6 skarpe sager til et sejt hjem
Et akvarie i køkkenbordet, et bordtennisbord med et lydanlæg på 2.800 Watt eller en racerbilsseng med læder og kopholder. Yessir, her er 6 sager til hytten, du ikke finder i IKEA.
Bare rolig, du behøver ikke udelukkende tilberede fisk i Ocean Kitchen, for du kan også sagtens smide nogle bøffer sammen. Akvarie-køkkenet er designet af hollandske Robert Kolenik, der har formet glasbeholderen som et L, hvilket giver plads til hvidevarer og opbevaring, og du kan let komme til fiskene, fordi selve pladen er placeret på et hæve-sænke-bord. Bare tryk på en knap, og så flytter bordpladen sig. Det er alligevel et snedigt samtalekøkken.
Det kan godt være, du ikke er en dygtig bordtennisspiller, men det er heller ikke spillet med battene og den lille bold, der er den helt store feature i Stiga Studio, for der er simpelthen et indbygget anlæg på 2.800 Watt og LED-lysshow til at blinke i takt med musikken. Yessir, så er der soundtrack til festen, og I kan samtidig rykke en stabil omgang rundt-om-bordet.
Hvis skrivebordet skal spille maks, kan du indkalde forstærkning fra Grovemade Desk Collection. Her får du matchende tilbehør af ahorn eller valnøddetræ med en lille smule læder, og kollektionen består blandt andet af en stand til monitoren, en bakke til dit keyboard, en musemåtte, en dock til mobilen og meget mere, så du for alvor kan få et matchende kontor i topklasse.
Bare rolig, din kop bliver ikke fyldt med tyk olie fra den her V12-motor. Det er i stedet en fuldblods espressomaskine. Espresso Veloce V12 Carbonio er bygget på Espresso Veloces i forvejen ret seje kaffemaskiner, og her er der så lige tilført en beklædning af kulfiber til at give den et ekstra hak opad på awesome-stigen, mens du stadig får fine materialer som titanium, magnesium og aluminium til at binde det hele sammen. Vildt nok.
Sådan en lampe har vi ikke lige set før, men Cloud er faktisk ikke kun beregnet til at oplyse dit hjem med lyn. Kreationen er lavet af kunstneren Richard Clarkson, og skyen er udstyret med pærer, så den kan simulere et voldsomt tordenvejr, mens der desuden er Bluetooth-forbindelse og indbyggede højtalere, hvis du vil tilsætte noget musik til lysshowet. Godt fundet på.
Vi slutter med en seng, der kører hurtigt uden at bevæge sig en meter. Consolatio Car Bed består af en sort ramme med opbevaringsplads i siderne af hovedgærdet, der også er udstyret med to styks ryglæn af læder fra racersæder med et armlæn og kopholdere i midten, hvis du skal have lidt drikkevarer til en god film i sengen. Det kunne der jo godt blive brug for.
Så er der ikke mere i godteposen, men du kan få en re-fill på Mandesager.dk.