Heinos Klumme - Nu i 2D
Hver søndag kan du læse Voice-værten og stand-up-komiker Heinos Hansen klumme her på siden.
Hej M!s Læsere.
Jeg hedder Heino Hansen, fordi hash var lovligt tilbage i 80'erne, da mine forældre skulle navngive mig. Til dagligt er jeg radiovært på The Voice, og stand-up komiker på fjerde år. Hver søndag vil jeg dele lidt dybe tanker, helt inde fra det bagerste af Heinos hoved.
Velkommen til min klumme!
Der er nogle mennesker, jeg ikke forstår, og så er der nogle mennesker, jeg slet ikke forstår. Jeg forstår ikke folk med køkkenhaver, folk der er medlem af en religiøs sekt, eller folk der kan præstere - på uforståeligvis - at larme med en slikpose under en hel biograffilm. (Hvordan gør de?)
Men dem jeg SLET ikke forstår, er dem der brokker sig over larm fra naboen. Altså ikke i et brev til boligselskabet, hvor man bare siger det til de voksne. Nej, jeg snakker om folk, der får sig selv til at tage tøj på, gå ud i opgangen, op til overboen, banke på døren, og så ellers give den fuld los i et brok-rate, der får selv de mest hardcore læserbrevs-skribenter i Ekstra Bladet til at tænke: Så slapper vi lige af morfar!
Det er så irriterende, hvis man lige har gang i en sjov fest, eller måske bare en hygge-druk aften med et par venner, hvor man lige hører lidt musik ud af højtalerne - at der skal komme en nabo fra helvede, eller Maribo - og være meeeega knotten og halvråbe, at man skal skrue ned. Det hjælper ikke engang at forsøge at være sjov, jeg har prøvet alle måder, tro mig!
"Vil I ikke prøve at skrue ned"?
"Joh, vi vil da godt prøve".
"Kan I ikke lige skrue lidt ned?"
"Vi har prøvet - men vi kan simpelthen ikke".
"Jeg sørger personligt for, at du bliver smidt ud på mandag".
"Så kommer jeg da til at slå mig, da jeg bor på 3. sal".
"Gider I ikke lige at lade være med at pisse ned på min altan".
... Ja, der havde jeg så ikke noget sjovt at sige - men I ved, hvad jeg mener.
Er du gal, hvor skal man være bitter over sit eget liv, hvis man sidder: "Åååhhrrr, de skal ikke sidde deroppe og have det sjovt". De personer burde da bare nyde det - fordi når deres overbo holder fest, er det garanteret det tætteste, de har været på en fest de sidste 20 år. Så har de da chancen for at stå ude på altanen og tænke "jeg er også lidt med i festen, jeg er bare lige nede at ryge".
Jeg kan ikke lade være med at tro, at man får værre moralske tømmermænd af at være gået amok kl. 03.00 om natten, fordi naboen larmede lidt - end de moralske tømmermænd man får af at være den, der larmede. Det er ikke sjovt at vågne og komme i tanke om, at man pissede i naboens altankasse - men det må da være ENDNU værre at vågne og komme i tanke om, at man var den kæmpe douchébag, der hoppede i tøflerne og gik op og lavede en scene i nat.
Jeg har et forslag. Hvorfor laver man ikke nogle boligforeninger hvor man må larme, drikke og hore, alt hvad man vil - uden at tage hensyn til nogen - fordi at alle de andre også bare gjorde det. Det eneste man måtte klager over, var folk der klager - dem måtte man gerne klage over. Så når folk havde klaget tre gange, blev de smidt ud for at klage. Det ville fungere.
Signalement af en person, der klager over en nabo:
Navn: Kurt, Viola eller Ib.
Alder: 47-74år (derefter bliver man 90% døv)
Civilstatus: Single på 34.år
Job: Buschauffør - og stadig indebrændt over at indvandrerne har overtaget taxamarkedet.
Tøj: Højhalset rullekravesweater - og ikke andet. Kun når de skal op for at brokke sig - så bliver søndagsbuksen taget i brug. Man kan jo ikke klage over andre, hvis man er iført bar røv og rullekravesweater.