75.635
Største begivenhed: Enhver af Manchester Uniteds hjemmebanekampe.
Sir Bobby Charlton har navngivet det "The Theatre of Dreams", og det er med god grund. Her har United vundet utallige trofæer, og Jeppe Curth har også scoret et mål for Aab i en Champions League-kamp. Det er det næststørste fodboldstadion i England - kun overgået af Wembley - og et af de få tilbageværende stadions i Premier League, der ikke har et sponsornavn.
Den største af de fire tribuner hed tidligere "The North Stand", men blev i 2011 omdøbt til "The Sir Alex Ferguson Stand" i forbindelse med hans 25 års jubilæum som manager for klubben.
Fun fact: Fra 1941 til 1949 spillede lokalrivalerne fra Manchester City også deres kampe her, da deres egen hjemmebane var blevet bombet i stykker af tyskerne.
Lokation og grundlæggelse: Melbourne, Australien, i 1854.
Kapacitet: 100.024
Største begivenhed: Centrum for OL i 1956.
Med plads til lidt over 100.000 tilskuere er dette stadion det 10. største i verden og samtidigt også det største syd for ækvator. Det kan skabe forundring, at det er muligt at samle så stort en antal tilskuere til en cricketkamp, men der er oftest udsolgt, når hjemmebaneholdet Melbourne Cricket Club spiller.
Udover at være et cricketstadion bliver der også spillet kampe i Australsk fodbold. Det er endnu en sport, som europæere aldrig vil forstå, og for et årti siden fandtes der kun to klubber i Europa, hvor sporten kunne dyrkes. De lå begge i Danmark.
Fun fact: Verdens første cricketlandskamp blev spillet her, hvor Australien tog imod England. Så ved du det.
Lokation og grundlæggelse: Braga, Portugal, i 2003.
Kapacitet: 30.286
Største begivenhed: Benyttet i forbindelse med EM 2004.
Det er sjældent, at man kan kalde et fodboldstadion for en arkitektonisk perle, men mindre kan ikke gøre det, for fodboldklubben Bragas hjemmebane er noget helt særligt. Den er bygget uden endetribuner, og i stedet er der i den ene ende en klippe med en indbygget storskærm, og ved den anden er der udsyn over Braga by.
Det kostede lidt over 83 mio. euro at bygge, og måske burde Braga i stedet have investeret nogle af de mange penge i spillertruppen. Klubben har eksisteret i 94 år, og de har endnu ikke vundet et mesterskab.
Fun fact: For at man kan bevæge sig fra den ene tribune til den anden, er der under banen bygget en 5.000 kvadratmeter stor plads.
Lokation og grundlæggelse: Texas, USA, i 2009.
Kapacitet: 85.000 (kan udvides til 105.00)
Største begivenhed: NBA All-Star kampen i 2010.
Hjemsted for det evigt overvurderede NFL-hold, Dallas Cowboys og legeland for deres karismatiske ejer, Jerry Jones. Han er bl.a. kendt for personligt at udvælge cheerleaders, og da han besluttede, at hans hold havde brug for en ny hjemmebane, var det vigtigtste for ham, at deres nye storskærm skulle være den største i verden. Det blev den.
Oprindeligt skulle stadionet koste ca. 650 millioner dollars at bygge, men det endte med at løbe op i 1,15 milliarder. Derfor blev skatterne i byen hævet, så borgerne kunne hjælpe Jerry med finansieringen.
Fun fact: Da NBA All-Star kampen blev spillet, var storskærmen større end basketballbanen.
Lokation og grundlæggelse: Rio de Janeiro, Brasilien, i 1950.
Kapacitet: 78.838
Største begivenhed: VM finalen i 1950 og 2014.
Det er svært at finde et mere legendarisk fodboldstadion end Maracanã, der til VM finalen i 1950 havde besøg af næsten 200.000 tilskuere, og dermed satte en rekord, der aldrig er blevet slået. Det gennemgik en stor ombygning op til VM i 2014, men Brasilien nåede aldrig at spille en kamp på det, da de røg ud i semi-finalen til de senere vindere fra Tyskland.
Lokalrivalerne fra Fluminense og Flamengo har begge hjemmebane her, og når de to hold møder hinanden, er det klogest ikke at vælge side. Kampene ender sjældent uden dødsfald blandt tilskuerne.
Fun fact: Stadionets officielle navn er "Estádio Jornalista Mário Filho". Det er navngivet efter en legendarisk brasiliansk sportsjournalist, som kun sydamerikanere har hørt om.
Lokation og grundlæggelse: New York, New York, i 1968.
Kapacitet: Omkring 20.000 (afhænger af, hvad det bruges til)
Største begivenhed: Den første kamp mellem Muhammad Ali og Joe Frazier.
Det haster ikke med at besøge de ni andre stadions, inden du dør. Dem skal du nok nå, men det er dog ikke tilfældet med Madison Square Garden, for om ti år er det slut med dets centrale belligenhed i byen, der aldrig sover. Det skyldes, at Penn Station skal udvides.
Både ishockeyholdet New York Rangers og basketballholdet New York Knicks har hjemmebane i den firkantede have, og der er udsolgt til hver eneste kamp. De dårligste billetter ender derfor ofte med at koste minimum 500 dollars, selvom basketballholdet ikke har leveret topresultater i årevis.
Fun fact: Omklædningsrummet er bygget som en cirkel, for at alle spillere kan se hinanden i øjnene. Måske skulle de prøve det i Brøndby.