Batman og Robin skal i fængsel!
Batman og Robin tæver mand, imens Jokeren ser på
Selv superhelte viser sig af og til som nogle værre røvhuller. Tag nu Batman og Robin.
De er lige blevet fængslet i den spanske ferieby Ibiza, hvor de angiveligt har tævet en 30-årig spanier i en brandert.
Okay, vi vidste godt, at der var noget suspekt over Robin og hans fimsede kostume. Men Batman er jo indbegrebet af retfærdig og badass superhelt.
I virkeligheden er Batman og Robin i dette tilfælde to fulde 18-årige engelske turister, der på vej hjem fra en fest i San Antonio, lige kom til at danse træskovals på spanierens legeme.
De er nu idømt bøde og betingede fængselsdomme, imens deres kammerat, forklædt som Jokeren, slipper for straf. Han så vist bare på, den forskruede grønhårede freak.
Lad os håbe, at det ikke påvirker premieren på The Dark Knight d. 23. juli.