Det skal du streame i februar
Månedens bedste underholdning!
Kalenderen skriver februar, og efter en lidt sædvanlig kedelig januar-opstart på det nye år, så er vi klar på at komme op i gear igen. Skulle du dog alligevel have brug for små afbræk i hverdagen alligevel, så har vi fundet månedens bedste bud på serie-streaming!
ALTERED CARBON: SÆSON 1
Netflix’ nye store sci-fi-satsning med svenske Joel Kinnaman i front. Seriens præmis er en verden, hvor man kan kan digitalisere sin bevidsthed og gemme den til senere. Denne proces oplever fangen Takeshi (Kinnaman), som bliver overført til en ny krop for at opklare et mord og vinde hans frihed. Konceptet lyder ganske underholdende og selve traileren lover smæk for skillingen - både på handlingen men også på den visuelle front!
Premiere: 2. februar 2018 (Netflix)
MY NEXT GUEST NEEDS NO INTRODUCTION WITH DAVID LETTERMAN: EPISODE 2
David Letterman er tilsyneladende ikke typen, der nyder den pensionerede tilværelse - så efter et lille afbræk fra The Late Show, så er han nu klar til at være vært på et nyt Netflix-show. Konceptet går ud på, at vi hver måned får et dybdegående interview på 60 minutter med en prominent person - i februar er det ingen andre end George Clooney!
Premiere: 9. februar 2018 (Netflix)
EVERYTHING SUCKS!: SÆSON 1
Hvis du var et barn i 90’erne, så er denne serie lige noget for dig. Konceptet tager os med tilbage til tiden med alt fra VHS-bånd til slettelak og selvfølgelig alle de andre tossede opfindelser, som var med til at gøre årtiet til noget særligt. Det virker lidt som en hyggelig coming-of-age-film, hvor tech-nørderne og drama-nørderne går i krig mod hinanden.
Premiere: 16. februar 2018 (Netflix)
HERE AND NOW: SÆSON 1
Alan Ball har været en meget interessant skikkelse i manuskriptbranchen, hvor man har formået at skabe nogle meget sortkomiske skikkelser og historier, som fanger én - alt fra American Beauty til serien Six Feet Under. Nu teamer han igen op med HBO på serien, som handler om en multietnisk familie ledt an af Tim Robbins, som døjer med en række almindelige hverdagsproblemer - og det pludselige faktum, at et medlem i familien ser ting, de andre ikke kan. Det lyder mystisk, det lyder sortkomisk - vi er klar!
Premiere: 12. februar 2018 (HBO Nordic)
ADVOKATEN: SÆSON 1
En ny interessant kollaboration mellem Sverige og Danmark på seriefronten. Konceptudvikleren fra Broen, Hans Rosenfeldt, har stået for denne nye serie, sammen med Jens Lapidus (Snabba Cash) og Michael Hjort (ALEX). Thrillerserien fokuserer på forsvarsadvokaten Frank Nordling, som infiltrerer den kriminelle underverden i København i kølvandet af mordet på sine forældre. Hvis den på nogen måde rammer niveauet i Broen, så er vi solgt.
Premiere: 28. februar 2018 (Viaplay)
5 HURTIGE FILM I FEBRUAR, DER ER VÆRD AT GENSE:
American Pie Presents: Beta House: 1. februar (Netflix)
Before the Flood: 1. februar (Netflix)
The Jackal: 1. februar (Netflix)
Deadpool: 2. februar (Viaplay)
Kung Fu Panda 3: 16. februar (Viaplay)