7 forfærdelige spil
Har du spillet spil, der fik dig til at bløde ud af ørerne, knække disken eller skrige så højt af smerte, at alle husdyr flygtede fra grunden? Det har du, hvis du kan genkende et eller flere af disse spil.
Alle mænd, der er vokset op med computerspil i halvfemserne, har prøvet et Larry-spil. Det er måske ikke alle, der vil indrømme det, men det har de. Den nørdede scorekarls erotiske eventyr er legendariske, og alle de gamle Larry-spil var spækket med lummer humor og ekstremt mindeværdige forførelsesscener - ikke mindst dem, der gik galt, og det gjorde de nu engang ofte for den uheldige gut.
Der var stor ståhej, da man i 2009 forsøgte sig med en genoplivning af Larry-konceptet - denne gang ikke med den originale Larry Laffer i hovedrollen, men derimod hans nevø Larry Lovage. Spillet var desværre én stor misforståelse af, hvad der gjorde de gamle spil sjove, og censurering af sexscenerne hjalp heller ikke just på løjerne. Om ikke andet kan man altid tænke over, hvor fantastisk meget man kunne udrette med et par pixelerede bryster i gamle dage ...
Selvom de bliver mere og mere sjældne, har 2013 skam også budt på rigtige spilstinkere. Den værste af dem alle er Star Trek, som udkom i foråret i forbindelse med den seneste af de nye film, Into Darkness. Filmens instruktør, JJ Abrams, udtalte efter den omfattende kritik af spillet, at hans følelser var blevet såret af hele affæren. Til at begynde med arbejdede han faktisk sammen med udviklerholdet, men trak sig ud, da han kunne se, hvad vej vinden blæste. Til hans store fortrydelse valgte spillets udgiver at udgive det komplet ligegyldige, groft forsimplede actionspil og give filmlicensspillene et nyt minus i karakterbogen. Om ikke andet kan Abrams gøre skaden god igen ved at lave en superlækker Half-Life-film, hvilket lige nu skulle være blandt den hyperaktive instruktørs talrige projekter.
Miley, Miley, Miley ... de fleste ungersvende med hjertet på rette sted kan med garanti tilgive den faldne Disney-prinsesse for hendes outrerede optræden ved den meget omtalte MTV-prisuddeling, hvor twerk-dansen pludselig blev et fænomen, og vi fik konstateret, at hun kan klø sig i øret med tungen. De fleste har det sikkert også helt fint med, at hun optræder splitterravende nøgen i videoen til hendes musikhit Wrecking Ball. Men Hannah Montana: The Movie? Hvor i alverden skal vi dog begynde med at skrive grimme ting om denne dampende bæ af et konsolspil? Karaoke blev kombineret med et forsimplet adventure-spil, hvor Miley vraltede akavet rundt, som om hun havde lagt en kæmpe dej i underhylerne, og musiksekvenserne var aldeles forfærdelige at styre - hvilket i grunden ikke spillede den store rolle, eftersom man alligevel ikke rigtigt gjorde fra eller til, når man stod og viftede medsinWii-controller eller forsøgte at trykke rytmisk på gamepad-knapperne. Ikke engang hvis du synes, at Miley Cyrus er den lækreste kvinde, der nogensinde har vandret på denne planet, bør du så meget som overveje at tage mod denne stinker, hvis nogen giver dig den i gave, eller du bliver tilbudt penge for at tage mod den.
Skoleeksemplet på en vaskeægte katastrofe af et spil skal vi helt tilbage til 1983 for at finde. Man taler typisk om "The video game crash of 1983", da det daværende konsolmarked blev oversvømmet af billige møgspil - specielt Atari 2600-maskinen. Efter Steven Spielbergs store succes med science fiction-filmen E.T. året før tænkte Atari-bosserne, at det var en god idé at ride med på bølgen og bruge 125 millioner dollar på at lave en spilversion af filmhittet. Spillet var ustyrligt elendigt, men der blev dog solgt hæderlige 1,5 millioner eksemplarer af det. Problemet var imidlertid, at Atari i deres svært optimistiske forventninger havde fået produceret omkring alt for mange spilkassetter, og de endte med et lager på et sted i omegnen af tre millioner eksemplarer af spillet, som de ikke kunne slippe af med, uanset hvor meget de satte prisen ned. Firmaet endte medattabe omkring 75 millioner dollar på spillet og blev året efter delt op og solgt, så E.T. betragtes typisk som det sidste søm i Ataris kiste.
De overskydende eksemplarer af spillet skulle angiveligt være blevet kørt til en losseplads et sted i New Mexico i USA, hvor de blev knust og begravet i nattens mulm og mørke ....
Folk, der klager over seksuelle kontroverser i tidens spil, kunne have godt af et kig tilbage på de rigtigt gustne klassikere. For eksempel Custer's Revenge, hvor man i rollen som den indianer-udslettende galninge-general iført intet andet end en blå cowboyhat, rød halsklud og en megastivert skulle undgå en regn af pile for at nå hen og voldtage en nøgen indianerkvinde med torpedobryster, som var bundet fast til en totempæl i den anden ende af banen. Alt ved spillet var forkert og foruroligende, og det betragtes, med god grund, stadig i dag som et af de mest anstødelige spil nogensinde.
Spiludvikleren Rebellion hyldes ofte for deres klassiker Aliens versus Predator fra 1999, og man griber let sig selv i at glemme, at de ud over dette fremragende spil hovedsageligt kun har lavet bras lige siden. Deres foreløbigt største nedtur er actionspillet Rogue Warrior, som er baseret på en selvbiografi af den amerikanske Navy SEAL Richard Marcinko, som blev sendt til Nordkorea for at ødelægge nogle missilbatterier. For at være helt fair over for Rebellion overtog de faktisk spillet fra Zombie Studios, der blev frataget projektet af udgiveren Bethesda, som bad Rebellion om at finde på et helt nyt koncept til det. Desværre kunne selv ikke Mickey Rourkes sprøde røst til hovedpersonen fjerne opmærksomheden fra, at stort set alt var gået galt i Rogue Warrior. Hvis man slår ordet "elendigt" op i en ordbog, burde der stå "Rogue Warrior" ved siden af det påallesprog.
Sidste års The War Z var et sandt studie i, hvordan man aldrig, aldrig nogensinde skal udgive et spil. Stort samtlige anmeldere, der prøvede denne kummerlige zombie-shooter, reagerede med ren afsky - ikke blot over for spillet, som ikke rigtigt virkede, men også på grund af den aggressive brug af mikrotransaktioner i spillet og lovede spilelementer, som ganske enkelt ikke var til stede. Udviklerne fra Hammerpoint Interactive prøvede at dukke hovederne og ride stormen af, men Valve endte kort tid efter alle de negative reaktioner fra både spillere og anmeldere at fjerne det tydeligvis ufærdige spil fra Steam-downloadtjenesten og tilbyde refusioner til de forurettede købere. Anklagerne føg gennem luften og handlede om alt fra Hammerpoints deciderede løgne om spillet til folk, der følte sig truede af firmaet til ikke at kritisere spillet. Udviklerne meldte tidligere i år, at spillet nu erblevetomdøbt til Infestation: Survivor Stories. God fornøjelse med at få nogen til at købe det (igen), siger vi bare ...