Verdens største terrornetværk: Al-Qaeda
Danmark er i krig med Al-Qaeda, og det betyder, at du kan være det næste offer for en af terrornetværkets selvmordsbombere. Her får du detaljerne om din fjende, så du i det mindste ved, hvem der vil slå dig ihjel.
HISTORIEN BAG AL-QAEDA
En kort introduktion, før vi går i detaljer...
I 1980 oprettede Osama bin Laden sammen med den palæstinensiske islamist Abdullah Yusuf Azzam organisationen Maktab al-Khidamat (MAK). Formålet? At skaffe penge og hellige krigere til de islamistiske oprørsgrupper, der kæmpede mod det kommunistiske styre i Afghanistan. En stor del af midlerne kom fra Osama bin Ladens personlige formue på op imod 300 millioner dollar og fra USA gennem CIA-projektet Project Cyclone. Samtidig blev kommunisterne støttet af Sovjetunionen. MAK etablerede et netværk af rekrutteringsenheder i USA, hvorefter de fløj soldaterne til Afghanistan og trænede dem til krig.
Da Sovjetunionen trak sine styrker ud af Afghanistan 15. februar 1989, udså bin Laden sig et nyt mål. Han ville fortsætte den hellige krig mod den vestlige verdens indflydelse i muslimske lande. Samme år blev Azzam dræbt i en eksplosion 24. november. Bin Laden sad nu på magten. MAK blev til Al-Qaeda, der betyder Basen på arabisk, og fokus blev rettet mod islams ultimative fjende: USA.
I februar 1998 udsendte Al-Qaeda manifestet Verdens Islamiske Front For Jihad Mod Jøderne Og Korsfarerne, hvor organisationen officielt erklærede krig mod USA og nationens allierede. Ifølge manifestet var det en muslims pligt at dræbe civile og militære amerikanere over hele verden. Det havde Al-Qaeda allerede gjort 29. december 1992, da to bomber eksploderede i Yemen i et forsøg på at ramme amerikanske soldater. Eksplosionen dræbte imidlertid kun en australsk turist og en hotelarbejder, men det markerede samtidig, at civile tab ikke generede Al-Qaeda. Siden er terrornetværket fortsat med bombninger af civile og militære mål, hvor det mest kendte angreb selvfølgelig er på World Trade Center 11. september 2001. De amerikanske myndigheder anslår, at der findes omkring 5.000 Al-Qaeda-medlemmer på verdensplan.
HVEM BETALER GILDET?
Modsat hvad mange tror, var det ikke kun Osama bin Ladens personlige formue, der sponsorerede Al-Qaedas terrorhandlinger. Donationer fra hele den muslimske verden står bag.
CIA estimerer, at Al-Qaeda i 2001 havde et årsbudget på hele 30 millioner dollar. Penge, som hovedsageligt kom fra donationer samlet ind i moskeer, på hjemmesider, fra mellemøstlige banker, indsamlinger og forskellige privatpersoner. Efter terrorangrebet 11. september 2001 er Al-Qaeda dog blevet presset voldsomt på økonomien. CIA og andre efterretningstjenester har lukket flere hjemmesider, der indsamlede penge til organisationen. Desuden har den skærpede overvågning samt strammere love i Vesten gjort, at det er blevet meget sværere at overføre penge til de rette kanaler. På det seneste er ekstremisterne, der vælger at tage i træningslejr, blevet opkrævet et gebyr på 6.600 kr. for deres udstyr.
Men det kræver ikke meget mere end værdien af en brugt Opel Corsa at gennemføre de frygtelige terrorangreb. CIA anslår, at terrorangrebet i Madrid i 2004 kostede omkring 50.000 kr. at gennemføre, mens bomberne i London i 2005 kun løb op i omkring 10.000-20.000 kr. Så selv små donationer kan være drabelige.
VÅBEN
På et overordnet plan er terror Al-Qaedas vigtigste våben, men helt lavpraktisk benytter de sig af følgende redskaber til at sprede død og ødelæggelse.
AK-47
I Al-Qaedas træningslejre bliver drenge helt ned til femårsalderen trænet i at bruge det ikoniske AK-47. Geværet optræder desuden regelmæssigt på Osama bin Ladens videoer, som han optog i skjul i fjerne bjergområder og sendte til den arabiske tv-station Al-Jazeera.
SELVMORDSBOMBERE
Medlemmerne af Al-Qaeda er villige til at give deres liv for den hellige krig, og de tror, at de kommer i himlen, hvis de slår ihjel i Allahs navn. Derfor er de lette at overtale til at være selvmordsbombere.
VEJSIDEBOMBER
Indtil nu er vejsidebomber ansvarlige for omkring 66 % af koalitionens tab i Afghanistan. Bomberne er utrolig billige, og de bliver placeret ved siden af en vej for derefter at blive detoneret af et elektronisk apparat, f.eks. en mobiltelefon.
HER LÆRER DE AT DRÆBE
Al-Qaeda har eller har haft træningslejre i store dele af den arabiske verden. Disse fem lande er de vigtigste, når terrorist-aspiranterne skal lære at lave bomber og dø for deres tro.
YEMEN
Det arabiske land er et af de største medlemsleverandører til Al-Qaeda - og der er flere træningslejre i landet.
AFGHANISTAN
Det var her, Al-Qaeda trænede op til bombningerne af World Trade Center i 1993 og ambassade-bombningerne i 1998 i Tanzania og Kenya.
SUDAN
Op til 2001-angrebet på World Trade Center og Pentagon skjulte Osama bin Laden sig i Sudan, som er et af de lande, der yder bedst beskyttelse til Al-Qaeda-medlemmer.
SOMALIA
Her gælder det gamle ordsprog om ikke at kunne se skoven for bare træer. Borgerkrigen i det østafrikanske land gør det nemlig nemmere for Al-Qaeda at skjule træningslejrene.
SYRIEN
Efter revolutionen i Syrien ventes det at blive sværere for Al-Qaeda at gemme sig i landet, som under den tidligere præsident var meget USA-fjendtligt.
HOVEDPERSONERNE I AL-QAEDA
Ledelsen i Al-Qaeda organiserer terrorangrebene, og de amerikanske myndigheder mener, at de gemmer sig i Afghanistan og Pakistan.
AYMAN AL-ZAWAHIRI
FØDT: Egypten
POSITION I AL-QAEDA: Leder
Den nuværende leder af Al-Qaeda fungerede som højre hånd for Osama bin Laden, før denne blev dræbt 2. maj 2011. 60-årige Ayman al-Zawahiri har været en del af den fundamentalistiske bevægelse i Egypten, siden han var 16 år gammel. FBI har udlovet en dusør på 138,5 millioner kr. for oplysninger, der kan lede til hans skjulested, som menes at være et sted i Pakistan.
SULAIMAN ABU GHAITH
FØDT: Kuwait
POSITION I AL-QAEDA: Talsmand
Al-Qaedas pressehåndtering klares af Sulaiman Abu Ghaith, og han optrådte derfor på videoer efter angrebene 11. september 2001, hvor han bl.a. udtalte: "Amerikanerne skal vide, at stormen med fly ikke vil stoppe." I 2003 blev han tilbageholdt af de iranske myndigheder, men kort efter blev han frigivet. USA mener, at han gemmer sig i Pakistan.
SAIF AL-ADEL
FØDT: Egypten
POSITION I AL-QAEDA: Militær leder
Saif al-Adel bruger sin træning fra den egyptiske hær til at uddanne Al-Qaeda-soldater, og han står også i spidsen for organisationens militære missioner. Han menes at stå bag terrorangrebene på de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania i 1998.
BERYGTEDE MISSIONER
Her er det lykkedes for Al-Qaeda at gennemføre terrorangreb.
AMBASSADE-ANGREBENE
HVORNÅR: 7. august 1998
ANTAL DRÆBTE: 223
Klokken 9.30 om formiddagen fredag 7. august 1998 kørte to biler læsset med sprængstoffer ind i de amerikanske ambassader i Nairobi i Kenya og Dar-es-Salaam i Tanzania. Forinden havde selvmordsbombemændene i bilerne kastet to håndgranater for at lokke ambassadernes personale hen til vinduerne, så de kunne ramme flere mennesker. Målet var at dræbe amerikanske statsborgere, men det var faktisk kun 12 af ofrene, der kom fra USA. Osama bin Laden blev efterfølgende sat på FBI's Most Wanted List.
9/11
HVORNÅR: 11. september 2001
ANTAL DRÆBTE: 2.992
Verdens mest berømte terrorangreb skete om morgenen 11. september 2001, da 19 terrorister fra Al-Qaeda kaprede fire amerikanske passagerfly. To af dem fløj de ind i World Trade Center i New York, et ramte Pentagon-bygningen i Washington D.C., mens det sidste fly styrtede ned på en mark i Pennsylvania. Angrebet skræmte den amerikanske befolkning, fordi det viste, at terroristerne kunne ramme dem på deres egen hjemmebane, og Ground Zero, som World Trade Centers ruiner kaldes, er i dag en enorm byggeplads. I 2013 skal det nye World Trade Center være færdigt.
BOMBERNE PÅ BALI
HVORNÅR: 12. oktober 2002
ANTAL DRÆBTE: 202
Klokken 23.05 eksploderede en taske på ryggen af en selvmordsbomber på natklubben Paddy's Pub i Kuta på Bali. De skræmte gæster løb derefter om kap ud mod gaden for at komme i sikkerhed, men her ventede en hvid Mitsubishi L300-varevogn fyldt med sprængstoffer på dem. Den eksploderede 20 sekunder efter den første bombe. Angrebet blev udført af den islamistiske gruppe Jemaah Islamiyah, der modtog penge og udstyr fra Al-Qaeda.
ANDRE MUSLIMSKE TERRORORGANISATIONER
Det kan være svært at udtale deres navne, men derfor er de stadig farlige. Her er tre af de grummeste terror-organisationer.
HEZBOLLAH
HVOR: Libanon
DANNET I: 1982
Guds Parti, som Hezbollah betyder på arabisk, blev dannet, da Israel invaderede Libanon i 1982. Deres formål var at smide de fremmede styrker på porten. Det lykkedes for 11 år siden, men krigen blussede op igen i 2006, da Hezbollah fangede israelske soldater for at bytte dem mod fanger på den anden side. En stor del af den islamiske verden ser Hezbollah som frihedskæmpere, mens Israel og den vestlige verden kalder dem for terrorister.
ADEN-ABYAN ISLAMIC ARMY
HVOR: Yemen
DANNET I: 1996
Aden-Abyan kæmper for at få indført sharia-lovgivning i Yemen og resten af de arabiske lande, og organisationen blev verdenskendt i december 1998, da de kidnappede 16 turister i Abyan-regionen i Yemen. En redningsaktion fra myndighederne i Yemen resulterede i fire dræbte gidsler og uhyggeligt meget tv-tid til terroristerne.
JAMAAT ANSAR AL-SUNNA
HVOR: Irak og Iran
DANNET I: 2003
Koalitionens invasion af Irak i foråret 2003 og indsættelsen af en vestlig-sindet regering faldt ikke i så god jord hos de lokale ekstremistiske muslimer, der dannede Jamaat Ansar al-Sunna. De forsøger derfor at slippe af med koalitionen, og det gør de især ved hjælp af selvmordsbomber, bilbomber og flere videoer, hvor de halshugger tilfangetagne fjender.
DEN DANSKE FORBINDELSE
Efter terrorangrebet mod World Trade Center i 2001 indledte USA 'krigen mod terror'. I Afghanistan blev en dansker pågrebet og sendt til Guantánamo-basen på Cuba.
I efteråret 2001 tog amerikanske soldater en mand til fange under krigen mod Taleban og Al-Qaeda i Afghanistan. Det var den 28-årige dansker Slimane Hadj Abderrahmane. Der skulle gå to år, før han blev løsladt fra Guanténamo. Hvorfor? USA's ambassadør vedrørende krigsforbryder-spørgsmål, Pierre-Richard Prosper, ville dengang ikke svare på, om danskeren havde kæmpet for Al-Qaeda, men sagde: "Jeg ved, om han har kæmpet med dem, men det kan jeg ikke afsløre offentligt. Men vi er meget trygge ved at fastholde hans status som fjendtlig kombattant." Slimane Hadj Abderrahmane er indtil videre den eneste dansker, der mistænkes for at have kæmpet for Al-Qaeda.
LIVET EFTER BIN LADEN
Amerikanske soldater kappede i maj 2011 hovedet af Al-Qaedas ledelse. Så hvad sker der nu?
Det var en gigantisk skalp i krigen mod terror, da den amerikanske specialenhed SEAL Team Six natten til 2. maj 2011 dræbte Al-Qaedas ubestridte leder, Osama bin Laden. Det var ham, der styrede løjerne - både som direkte leder, men mest af alt som symbolet for kampen mod den vestlige verden. Det var kulminationen af ti års jagt på den ansvarlige for terrorangrebene 11. september 2001.
Den nye leder i Al-Qaeda er den 60-årige teolog Ayman al-Zawahiri, der kommer fra overklassen i Egypten. Han skal nu forsøge at samle stumperne i det splittede Al-Qaeda, og Ayman al-Zawahiri har meldt klart ud, at amerikanerne ikke bare står over for enkeltstående terrorister eller grupper, men et helt internationalt samfund af muslimer, der vil ødelægge USA og dets allierede. Men Al-Qaeda er trængt, og det er ikke blevet til et større terrorangreb siden Mumbai i 2008.