Magasinet M!

De 5 mest ventede gadgets i 2012

Det ser ud til, at 2012 bliver et vanvittigt år for os gadget-freaks.

De 5 mest ventede gadgets i 2012
Samsung Galaxy S3

 

Normalt er det kun Apple, der formår at tiltrække sig enorm opmærksomhed med deres i-produkter. Således var iPhone 5, det mest søgte ord på Google i 2011. Men nu ser det ud til, at Samsungs Galaxy S-mobiler langsomt bevæger sig op i Apples 'hype'-territorium. Der er vist ingen tvivl om, at Samsung Galaxy S II er den mest populære Android-telefon nogensinde. Derfor er efterfølgeren i den grad ventet blandt Android-fans. Og skal man tro diverse hjemmesider, vil det nyeste Galaxy S-familiemedlem blive lanceret sidst i marts og ventes i butikkerne i maj-måned.

Android-fans kan forvente en mobil, der blot er 7 mm tynd (mod den nuværende model, der måler 8,5 mm). Desuden vil Galaxy S3 blive udstyret med en Super AMOLED-HD-skærm, quadcore-processor og derudover have 4G LTE-understøttelse.

ANNONCE
De 5 mest ventede gadgets i 2012
  Apple iPad 3

 

Så er det op over. Skal vi tro de vedholdende rygter, er 7. marts datoen, hvor det tredje medlem i iPad-familen bliver afsløret. Og den får sig noget af en overhaling.

De dårlige nyheder først:

  • iPad 3 kommer eftersigende til at vokse 2 mm i tykkelsen.

  • Du bliver ca. 5.000 kr fattigere, da det er prisen for en iPad 3, som du bliver nødt til at eje.

De gode nyheder:

  • Du får mulighed for at købe markedets suverænt bedste tablet.

  • Skærmopløsningen bliver en såkaldt Retina-skærm, som vi kender det fra iPhone 4/S. Det betyder, at opløsningen bliver fire gange så høj som på iPad 2. Helt præcist vil iPad 3 kunne vise 2048 x 1536 pixel på sølle 9,7". Til sammenligning formår Samsungs 65" LED-fladskæm "kun" at vise 1920 x 1080 pixel.

  • Forvent en firekernet A6-processor og LTE-understøttelse.

  • Kameraet bagpå vil angiveligt være et 8 megapixel, som vi kender det fra iPhone 4S' meget roste kamera.

ANNONCE
De 5 mest ventede gadgets i 2012
  OLED

 

OLED-teknologien har været meget længe undervejs. Og nu ser det ud til, at både Samsung og LG smider en 55" OLED-skærm på markedet. Samsung er eftersigende allerede klar til introducere deres model i foråret.

Fordelene ved OLED er mange. Ulempen er den skyhøje pris. I hvert fald de første par år.

Med OLED er det blandt andet muligt at producere hidtil uset tynde skærme, der får Samsungs LED-modeller til at fremstå som overvægtige skolepiger. Kontrasten er helt formidabel og er med til at bidrage til et suverænt godt og roligt billede, der er klasser bedre end det, vi kender fra både Plasma og LED. Vi glæder os til at få en OLED-model til test.

ANNONCE
De 5 mest ventede gadgets i 2012
  Apple iPhone 5

 

Der var mange Apple-fans, der fik en rigtig lang næse, da Apple efter 16 måneder valgte at smide en opgraderet 'S'-udgave af deres storsællert iPhone 4 på gaden, i stedet for den ventede iPhone 5. I månederne op til, havde adskillige Apple-sider skråsikkert proklameret, at vi med garanti ville få en iPhone 5 med større skærm, LTE-understøttelse og i det hele taget et spritnyt design. Det holdt som bekendt ikke stik.

Derfor kan man da kun håbe, at Apple har brugt tiden fornuftigt og endelig smider en ny-ny iPhone på gaden. Den såkaldte 5'er med større skærm, som så mange fans har sukket efter. Og hvad kan de kære fans så vente sig? Jo, ifølge de mange fansider (som bekendt tog fejl sidste gang) kommer 5'eren med en større skærm. Højst sandsynligt en 4"-Retina skærm, der går helt ud til kanten, så selve mobilen ikke vokser i fysisk størrelse. Muligvis en firekernet A6-processor og LTE-understøttelse. Men det de fleste fans håber på, er, at selve softwaren og operativsystemet får en ordentlig overhaling. For iPhone kører i bund og grund stadig med samme iOs, som da den første iPhone blev lanceret tilbage i 2007. Og især efter at Windows Phone er er kommet ud, virker iOs pludselig håbeløst forældet.

Forvent en lancering i september/oktober-måned.

ANNONCE
De 5 mest ventede gadgets i 2012
  Apples fladskærms-tv

 

Man kan sige meget om Apple, men de har altså et helt særligt talent for at smide gennemovervejede produkter på markedet. Først med iPoden, dernæst med iPhone i 2007 og iPad i 2010. Alle tre produkter formåede at revolutionere markedet og den måde man tidligere tænkte på, inden for de forskellige produktgrupper. Ikke så meget på grund af selve hardwaren, men mere det økosystem, som har gjort Apple så elsket - og hadet.

Det næste store fra Apple bliver en fladskærm. I Walter Isaacsons biografi af Steve Jobs fra 2011 udtaler Steve Jobs nemlig, at han endelig har "knækket koden". Forventningerne er derfor intet mindre, end at Apple vil revolutionere den måde, vi ser tv på.

Skal man tro Wall Street Journal, kommer Apples tv med stemme- og bevægelsesstyring. Derudover vil det være dybt integreret med alle Apples produkter.

Forvent en lancering sidst på året. Og en ubehagelig høj pris.

ANNONCE
Del

Seneste nyt