Anmeldelse af Deadpool: Ryan Reynolds tager revanche som dybt sarkastisk antihelt
Kan en superheltefilm, hvor hovedpersonen I bund og grund ikke gider at bruge sine overmenneskelige kræfter til at udrette noget godt, virkelig fungere? Det korte svar er ja.
Originaltitel: Deadpool
Instruktør: Tim Miller
Medvirkende: Ryan Reynolds, Morena Baccarin, Ed Skrein med flere
Spilletid: 106 minutter
Premiere: 11/2 2016
4/6
Det er en dødssynd at blive forblændet af trailere - eller det modsatte. Eksempelvis havde jeg i sin tid gigantiske forventninger til Prometheus efter at have set verdens måske bedste trailer (nogensinde?). Men den skuffede fælt. Ved Deadpool var det komplet modsat. Traileren fik filmen til at fremstå som en omgang dilletant makværk med åndssvage one-liners. Men rent faktisk fungerer Deadpool aldeles fremragende langt hen ad vejen.
Det er historien om antihelten og den tidligere lejesoldat Wade (Ryan Reynolds), der bare ønsker at blive kureret for kræft, men i stedet bliver gjort næsten udødelig af en ukendt organisation i et vanvittigt eksperiment. Et eksperiment, der efterlader hans ansigt vansiret, og som gør, at hans krop bliver i stand til at hele på rekordtid. Herefter syer han sin egen superheltedragt (så folk ikke skal blive skræmt af hans uhyrlige face) og begynder at kalde sig selv for Deadpool. Han vier sit liv til at få hævn over bagmændene, selvom han størstedelen af tiden ender med at tosse rundt. Da han endelig kommer på sporet af den onde mutant og sin nemesis, Ajax (Ed Skrein), som stod bag eksperimentet, bliver det starten på en hæsblæsende jagt. En jagt, der kommer til at involvere Deadpools store kærlighed, Vanessa, og hvor han får hjælp af X-Men-figurerneColossus (Stefan Kapicic) og Negasonic Teenage Warhead (Brianna Hildebrand).
Og ja. Deadpool, der oprindeligt blev skabt af Fabian Nicieza og Rob Liefeld til Marvel-universet, er en af de film, der er så meget bedre, end du havde turde håbe på. Debutinstruktør Tim Miller er ikke bleg for at få det til at flyve rundt med kulsorte, rablende gale replikker, jokes og lemmer, men uden at det kammer over, og uden at det ikke passer til det farverige tegneserieunivers. Det er grafisk, men det er vanvittigt underholdende og i den grad sammenligneligt med monstersuccesen Kickass fra 2010. Det er heller ikke så overraskende, når man tænker på, at det er manuskriptforfatterne Rhett Reese og Paul Wernick, der har været inde over. Sammen skrev de nemlig 2009-zombiekomedien Zombieland.
Ryan Reynolds, der var en fadæse i The Green Lantern, og som jeg altid har haft et stramt forhold til (hvem sagde flødebolle?) er forrygende castet som den rapkæftede og dybt sarkastiske hovedperson, der bare ikke gider at være superhelt, og som er stoppet med at give en fuck for noget som helst. Hans mund står aldrig stille, og de øvrige karakterer i filmen får sjældent lov til at få et ord indført, da han fylder hver eneste pause ud med vanvittige jokes. Man kan roligt sige, at han stjæler billedet totalt.
Udover det har filmen masser af selvironi, som bare er spot-on. Fx allerede i filmens indledende credits, hvor karaktererne bliver præsenteret som "en britisk skurk", "en CGI-figur" og "en humørsyg teenager", eller når Deadpool en ud af mange gange taler til kameraet og i en scene fortæller, at Reynolds ikke er berømt for sit skuespiltalent. Ting som virker ekstremt useriøse, men på en eller anden måde virker.
Når det så er sagt, er Deadpool ikke et superheltemesterværk, og nogen vil måske finde den alt for fjollet og plat, men for fans af Marvel og førnævnte Kickass og Zombieland, er det et must ifølge undertegnende. For du er godt og grundigt underholdt i samtlige 106 latterkrampende minutter.