5 apps du skal hente - NU
Spil, fildeling, et sjovt og lidt skummelt vækkeur, en genial nyhedsside og den helt uundværlige app til skisæsonen.
SUPER MONKEY BALL BOUNCE
Pris: Gratis / Platform: ANDROID OG IOS
Vi undskylder på forhånd, hvis du lige er sluppet af med din Candy Crush-afhængighed, for Super Monkey Ball Bounce er mindst lige så afhængighedsskabende - og så bare lidt sjovere og mere udfordrende. Det er baseret på et gammelt Sega-spil, men har også tidligere været på markedet til andre platforme. Og ja, det handler bare om bouncende aber, der skal igennem forskellige platforme.
PRODUCT HUNT
Pris: Gratis / Platform: IOS
Hvis du ikke gider åbne M! for at finde de fedeste nye apps, så er det her helt sikker app'en for dig (husk, hvor du så den først). Her deler alle nørderne fra Silicon Valley deres seneste påfund, trends og ideer, så du er langt foran vennerne, når det kommer til snakken om teknologi. App'en er let at bruge og giver dig overblikket, du har brug for.
WETRANSFER
Pris: Gratis / Platform: ANDROID OG IOS
Du kender måske WeTransfer fra din pc, hvor du kan bruge den til at overføre umådelig store mængder data, som dit mailsystem ikke lige kan klare. Nu er app'en her så - og uden at afsløre for meget, kan vi fortælle, at den fungerer på præcis samme måde. Så nu kan du uden problemer sende de ti minutters dværgporno, som du har fortalt vennerne så meget om, til dem alle sammen.
WAKIE
Pris: Gratis / Platform: ANDROID
Enten synes du, at det er genialt eller virkelig creepy. 1. Du sætter din alarm til det ønskede tidspunkt. Lad os sige 08:30. 2. Når klokken slår halv ni modtager du et opkald. 3. Du besvarer opkaldet og snakker i op til 60 sekunder med en anden tilfældig Wakie-bruger, der har sat sin alarm til samme tidspunkt. Vi giver en øl til den første læser, der scorer med Wakie!!!
SKI GUIDE
Pris: 14 kroner / Platform: ANDROID
Den 25. oktober sparker det første World Cup-løb i Sölden i Østrig gang i skisæsonen. Og med denne app er du også mere end klar til mere end 1.000 forskellige skisportssteder i hele verden. Der er adgang til snerapporter, forudsigelser om vejret og selvfølgelig uundværlige kort over områderne i HD-kvalitet.